Det var både en glæde og noget af en overraskelse for den 69-årige Elisabeth Bagers to sønner, da deres mor fortalte dem, at hun netop havde færdiggjort sin selvbiografi.
Ligesom rigtig mange andre danskere har hun valgt at nedfælde sin livshistorie. Og håbet er, at hendes efterkommere vil tage hendes livserfaring til sig og bruge den i deres liv, fortæller hun.
”Jeg synes, at det er vigtigt for både mine børn, børnebørn og kommende generationer at vide, hvad jeg kommer fra, og jeg mener, at min historie er interessant at fortælle,” siger Elisabeth Bager.
Der er flere gode grunde til, at Elisabeth Bager mener, hendes historie er interessant for andre end hende selv. Hendes primære sigte har været at fortælle om sin barndom og de værdier, hun har fået med sig fra sit barndomshjem, for dem kan de yngre generationer lære af, mener hun.
Når hun ser på de forhold, familien dengang havde, og de forhold, der gør sig gældende for mange børnefamilier i dag, adskiller det sig markant.
”Mine forældre talte aldrig grimt til os eller slog os, men på trods af det havde vi stor respekt for dem. Sådan er det måske ikke altid i dag. Og vi fik vigtige værdier med os såsom aldrig at lyve, stjæle og altid at opføre sig ordentligt,” siger hun.
Enkle værdier , som det er værd at huske på i dag, mener Elisabeth Bager.
Desuden var der dengang en del, som ikke havde så meget, og det er vigtigt for hende at vise børn og børnebørn, at man sagtens kan komme fra svære kår og alligevel have et godt liv og klare sig godt.
Dog er det centralt for hende at videregive den del af historien, der handler om, at hun manglede at ”få mere bogligt indhold ind i hovedet”, som hun udtrykker det.
”Jeg er stolt over, at jeg har klaret mig så godt, selvom mine forældre ikke havde overskud til at holde hånd i hanke med, hvordan jeg klarede mig i skolen. Det har jeg sørget for med mine egne børn, og jeg er så stolt af, hvor godt de har klaret sig,” siger hun.
Udover at berette om sit personlige liv har Elisabeth Bager også fortalt om de store forskelle, hun oplever, der er sket på et samfundsmæssigt plan.
”Jeg tror, at nuværende og kommende generationer kan få glæde af viden fra min generation. Det kan få dem til at tænke over mange ting. Blandt andet, hvad der har betydning her i livet. Og de kan lære deres rødder ordentligt at kende i stedet for, at en historie bliver ændret 10 gange, som tiden går,” siger hun.
Oprindeligt begyndte Elisabeth selv at skrive sin livshistorie, men efter et par forsøg gav hun fortabt. Hun syntes ikke, at teksten lød godt og havde svært ved at strukturere fortællingen. Derfor blev hendes løsning at få en professionel skribent til at hjælpe. Dog var det en smule grænseoverskridende for hende i begyndelsen.
”Jeg har aldrig været en lukket bog, men i starten var det alligevel meget underligt at sidde og fortælle om sit privatliv til en fremmed, samtidig med at det blev optaget, men det blev et rygstød for mig. Og pludselig kunne jeg skrive en hel masse. Jeg sad med et lommetørklæde og genoplevede en masse minder undervejs, og det kostede da både blod, sved og tårer. Men i dag har det hjulpet mig til at forene mig med fortiden,” siger hun.
Når Elisabeth Bager bladrer igennem sin selvbiografi, er hun fuldt ud tilfreds. Men der er en enkelt ting, der ærgrer hende en smule:
”Det her er jo kun en forkortet udgave af min livshistorie. Nu kan jeg se, at den sagtens kunne have fyldt en hel roman,” slutter hun.