Prøv avisen

Jeg voksede op med de rigtige spørgsmål

”Jeg er dybt interesseret i de religiøse spørgsmål, og de har fulgt mig gennem livet,” siger Per Olov Enquist, der dog ikke længere tror på de svar, han fik som barn i et pietistisk miljø i Nordsverige. – Foto: Leif Tuxen.

Den svenske forfatter Per Olov Enquist kalder sin opvækst i et fundamentalistisk miljø for en gave til enhver forfatter. Nu er han aktuel med filmatiseringen af sit teaterstykke I lossens time

Døden er begyndt at spøge i hovedet på den svenske forfatter Per Olov Enquist. Det har den gjort længe. For forfatteren var optaget af livets store spørgsmål, længe før hans hår blev hvidt. Men nu tror han højst, at han lever nogle få år endnu.

Når man kommer op i min alder, begynder der at melde sig en ny form for spørgsmål: Hvordan forvaltede jeg mit pund? Og hvordan skal det hele slutte? Jeg er ikke bange for selve døden, men jeg er utrolig bange for det, der kommer før døden. Jeg håber, at jeg dør af et pludseligt hjertestop. Det ville være en god død. Men jeg er virkelig ræd for at ende med at blive hjælpeløs, siger den 78-årige forfatter med et sart smil og et efterfølgende svært aflæseligt fnys, inden han fortsætter mere belevent:

Min datter, der selv arbejder i filmbranchen, sagde for nylig, da jeg var lidt bleg i det, at jeg efterhånden lignede et to uger gammelt lig!.

Der er dog stadig masser af liv i Per Olov Enquists forfatterskab, og han har planer om flere bøger i fremtiden. Den næste roman er allerede på vej på dansk og indeholder blandt andet en erotisk lignelse, som han drillende kalder uegnet for Kristeligt Dagblads læsere. Det er nu også filmatiseringen af hans teaterstykke fra 1986 I lossens time, som vi har aftalt at tale om. Men det skal også hurtigt blive en indgang til at tale om hans eget forhold til tro, tvivl og død.

I lossens time er en absurd historie om en ung dobbeltmorder, der begynder at tro på opstandelsen, efter han får tildelt en kat som en del af et psykiatrisk forsøg med at lade farlige forvaringsfanger få et kæledyr.

Undervejs mister en præst den sidste rest af sin tro i mødet med drengen, der tror indædt på, at hans røde kat er Gud. Den historie har filminstruktøren Søren Kragh-Jacobsen fået en stort anlagt film ud af med optagelser i både Sverige og Danmark. Men oprindeligt skrev P.O. Enquist sit mere intime teaterstykke, så det passede til tre skuespillere på én scene. En psykolog, en præst og en ung morder.

Jeg synes selv, at det er en af de mest interessante tekster, jeg selv har skrevet, fordi den rejser det religiøse spørgsmål i en historie, der er så absurd og umulig, at det bliver spændende, siger P.O. Enquist, der dog flere gange har kredset om de religiøse spørgsmål i sit forfatterskab. I romanen Lewis rejse skildrer han for eksempel pinsevækkelsens svenske historie. For pinsevækkelsen udspringer ifølge Enquist af den samme gamle pietistiske vækkelse, som han blev præget af i sin egen barndom.

Bønnehuset var samlingspunktet i den lille nordsvenske by Hjoggböle, hvor Per Olov Enquist voksede op. Her sad han ofte som dreng i timevis og drømte sig væk, mens der blev læst lange passager op af den svenske lægprædikant Carl Olof Rosenius (1816-1868) pietistiske skrifter. Og når Enquist i dag ser tilbage på sit religiøse barndomsmiljø, beskriver han det som strengt fundamentalistisk.

LÆS OGSÅ: "Jeg havde travlt med at overleve, da jeg var ung"

Hele byen var præget af en kristen vækkelse, der havde sine rødder i den herrnhutiske pietisme. Det var en meget glædesløs udgave af kristendommen. Jeg husker for eksempel engang på et sommermøde, hvor en prædikant fik stoppet en harmløs midsommerdans ved forarget at udbryde: Tænk, hvis Jesus kom tilbage i dette øjeblik og fandt jer danse sådan rundt. Hvad ville han ikke sige?. Derefter blev der ikke danset mere den sommerdag, siger Per Olov Enquist tørt og tilføjer:

Det har selvfølgelig påvirket mig. Man kan jo aldrig gøre sig fri af sin barndom. Den vil altid præge en. Min meget religiøse mor var også en meget streng håndholder af, at jeg ganske tidligt fik stavet mig igennem ikke kun børnebibelen, men også den på flere måder tunge voksenbibel. Min far døde allerede, da jeg var seks måneder gammel, så hun stod alene for opdragelsen og sørgede for, at jeg fik bedt mine aftenbønner.

Vores hus lå ned til en sø og en stor pragtfuld skov, og jeg nød at gå sådan rundt i min egen verden. På den måde var det ikke kun et religiøst miljø, men også et meget åndeligt miljø, hvor der var god tid til at tænke.

Så det gødede din fantasi?

Ja. Det var helt ideelt, hvis man ville ende som forfatter. Og det sjove er, at der faktisk er kommet fem anerkendte forfattere ud af den samme lille by, hvor der kun boede omkring 80 personer spredt rundt om søen. Det er Sveriges mest forfattertætte by. Det kan selvfølgelig være et tilfælde, men jeg tror, at man skal finde forklaringen i kombinationen af den fantastiske natur og den eksistentielle bevidsthed, vi blev fodret med gennem vækkelsesmiljøet. For hvis jeg skal pege på noget positivt ved at vokse op i et meget religiøst miljø, er det netop, at man hele tiden bliver konfronteret med de store spørgsmål i livet. Hvad er synd? Hvad er skyld?.

Hvordan er dit forhold til religion så i dag?

Jeg tror hverken på Himlen eller Helvede, og min tro er også langsomt blevet tyndet ud, efter jeg blev voksen, men samtidig er det kommet lidt tilbage. Jeg er dybt interesseret i de religiøse spørgsmål, og de har fulgt mig gennem livet.

Jeg voksede jo op med alle de rigtige spørgsmål at stille til tilværelsen, i dag synes jeg bare ikke, at det var de rigtige svar, der blev givet. Det var stenhårde spørgsmål og stenhårde svar. Men de fik mig til at tænke selv. Og det er de samme spørgsmål, der stadig får mig til at tænke, siger Per Olov Enquist, der de senere år er blevet mere i tvivl om, hvad døden er:

I mange år forestillede jeg mig døden som en drømmeløs tilstand, der kan sammenlignes med at blive bedøvet i forbindelse med en operation. Men nu er jeg kommet i tvivl, siger han og lyser op i et pludseligt smil, idet han tilføjer:

Men hvis jeg bliver sikker på, hvad døden er, skriver jeg en bog om det.