Jens Albinus: Jeg læser skabelsesberetningen som en misbrugshistorie

Som præstesøn voksede Jens Albinus op med skabelsesberetningen, som han allerede som 12-årig fik lyst til at lave som teaterstykke. Nu har han skrevet og instrueret forestillingen ”Skabelsen”, der spiller i øjeblikket på Husets Teater i København

”Selvom jeg i dag ikke er troende, kan jeg heller ikke lade være med at vende tilbage til skabelsesberetningen igen og igen. Det er jo et eksistentielt grundspørgsmål at spørge, hvor man kommer fra,” siger Jens Albinus. Foto: Leif Tuxen

I begyndelsen var ensomheden. Verden var tom som en sort teaterscene, men mennesket var i Guds tanke, da Gud satte gang i forestillingen for at få fællesskab med andre end sig selv. Gud gav alting liv, og til sidst skabte Gud så mennesket i sit billede – som et socialt hungrende væsen, der aldrig bliver rigtig lykkeligt uden andres selskab. Men med fællesskabet fulgte også muligheden for at blive såret og føle sig fortabt og forladt.

Det er centralt i skabelsesberetningen. For fællesskabet kan både forstås som livets mening og livets problem, mener teaterchefen Jens Albinus, der selv har skrevet og instrueret forestillingen ”Skabelsen”, der også markerer begyndelsen på hans ledelse af Husets Teater på Halmtorvet i København.

Det virker stærkt at træde ind i denne dybe universelle urfortælling om skabelse og fortabelse, når man kommer direkte ind fra den plads i København, der måske er byens bedste billede på syndefaldet med sine pushere og prostituerede på Halmtorvet. Men for Jens Albinus giver det god mening, at ”Skabelsen” netop spiller her:

”Jeg begyndte at nærlæse skabelsesberetningen i forbindelse med det her arbejde, og det første, jeg kom til at tænke på, var en misbrugshistorie, hvor man hele tiden kommer tilbage til det samme sted. Der er jo oven i købet to skabelsesberetninger lige efter hinanden i Bibelen. Det er, som om man aldrig bliver færdig med begyndelsen, fordi den ikke helt er til at forstå. Men skabelsesberetningen findes alligevel i både Bibelen, Toraen og Koranen som en fortælling, som mennesker har fortalt hinanden i årtusinder. For det er et af tilværelsens største spørgsmål, hvor livet kommer fra,” siger Jens Albinus og fortsætter:

”Peter Lund Madsen rejser rundt med et show, der hedder ’Skabte Gud hjernen, eller skabte hjernen Gud?’. Men selv i det spørgsmål ligger også en gensidig afhængighed mellem Skaberen og skabningen, der er interessant. Det samme sagde Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, til mig, da jeg interviewede ham som research til forestillingen. Han sagde, at skabelsesberetningen fra første færd er en relationshistorie. Skaberen har brug for sin skabning, men skabningen har også brug for at sætte en indsats, der skaber skabningen.”

I Bibelens version af skabelsesberetningen sender Gud først lyset ind i verden. Det har mange teologer siden fortolket som Jesus, verdens lys, som altså allerede fra begyndelsen af Bibelen både kan forstås som lyset og Ordet i sætningen: ”Lad der blive lys.” Sådan kan man læse håbet om frelsen ind i teksten allerede længe inden fortabelsen og altså også inden skabelsen, ligesom de fire floder, der udspringer som en skabelseskilde i skabelsesberetningen, jo tilsammen danner et kors.

Men teksten kan også læses bogstaveligt, som om Gud tændte en slags arbejdslampe som en teaterprojektør på verdens tomme scene, før han gav alting liv. Og i Jens Albinus’ teaterstykke ændrer lyset sig ikke engang i salen, da skabningen nærmest skaber sig for at blive skabt. Her er det også først mennesket, der med et stærkt behov for at blive skabt henvender sig til en nærmest gådefuld, ugidelig version af Gud – i øvrigt stærkt spillet af Ulla Henningsen.

Sådan forsøger mennesket at puste liv i Gud, mens publikum sidder i en nærmest nøgen scenografi og i det samme lys, som de gik ind i. Og det er helt bevidst, at der er byttet rundt på rollerne, så Gud også er en kvinde. For Jens Albinus har ønsket at lege med den fortælling, som han som præstebarn har kendt, så længe han kan huske. Og allerede i 12-årsalderen fik han lyst til at lave en forestilling om skabelsen, da han besøgte et amatørteater og blev fascineret af de lamper, der kunne gøre intet til noget i salen, når mørket langsomt blev til lys. Men her er det også blevet til en forestilling om lyset og mørket mellem mennesker og Gud, forklarer han.

”Skabelsesberetningen handler om Skaberen og skabningens gensidige behov for hinanden, men den handler også om, hvor svært det er at skabe det fællesskab. For den eneste måde, man kan overvinde sin egen ensomhed er ved at spalte sig over i en anden, men når fællesskabet på den måde bliver skabt af adskillelse, ligger savnet og smerten allerede på lur, og så har man balladen,” siger Jens Albinus og peger på, hvordan den spaltning også kan ses i Bibelen.

Først er Gud både helt alene og hel alene, men så blæser Gud en del af sig selv ned i Adam. Ud af siden på Adam bliver Eva så taget. Og senere kan man læse, hvordan kirken bliver taget ud af siden på den anden Adam, Jesus, da han bliver stukket i siden på korset, så der vælder vand og blod ud – til kirkens liv i form af dåb og nadver. Men ud af al den skabelse kommer også splittelse.

Først vender mennesket sig væk fra Gud, og så vender menneskene sig væk fra hinanden. Det er derfor ikke underligt, at Guds første to spørgsmål til mennesket er: ”Hvor er du?” og ”Hvor er din bror?”. For mennesket blev hurtigt væk fra sig selv, da det gemte sig for Gud. Og det må have gjort ondt på Gud.

I teaterforestillingen ligger Gud ligefrem i fosterstilling og vrider sig i smerte, da mennesket har vendt hende ryggen. Og i en afgørende scene kommer der også baby- klynkelyde ud af Guds mund, mens mennesket skiftevis forfølger sine drifter og føder i smerte.

”Man kan sige, at menneskene efter fortabelsen fik en straf, der kunne lære dem, hvordan det er at være Gud. Adam skulle knokle i sit ansigts sved, og Eva skulle føde i smerte. Gud havde prøvet begge dele. Skaberen knoklede så hårdt for at skabe verden, at han måtte hvile den syvende dag, og selvom han først havde set, at alting var godt, førte skabelsen også hurtigt til smerte for både mennesker, men især Gud. For med skabningen startede en bevægelse, der ikke kunne stoppes igen. Nogle siger, at det første evangelium allerede ligger efter fortabelsen, hvor mennesket får sin straf, men også et løfte om ikke at være alene.”

Men i din forestilling forlader Gud jo menneskene med ordene: ”Jeg sletter mig ud”, inden hun går ud ad døren, da forestillingen slutter med, at Abraham får at vide, at han skal kigge op på stjernerne. Betyder det, at Gud er død? Eller peger det frem mod Jesu død og opstandelse?

”Det er jo pivåbent, ligesom jeg egentlig synes, at skabelsesberetningen på mange måder også er en åben fortælling, som man kan blive ved med at hive nye betydninger op af. Jeg er opvokset i en kirke, fordi min far har været præst. Jeg har derfor haft et selvfølgeligt forhold til de bibelske fortællinger. Jeg tror, at der findes nogle for- tællinger, som man fået et særligt forhold til, hvis man har haft et forhold til dem, inden et bestemt uskyldstab indtræffer. Men verden har aldrig været særlig selvfølgelig for mig i øvrigt. Teologisk set synes jeg også, at skabelsesberetningen rejser en masse spørgsmål. For hvis Gud virkelig er kærlighed, hvorfor har han så skabt muligheden for spaltning, splittelse og sårethed.”

Kan man ikke se Guds frelsesplan som et svar på det – i hvert fald i et evighedsperspektiv?

”Jo, sådan bliver det jo forklaret, og selvom jeg i dag ikke er troende, kan jeg heller ikke lade være med at vende tilbage til skabelsesberetningen igen og igen. Det er jo et eksistentielt grundspørgsmål at spørge, hvor man kommer fra. Og skabelsesberetningen er en historie, som man af gode grunde har fortalt igen og igen. For man har brug for at forstå begyndelsen, før man kan få en idé om afslutningen, som jo er lige så svær at forstå,” siger han og tøver et øjeblik, inden han tilføjer:

”Der er et menneske i min slægt, der er ved at dø. Når man taler med læger og systemer om, hvordan sådan noget skal afvikles, er det, som om intet af det, de kan sige, giver en tilfredsstillende forklaring på livets afslutning. Det får man heller ikke her, men vi rejser spørgsmålet om, hvad livet og døden går ud på. Bibelen er jo også nådesløs barsk i Tænkerens Bog, der før hed Prædikerens Bog, hvor der står, at vi fødes nøgne og dør nøgne, og at der er en tid til alting, men hvad er meningen så med livet, hvis man hele tiden vender tilbage til begyndelsen? Det er det samme med parforhold, hvor enhver forelskelse virker som en ny begyndelse, inden folk skilles og forelsker sig igen, og man kan spørge sig selv, hvor meningen ligger i alt det, men meningen ligger jo nok midt i det hele,” siger han og ler, inden han fortæller en af Woody Allens historier om, hvordan konen kommer til lægen syv år efter, at hun var begyndt at tro, at hun var en høne. ”Men hvorfor kommer I så først nu?”, spørger lægen. ”Vi havde vel brug for æggene,” svarer Woody Allen. Og sådan kan vi have brug for hinanden, uanset hvor skørt og uforståeligt livet kan virke, mens vi forsøger at skabe en tilværelse med hinanden.

Men i begyndelsen er ensomheden. Alting begynder derfor altid med ensomhed. Det er længslen efter mere og flere, der sætter fantasien og jagten efter fællesskab i gang. Sådan bunder al skabertrang dybest set i sjælens skrig efter en mening, der ligger uden for en selv. For vi bliver dygtige og kreative for, at nogen skal lægge mærke til os og befri os fra vores ensomhed, har også Tor Nørretranders engang konkluderet i ”Det generøse menneske” med undertitlen ”umage giver mage”. Og sådan kan Bibelen også læses. For at forstå skabelsen må man forstå den længsel efter fællesskab, der må have ligget dybt i Gud, da han skabte os i sit billede for at få fællesskab med os. For livets mening er fællesskab, men det er også fællesskabet, der gør livet svært. Sådan er samvær et både livgivende og destruktivt behov, men ensomhedens mørke er trods alt værre end fællesskabets smerte. Og måske er livets mening at vende tilbage til det – igen og igen, mener Jens Albinus:

”Det, der er det vigtige for mig, er, at teaterforestillingen slutter med, at Adam står nøgen tilbage. Han begynder med en masse krav, men han ender med at forstå, at vi alle sammen kommer ind i livet og får det lige så forfærdeligt som alle andre. Men til syvende og sidst er Adam overladt til sig selv med ordene om at kigge op til stjernerne,” siger præstesønnen, som således alligevel får sat en lille prædiken ind. For ”Skabelsen” får i det mindste folk til at kigge op fra lyset fra deres mobiltelefonen for at tænke over, hvordan alting begyndte. Forestillingen spiller til den 15. oktober.