Et vigtigt tema på den igangværende Copenhagen Jewish Film Festival er, hvordan traumer fra Anden Verdenskrig går i arv. I den meget omtalte film ”De skygger vi arver”, der vises på festivalen, og som også er blevet sendt på DR (og anmeldt her i avisen), undersøger filmens instruktør Susanne Kovács sin opvækst som efterkommer af holocaust-overlevere. Det er, som om krigen aldrig blev afsluttet for familien Kovács. Kz-lejrenes rædsler rejser gennem generationerne i ny forklædning. Med sin film skriver Susanne Kovács sig ind i strømmen af efterkommere fra Anden Verdenskrig, som har oplevet en barndom, hvor fortidens oplevelser har sat sig spor i forældreskabet.
Det kan Kristina Rosenberg Mejlby tale med om. Hun skriver i øjeblikket på en bog, som omhandler moderens opvækst og ikke mindst ophold i kz-lejren Ravensbrück. Øverst oppe i et rødt højhus i det vestlige Aarhus møder vi den 69-årige Kristina Rosenberg Mejlby, som spejler sit liv i den aktuelle dokumentar. Hun genkender de tavse forældre og behovet for at kaste lys på fortiden for at forstå den.
”Som børn fik vi at vide, at vores mor havde været i kz-lejr. Man skulle tage hensyn til hende. Det var hende, der var skadet af krigen, og det var synd for hende,” fortæller Kristina Rosenberg Mejlby.
Bortset fra denne viden blev der ikke talt om moderens ophold i kz-lejren før i 2017, hvor hun som 93-årig åbnede både om tiden i Ravensbrück, men også om barndommen. Kristina Rosenberg Mejlby skriver om en mor, som opførte sig dominerende og diktatorisk over for sine to børn. Så meget, at hendes bror til tider troede, at moderen havde været en ansat i lejren og ikke en fange. Mistanken var smittende, siger Kristina Rosenberg Mejlby.
”Jeg frygtede, at hun var en af de onde i lejren. Jeg blev så lettet, da jeg fandt ud af, at hun var almindelig fange. Det var så dybt stikkende. Jeg fik det først at vide i en sen alder. At min mor virkelig var i kz-lejr. Et menneske, som ellers har løjet i sit liv, opført sig grimt og grænseoverskridende har alligevel nogle dele, som er sunde. Og sande. De sunde dele tror jeg på. Det, hun fortæller om den tid, er sandt. Hun var et offer, og nu ser jeg hende også som et offer.”
Sidste år kontaktede Kristina Rosenberg Mejlby Arolsen Archives, som er en international database over ofre fra Anden Verdenskrig. Her fik hun bekræftet, at moderen havde været fange i Ravensbrück fra foråret 1942 til lejrens befrielse i 1945. At samtalerne om fortiden skulle blive til en bog, lå klart fra starten.
”Min mor sagde til mig: Bogen skal være ren som et relikvie. Hun ville tale sandt og rejse sig fra fortidens synder. Jeg tror, at det kom fra hendes underbevidsthed. Et skriftemål. Jeg besluttede fra starten, at min egen fortælling også skulle være med, for at se på sammenhængen mellem hendes liv og opvækst og min egen. Ind imellem hendes erindringer berører jeg vores forhold forsigtigt og præcist. Jeg skriver bogen, fordi jeg ville prøve at forstå hende. Og jeg har også en vis kærlighed til hende. Medfølelse er også en form for kærlighed,” siger Kristina Rosenberg Mejlby.
At kz-efterkommere bærer traumerne med sig i deres eget liv, er ikke ny viden. Således er begrebet traumevandring beskrevet i flere bøger, blandt andet ”Taget af tyskerne” og ”Modstandskampens børn: forældrenes krig – børnenes arv”. Erfaringer fra Anden Verdenskrig viser, at forældrenes krigstraumer nedarves ikke kun til deres børn, men også til deres børnebørn. Hvis forældrene forsøger at skubbe de traumatiske oplevelser, minder og følelser væk, risikerer de at overføre dem til deres børn.
Kristina Rosenberg Mejlby var som barn bange for sin mor. Der var voldsomme udbrud og en stor grad af utilregnelighed. I løbet af de mange interviews med sin mor, har hun fået et nyt syn på både moderen og sig selv:
”Jeg har lært hende at kende som menneske gennem denne bog. Jeg føler mig ikke bedre end hende, men måske er jeg bedre på den måde, at jeg behandler andre mennesker godt. Og hun behandler dem dårligt. Jeg har forståelse for det i dag. Når jeg tænker på min mor i dag, så sidder hun blind og alene. Ingen vil komme til hende. Og så tænker jeg, at det må jeg hellere belyse. Hvordan kan det ende så galt for et menneske? Hun har aldrig bearbejdet sine traumer. Hun har aldrig snakket om det. Hvad kan man gøre for at hjælpe dem?”.
Selvom der på intet tidspunkt har hersket tvivl i Kristina Rosenberg Mejlbys sind om, at hendes mors erindringer skulle nedfældes i en bog, var det alligevel en lettelse for hende at bekende sig til en præst og få hans velsignelse. Det skete i maj måned sidste år en katolsk kirke i Krakow under et besøg til først Tyskland og Ravensbrück og herefter Polen.
”Jeg spurgte præsten, hvad han syntes om, at jeg skriver den bog. At jeg skriver om min mor og min bror. Beskriver deres dårlige egenskaber, men også gode følelser for dem. Han sagde, at hvis det ikke er hævn, så er det min pligt at fortælle. For at advare og oplyse. Jeg blev så glad. Jeg var hos ham to gange og spurgte ham begge gange, for det var så vigtigt for mig. Det var så ukendt. Jeg tænkte også, at jeg dør jo på et tidspunkt, min mor dør, og det her er jo ikke forfærdelige ting – det er menneskelige ting, som jeg sætter frem i lyset. Det kan godt være, at nogen vil synes, at det er forkert, at man skriver om sin egen mor, men sådan føler jeg det ikke. Det er min pligt at fortælle den historie.”