Jens Christian Grøndahl lykkes med det hele i ny bog om kristendommen

I bogen "Min svage tro" er forfatter Jens Christian Grøndahl på en rejse mod et grænseløst fællesskab, og teologien passer godt til forfatterens pen

Jens Christian Grøndahl er, udover at være forfatter, også menighedsrådsformand og formår i sin nye bog at formidle kristendom på forbilledlig vis.
Jens Christian Grøndahl er, udover at være forfatter, også menighedsrådsformand og formår i sin nye bog at formidle kristendom på forbilledlig vis. Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix.

At lade en ikke-teolog skrive sig ind på kristendommen er ofte en god idé. For når man ikke er fanget af et fagsprog og en dogmatik, som helst skal indordne sig, kan der med nye ord skrives nye teologiske genovervejelser frem.

At få så dygtig en forfatter som Jens Christian Grøndahl til det er en virkelig god idé. Tag bare den her sætning:

”Kristendommen har mere at sige om os end vi om den.”

En sætning så simpel, men også så præcist udtrykt, at man omtrent skal være forfatter for at ramme så præcist. Samtidig ligger der jo en hel kristendomsforståelse i sætningen, en forståelse som Jens Christian Grøndahl lader flyde gennem hele bogen med formuleringer som ”vi er en del af historien og den virker i os” og som ”jeg tror eller ej, de (evangelierne, red.) bliver ved med at tale, selv når jeg ikke hører efter”.

”Min svage tro” er skrevet som en stærk rejse. Det er ikke en rejse, hvor Jens Christian Grøndahl må igennem så meget forfærdeligt og så mange comebacksejre for endelig at komme hjem til sig selv, men en rejse, eller en åbning, som han selv kalder det, for at komme frem til alle os andre. Det er fællesskabet, Grøndahl er ude efter, et fællesskab overladt til venlighedens daglige mirakel, et fællesskab, hvor de døde stadig er med, et knælende fællesskab, som løfter hver enkelt og alle op, et grænseløst fællesskab. En utopi? Måske. Men hos Grøndahl også fuldstændig konkret, levet, det er lige nu og her.

Teologien, her i en art bekendelsesskrift, passer godt til Grøndahls dannede pen. Han forfalder stort set ikke til polemik eller apologi. Han vil opbygge, forbinde, og til det passer hans poetiske svæv, et udtryk, han selv bruger om sproget i Johannesevangeliet, helt perfekt. Bedst er han, når han ikke svæver for meget, men bare lige løfter de helt rigtige sætninger.

Der er et par steder, hvor han skriver sig så godt ind i den europæiske dannelseshistorie, han i nogle af hans tidligere bøger har udvist så stort kendskab til, at han svæver lidt for meget.

Men det er kun enkelte steder. Ellers formår han at gøre det svære enkelt, hvilket er en særlig bedrift inden for teologien. Som her hvor han beskriver forholdet mellem viden og tro, konfrontationen mellem det, han ved, og det, han hører:

”Jeg kommer aldrig til at godtage, at Kristus genopstod og for til himmels, men jeg vil gerne høre historien igen, næste gang jeg skal tage afsked med et menneske, jeg har holdt af.”

”Min svage tro” er bog nummer 10 i Forlaget Eksistensens række af ”Kristendommen ifølge ...”. Det er et fremragende format, forlaget har skabt. Lige fra det stilsikre layout til det dejligt korte indhold. Langt de fleste teologiske bøger er alt for lange, bange for ikke at få det hele med. Det skal kunne siges kortere og tydeligere.

Det tog en halv fridag og en kande kaffe at læse ”Min svage tro” – derefter har man hver dag til lige at vende tilbage til den. Her er ikke blevet overredigeret, og der er ingen unaturligt indsatte spørgsmål. Bare frihed til at fortælle. Det er en række meget personlige udgivelser. Det er ”Min svage tro” også. Og det er her, den er bedst.

Den første del med moderens død, konens insisteren på at vise ham andet end egne tanker, datterens konfirmation, vennens begravelse er så fint doceret – let skrevet, dybt tænkt. Grøndahl skriver, at han først lige har læst de bibelske tekster i forbindelse med, at han blev spurgt, om han ville skrive denne bog. Det synes sent for en så rutineret forfatter at læse verdens vigtigste bog, men det var et godt tidspunkt; han var klar, lædertasken fuld af erfaring, han lytter, aldrig færdig med ikke at forstå. Det er i kombinationen af den kristendom, som kommer fra dem lige omkring ham og så hans egen nære læsning af de bibelske tekster, at det virkelige gode kommer frem.

Nu er det ikke, fordi bogen er delt op i to dele. Den har 10 kapitler, som ret naturligt følger efter hinanden på en måde, hvorpå bogen går fra det helt nære og så ud i den verden, vi alle er fælles om. Alligevel sker der et lille skifte cirka midtvejs, når Grøndahl i anden del inddrager det antikke Grækenland, J.P Jacobsen, Henrik Pontoppidan og lidt for mange andre. Anden del er ikke lige så spændende – ikke at det ikke er klogt og velanbragt – men det har vi læst hos ham før, og så opstår der bare en distance i en tekst, når den begynder at sige for meget om, hvad andre har sagt. Mere Grøndahl, mindre Homer.

Når det er sagt, er der gennem hele bogen skarpe analyser, som når Grøndahl i løbet af et par linjer forbinder tidens åndløshed med vores sundhedssystem:

”Måske kræver det fortrolighed med døden at nære omsorg for åndslivet. Modernitetens åndløshed er taget til i takt med dødens og de døendes forvisning til hospitalernes og plejehjemmenes kliniske gennemgangslejre.”

Al teologi er for så vidt skrevet. Men derfor skal vi alligevel blive ved med at skrive videre, så nye læsere kan komme til, så tanker kan blive genovervejet, så teologien også altid er aktuel.

Jens Christian Grøndahl lykkes på bedste vis med det hele. Mon ikke mange naturvidenskabeligt indlærte humanistisk opdragede læsere vil kunne genkende Grøndahls lange reservation for kristendommen, og måske de med hans personlige tanker i den her bog vil opdage, at man skal turde vende sig om, når man bliver kaldt på.

Og her opdage at der allerede er nogen, som står med et grænseløst fællesskab og venter venligt.

Karsten Møller Hansen er sognepræst, forfatter og kommentator og vil fremover anmelde teologisk og anden litteratur i Kristeligt Dagblad.