Et kollegium er et af de sidste steder, døden forventes at indtræffe. Det er som regel beboet af unge, videbegærlige mennesker, som samles om dagligdagens små dilemmaer, dyrker fællesskabsstyrkende traditioner, holder diskussionsrige køkkenmøder, hvor spørgsmål som fint versus groft salt i den grad kan trække tiden ud, og ikke mindst vilde fester.
Alligevel fandt døden vej til det kollegium, som hovedpersonen Asta i Tine Høegs nye roman, ”Tour de chambre”, boede på, da hendes nabo August pludseligt døde. Ligesom døden gjorde det i forfatterens eget liv:
”Jeg er som alle andre mennesker blevet konfronteret med, at nogen pludselig bliver revet væk for tidligt. Det er en grunderfaring at skulle stirre døden i øjnene, og at blive tvunget til det som ung midt i en tid, hvor alt spirer og vokser, skaber en brutal kontrast. Den optager mig i romanen. At forholde sig til andres død er jo også altid at forholde sig til sin egen,” fortæller Tine Høeg på forlaget Gutkind og forklarer, at hun i høj grad også forbinder døden med en bevidsthed om tiden.
Et begreb, som er blevet langt mere konkret for hende efter, at hun – ligesom Asta, der ofte passer barnet til sin veninde Mai, som også var Augusts kæreste – har nået en alder, hvor flere i hendes omgangskreds begynder at få børn:
”Tiden bliver synlig i barnet, noget fuldstændigt fysisk. Med dine egne øjne kan du se nogle ben blive længere, en hånd blive større. Men den samme mængde tid er jo gået i dig, selvom den er mindre synlig for dig selv, sådan fra dag til dag. Jeg vil så gerne fylde noget i den tid, jeg har. Gøre den tung og fed og vigtig,” siger den 34-årige forfatter og fortæller, at ”tiden er som et filter, hun har for øjnene”.
Tine Høeg taler nærmest, som hun skriver. Hvert ord synes særligt udvalgt, og hun holder ofte små tænkepauser, som vil hun først udse sig og smage på ordene, før hun beslutter sig for at udtale dem.
Mens hendes skrivestil i ”Tour de chambre”, trods tilvalget af kommaer og punktummer, er ligeså minimalistisk og særegen som i hendes debut, ”Nye rejsende” fra 2017, er der stor forskel på debutens unavngivne jeg-fortæller i slut-20’erne, der ifølge forfatteren selv var fuldstændigt fritsvævende og frustreret over manglende fodfæste i voksenlivet, og Asta, der har fundet et sted at lande:
”Asta er jo landet i noget, som føles rigtigt. Hun er forfatter, men hun er jo ikke stoisk rolig af den grund. Hun er underlagt et begær efter at skabe. Det er en drift, der både styrer og forstyrrer,” fortæller Tine Høeg.
Selvom hun mener, det er vigtigt at nedbryde illusionen om vores egen udødelighed for at skabe et begær efter at gøre tiden vægtig, hvilket også kræver at turde miste fodfæstet engang imellem uden angst for at falde helt igennem, er det også en balance, som kan være svær at finde. Derfor er døden i ”Tour de chambre” gjort særligt svær at få grebet om og forlige sig med, for den er også forbundet med en forbudt forelskelse og et bedrag, der sætter Asta i et moralsk dilemma:
”Jeg har en drift efter drama. Jeg vil gerne lade mine hovedpersoner rende rundt med vulkaner i mellemgulvet, jeg vil tvinge dem til at træffe valg. Placere dem der, hvor alt kan mærkes allerstærkest. Det er jo lige der, i de valg, man træffer, når alt står i flammer, at man finder ud af, hvem man er. At man tager ansvar for sig selv og sit liv. Og de situationer opstår hele livet, de har intet med ungdom at gøre. Begæret slipper man aldrig af med,” siger Tine Høeg.
Hun understreger, at hun med begæret også mener begæret efter skriften, som hun selv oplever, kræver kompromisser og kan konkurrere hårdt med andre tætte relationer, man har i sit liv, som Mai også udtrykker det over for Asta i romanen.
Ligesom erkendelsen af, at man ikke vokser fra begæret, har Tine Høeg også erkendt, at man ikke vokser fra eksistensen af kategorier, men at de ikke er så konstante og komprimerede, som først antaget. Og derfor vil hun ikke længere fastholde sin foragt for at lade sig genrekategorisere.
”Nu har vi jo skrevet roman på forsiden,” siger Tine Høeg og peger på den udgave af bogen, der ligger på bordet mellem os med sit pastelfarvede omslag, hvorfra den hele tiden har skinnet om kap med Tine Høegs orange skjorte og røde løber. Hun slår en lille latter op – formentlig med tanke på, hvor stor en diskussion det med debuten vakte – før hun fortsætter:
”Jeg skriver noget, som vel er lidt af det hele. Eller som er sin egen ting. Jeg lytter på en måde teksten frem, jeg bruger punktummer og kommaer og linjebrud til at skabe rytme og pauser. Det minder om lyrik, men i en romans narrativ. Jeg synes, det er dejligt, hvis jeg kan være med til at udvide romanbegrebet en lille smule,” forklarer hun.
At kategorier ikke er så fastlåste og dermed farlige skinner også igennem i den måde, familiebegrebet udfoldes på i romanen:
”Kernefamilien er jo stadig dominerende, når vi præsenteres for ’familie’ som samfundsbegreb, og det har været befriende at skrive en alternativ familiefortælling frem. Både kollegiet som en slags pseudo-familie, men især det lange venskab som en livsvigtig og kompleks kærlighedsrelation,” anerkender Tine Høeg, som har en kæreste, der allerede har børn. Og hun indrømmer, at det er det gode ved alderen – at man bliver klogere og mere nuanceret:
”Jo flere mennesker man taler med, jo flere erfaringer man samler, jo mere ved man, at det at leve i en kernefamilie-ramme jo langt fra er ensbetydende med, at man er ’home safe’. Eller særligt voksen for den sags skyld,” siger hun.
For som det understreges med Asta i romanen, er det afgørende måden at balancere begæret på og forholde sig til de dilemmaer, det bringer en i:
”De ydre kategorier for det at være voksen er nemme at liste op – en vis alder, job, familie, hjem og så videre – men det er jo ikke det, der afgør noget som helst. Det at være voksen er knyttet til noget indre, at turde handle og at tage ansvar for de handlinger.”