Nordsjælland er mange ting. Ud mod Øresund ligger whisky-bæltet, og inde i landet ligger Bibel-bæltet. Hvert bælte har sine byer. I Klampenborg, Vedbæk og Rungsted har rige folk sat deres præg. I Hillerød, Græsted og Gilleleje har missionsfolk sat deres spor.
I Bibelbæltet fylder Indre Mission og Luthersk Mission meget. Hovedbyen er Hillerød. Her kommer den missionske sognepræst Jens Ole Christensen (født 1956) fra. I dag slår han sine folder i København på Østerbro i kvarteret tæt på Nørrebro i Fredens-Nazaret Sogn. Det synes langt fra Bibel-bæltet i nord, men sognepræsten er tro mod sin fødestavns bibelsyn.
Han siger selv, at han undertiden kan føle sig i kraftig modvind over for tidsånden, og nævner man, hvad han er imod, så kan man høre, ja nærmest mærke, at det trækker op til storm.
Han er imod fri abort, homovielser, kvindelige præster og den folkekirkelige yndlingstanke om alles frelse. Han prædiker dom over syndere og kun frelse i troen på Jesus Kristus. Han står ved, at han midt i de københavnske cirklers mangfoldighed har Bibelen som sin rettesnor og kilde.
Han er virkelig oppe mod tidsåndens strømninger. Hans klummer her i avisen gennem mange år har været præget af den kamp. Er det så en gang mørkeforkyndelse a la Hans Kirks ”Fiskerne”? Nej, det er det ikke.
Selvom man ikke deler Jens Ole Christensen synspunkter, så er hans klummer værd at læse. Jeg har læst dem med glæde gennem alle årene og nu genlæst de over 70 klummer, som udgør bogen ”Replikker mellem tid og evighed”. Det er meget mere end bare replikker. Det er ramsaltede opråb med kerne, serveret med alvor, humor og selvironi.
Jeg tror, at jeg havde valgt en anden titel, nemlig ”Salte Sild fra Bibel-bæltet”.
Undervejs i læsningen var jeg indimellem uenig med Jens Ole Christensen, og undertiden var jeg overrasket over hans frimodighed og åbenhed, men hele tiden var jeg optaget af hans evne til at analysere tiden og bringe det bibelske i spil. Han formår at sætte fingeren på nogle ømme punkter. For ham er der ikke tale om berøringsangst over for tidens modeord. Der er noget Vilhelm Becksk over ham. På den gamle IM-høvdings gravsten stod hans valgsprog: ”Så længe jeg lever, vil jeg gale”. Jens Ole Christensen galer!
Nogle af klummerne bærer præg af tiden og hører for mig hjemme i en overstået situation. Jeg gider ikke høre mere om homovielser og Manu Sareen. Jeg magter heller ikke diskussionen om fri abort. Det ender altid i et forkert slagsmål.
Overordnet kan man sige om udgivelser af klummer, at de ikke hører hjemme i en samlet flok. De er enkeltsituationsbestemt. Det er trættende at læse i ét stræk. Møllehave udgav også sine klummer, og også de led af den skavank, men det er da fristende, hvis et forlag vil udgive ens allerede udførte arbejde.
Jens Ole Christensen er bedst, når han hudfletter tidens selvgodhed og historieløshed. Han er overraskende, når han favner LGBT-folk, men siger nej til LGBT-tyranni. Han siger ja til klimaløsninger, men nej til at det er frelsen. Den hører hjemme hos Jesus. Punktum! Kloden går under, når Gud vil, og ikke et sekund før, men vi skal ikke slappe af og være dumme.
Han er god, når han revser vores moralske svigt i økonomisk sammenhæng, og når han lovpriser åndsfrihed, der selvfølgelig også må omfatte muslimerne.
Taget i små doser smager de salte sild godt, men man kan også forspise sig.