Glem alt om Andy Warhol, James Rosenqvist og Roy Lichtenstein eller de andre fra popkunstens gyldne år i 1960’erne og 70’erne. De var langt bagefter den omkringfarende supermand Jens Ferdinand Willumsen, der iført fantomdragt i grøn kryptonit allerede adskillige tiår forinden satte scenen, ikke i Metropolis, men i København, Paris og Nice.
Forskningen i J.F. Willumsens kunst har i årtier været fascineret i hans teatralske, tegneserielignende og plakathujende maleri, der som samlet korpus ligner en karikatur i kunstens historie. Men pangfarverne, den gestiske iscenesættelse af figurerne og det nærmet skabagtigt opstyltede selv- og kunstnerbillede har også skabt afstand, ikke mindst til den gode smag og det konventionelt acceptable inden for kunstverdenen.
Internationalt er hans gode ven Vilhelm Hammershøi blevet anerkendt, fordi han ytrede sig originalt inden for æstetisk og eksistentielt acceptable rammer. Willumsen derimod malede helt ud på dem, altså rammerne, for at understrege det artificielle i forehavendet. Og så sprængte han dem, rammerne, med en kunst, som verden aldrig rigtig har vænnet sig til. Hans originalitet er af en anden verden. Superwillumsen har for længst sat kursen mod stjernerne.
For tiden er kommet Willumsen i møde, og vil det givet også internationalt om et øjeblik. Kunstmuseet Arken baner vejen ved at placere Willumsen et sted mellem manierismen i 1500-tallet og popkulturen i 1900-tallet. Der befinder kunstneren sig godt. Der hører han til.
Da Willumsen som ungt menneske rejste til Amerika, tog han indtryk fra den ny verden med sig hjem og gav sig til at samle. Willumsens såkaldt ”Gamle Samling” – som for tiden udstilles på hans museum i Frederikssund – er netop ikke kun gammel. Willumsen samlede ikke udelukkende på værker af de klassiske mestre i kunstens historie, men samlede også på sin samtids egne billeder, som de manifesterede sig i tidens massemedier og i nye genrer som fotografiet, filmen og tegneserien. Fra 1900 til 1911 komponerede Willumsen 14 store mapper med udklip som en slags encyklopædisk billedbase. Her var alle mulige fotografier, tegneseriestriber, antropologiske, anatomiske og kønsspecifikke visualiseringer.
Både i Arkens udstilling og i det glimrende ledsagende katalog påvises det af blandt andre Anne Gregersen og Jacob Wamberg, hvordan Willumsen i sin selvopfattelse og i de maleriske kompositioner trækker på tegneseriens æstetik og dynamik, ja, hele superhelteuniverset. Ikke mindst er der paralleller til ”Jens Lyn”, ”Superman”, ”Tarzan” og Walt Disneys figurer i Willumsens sceniske fremstillinger. Tegneseriernes blanding af futurisme og middelalder- og renæssancemytologi til fantasy har tydeligvis inspireret kunstneren. Tegneserien var en kendt genre allerede omkring år 1900, hvor Willumsens brød igennem, men genren eksploderede formelig i 1930’erne på det globale marked i både aviser, magasiner og snart efter i animationsfilm.
For Willumsen har tegneseriernes superhelte flugtet med hans ungdoms vitalistiske og livsfilosofiske dyrkelse af overmennesket. Willumsen var, som adskillige andre i den kulturelle cirkulation omkring år 1900, intenst optaget af det heroiske menneskebillede hos filosoffer som Thomas Carlyle og Friedrich Nietzsche, hvor krop og ånd smeltede sammen i drømmen om ”det ny menneske”.
Dette nye menneske ser Willumsen sig selv som og føler sig derfor genkendt i tegneseriernes eskapistiske skabninger med fart over feltet. I ikke mindst senværket kan beskueren – i den særegne Willumske blanding af det muntre, parodierende og notorisk gravalvorlige – se træk fra tegneseriens mytologi. Det gælder for den monumentale trilogi ”Tizian døende” (1935-38) og det ekstreme selvportræt ”Projekt til en statue af ’Kunstmaleren’” (1941).
Men også mere intime fremstillinger fra Willumsens hånd er ren tegneserie. Således et portræt af datteren, ”Anse spiller violin” (1935), hvor hun afbildes i tegneseriens silhuet og kontur som en blanding af Walt Disneys Snehvide med kokette lange øjenvipper og Minnie Mouse med store fortegnede sko.
Apropos det intime, så tager udstillingen også fat på Willumsens forhold til kvinder og hans kvindebillede. Hans tre længerevarende forhold var til stærke, selvstændige og kunstnerisk begavede kvinder, billedhuggerne Juliette Meyer og Edith Wessel og den franske danser og maler Michelle Bourret. Sidstnævnte dannede Willumsen par med i de sene år – de blev mange, for han blev 94, og de blev eksperimentelle.
Det gælder jo for hele Willumsens kunstneriske produktion og udvikling, hvor han kan følges igennem sin epokes skiftende ismer: naturalisme, symbolisme, ekspressionisme og så denne sidste periode med de scenografiske, plakatlignende og tegneserieagtige værker i bengalske farver. Tilsvarende transformerede han menneskefiguren både i billedet af sig selv og i billedet af kvinden. Men det er kendetegnede hele vejen igennem hans produktion, at han dyrker kvindens vitale, drengede side lige på kanten til det transkønnede.
Kunstneren leger flirtende med kønsstereotyper og – identitet, ikke mindst i trilogien af Michelle Bourret, der henholdsvis danser ”Sømandens reel” (1931), ”Harlekin” (1934) og ”Valse Boston” (1935). At kalde malerierne dekadente er en underdrivelse, de er virkelig oppe at køre med kvinden som fører, den, der tager initiativet, sætter trinene, viser vejen og optræder i maskulinitetens antræk. Det ekstreme og karikerede i billedet af mand og kvinde kan følges igennem hele Willumsens produktion. Han er ingen Herman Bang eller Oscar Wilde, men han er ikke bange for at udfordre de traditionelle kønsroller, endsige iscenesætte dem i de mest obskøne farver. Tegneserien er kendetegnet ved overdrivelser og tydelighed, fart og tempo. Eksplosivitet. J.F. Willumsens værk er det samme. Altid øjenåbnende, altid et nyt syn værd, fordi meget lidt forbliver det samme, når lag på lag bliver skrællet af denne i sandhed herlige forvandlingskugle.
kontur som en blanding af Walt Disneys Snehvide med kokette lange øjenvipper og Minnie Mouse med store fortegnede sko.