Jens Christian Grøndahl beskriver kunsten på en måde, der til tider er svær at forstå

Når Jens Christian Grøndahl skriver om kunst, lader han sig desværre friste af en luftig, svævende og gådefuld stil

Det er, som om dette at skrive om kunst får Jens Christian Grøndahl (på fotoet) til at lette fra jorden og skrive i en særligt henført og svævende stil, skriver anmelder Nils Gunder Hansen om Grøndahls nyeste "En ukendt frihed", som udgives af forlaget Wunderbuch i dag.
Det er, som om dette at skrive om kunst får Jens Christian Grøndahl (på fotoet) til at lette fra jorden og skrive i en særligt henført og svævende stil, skriver anmelder Nils Gunder Hansen om Grøndahls nyeste "En ukendt frihed", som udgives af forlaget Wunderbuch i dag. . Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

Jens Christian Grøndahl er produktiv for tiden. Han har lige udgivet en roman med den prægtige titel ”Fra i nat sover jeg på taget”, og nu lander der i dag en lille essaysamling om kunst under titlen ”En ukendt frihed”. Han skriver her både om litteratur (Proust), malerkunst (Monet, kubisterne, Matisse) og musik (Olivier Messiaen). De æstetiske analyser er især i det første og største af de tre essays blandet op med aktuelle kulturkritiske kommentarer om for eksempel moderne turisme, identitetspolitik og MeToo.

Jeg er ikke ubetinget begejstret for bogen. En bestemt fristelse lurer altid hos skribenten Jens Christian Grøndahl, og det er fristelsen til at dyrke det smagfulde. Det kan tippe over og kalde på det flade, danske grin. En sætning som ”Ved et aftenselskab i en elegant lejlighed i det 16. arrondissement viser værtinden mig sin kunstsamling” kunne stå i en Grøndahl-parodi.

Bogen er derfor langt bedst, når Grøndahl bliver holdt i ave af det konkrete. Når han ser på kunst med sine børn, har han en fin betragtning om, hvordan den voksne får mulighed for at springe hen over sin egen blaserthed, fordi han lever med i, hvordan børnene oplever Monets åkander for første gang. Når han indlevet udlægger en passage hos Proust, hvor den unge mandlige hovedperson betages af en pige, der går med en mælkejunge på en banegård i Paris, får man lyst til endelig nu at få læst ham dér Proust og alle hans bind. Når han skriver (rigtig meget) om sin egen og andre mænds fascinerede blik på smukke og gådefulde kvinder – ikke mindst franske skuespillerinder fra filmene dengang i den ny bølge – kan man godt synes, at det bliver lidt for meget, indtil man standses af en fortættet formulering om ”kraften i at mærke en vilje uden at kunne gætte, hvad hun ville”.

Når Grøndahl er god, er det ligesom at læse Milan Kundera. Når Grøndahl er knap så god, er det mere som at læse Paul la Cours ”Fragmenter af en Dagbog”, som nok kun ældre læsere har i erindring. Paul la Cour var også både frankofil og filosofisk, og han havde bestemt sine momenter i de åndfulde aforismer, der blev hyldet af det læsende Danmark lige efter krigen, men han havde også en tendens mod det patetiske, hvor (selv)følelsen tog overhånd.

Det er, som om dette at skrive om kunst får Grøndahl til at lette fra jorden og skrive i en særlig henført og svævende stil. Naturligvis prøver forfatteren at nærme sig om ikke det uudsigelige så dog ting, der ikke uden videre lader sig skrive i klartekst, men det ender i kunstreligiøs andægtighed. I perioder er det regulært svært at finde ud af, hvad det er, Grøndahl skriver om, og selvom der kommer et par noter bagest i bogen, måtte Deres anmelder konsultere doktor Google en del gange under læsningen for at få noget at vide – og for at tøjle sin irritation over mysteriernes tåge.

Grøndahls filosofiske udgangspunkt er fænomenologisk: en bevidsthed møder verden, og når man reflekterer over sin egen oplevelse, kan det være svært at vurdere, hvad der skal skrives på verdens konto – og på bevidsthedens. Hvor meget kommer til os udefra, og hvor meget af det, vi sanser, er blot projektioner af vores egne drømme, fantasier og begær? Han drømmer om at komme ud over sig selv, ud over sit eget blik. Når vi er ladt alene med os selv, kan vi svinge mellem selvovervurdering og selvhad. Det er under en andens (kærlige) blik, at vi kan blive gengivet i vores virkelige størrelse. I en vis forstand er vi utilgængelige for os selv, men i Grøndahls jeg-du-filosofi (også en fransk tanketradition) træder vi under den andens blik ud i en ukendt frihed.

Kulturkritisk bliver Grøndahl derfor anfægtet af identitetspolitikken, hvor man låses fast til sig selv og hævdes aldrig at kunne undslippe sit udgangspunkt som (i Grøndals tilfælde) ældre hvid heteronormativ mand. Han anfægtes også af MeToo, hvor den andens blik kan opfattes mere som en intimidering end en udfrielse, og hvor ikke mindst mandens betagede blik på den smukke og gådefulde kvinde (hvem er hun? Hvad vil hun? Ved hun det mon selv?) kan udlægges som optakt til overgreb (nu skal jeg hjælpe dig med at finde ud af, hvem du er, og hvad du vil).

Det er de samme temaer, der slås an i ”Fra i nat sover jeg på taget”, og man kan fornemme, at Grøndahl har skrevet på de to bøger samtidig. Men skal jeg vælge, vil jeg helst læse romanforfatteren. Essayisten ender med at bukke under for fristelsen ved den luftige og selvhenførende stil, som er endnu en fremtrædelsesform for den bevidsthed, der er tilbøjelig til at fylde for meget.  

Jens Christian Grøndahl: En ukendt frihed. Kortprosa. Akvareller af Jan Sivertsen. 110 sider. 220 kroner. Forlaget Wunderbuch.