Drengen Bent vokser op i lillebyen K. Far og mor er indremissionske, så verden og dens mennesker er delt op i fortabte og frelste. Alligevel er det en tryg verden, al den stund drengen Bent aldrig behøver at være i tvivl om, hvad man skal gøre - og ikke gøre. Det sidste er tit det morsomste, forstår man. Men fars og mors kærlighed er han ikke i tvivl om.
På trods af fars og mors
tro melder tvivlen sig. Men Bents barndom er tryg: "Vi bor lige midt i verden. Sådan er det bare. Og alt er godt, og som det skal være."
Den verden fortæller Bent Jensen om i korte snapshots. Han kalder det selv livstykker, og det er det, små fortættede fortællinger om et liv. Anmelderen kom til at tænke på både Martin A. Hansen og Peter Seeberg - ikke fordi der er nogen påvirkning. Men den stilfærdige på engang medvidende og udleverende humor er den samme.
Miljøskildringen står præcist. Bent og hans kammerater er fint tegnet. Opvæksten under krigen med alt, hvad det gav af muligheder, er også fin. Efter befrielsen har drengene travlt med at sikre sig tysk ammunition og et enkelt gevær. Men Bent slæber en stor tung granat hjem, som han skjuler under kulbunken i kælderen, hvor far finder den. De tilkaldte eksperter fortæller, at den let kunne have sprængt hele huset i småstykker. Men idyllen er truet, fordi Bent jo så må gøre så mange forbudte ting, som drenge nu skal. I det missionske miljø er det ekstra meget forbudt.
Og dels fordi de mange spørgsmål om livet og menneskene ikke får noget rigtigt svar, og forbi er de tider, hvor mor kunne klare sagen ved at henvise til, at når Jesus kommer igen, så vil han forklare alting. Nåja, selvfølgelig hører prygl og forældrenes skænderier med i billedet af den truede idyl.
Men Bent skal ud i verden. Hjemme læser man ikke
meget andet end Bibelen og Indre Missions Tidende. Bent er grådig på livet og på litteraturen. Han leder efter en mening. Eller rettere: Han leder efter meningen. Og nu føres vi igennem et mildt sagt turbulent ungdomsliv, "Sturm und Drang" kalder bagsideteksten det, hvad der er meget præcist, fordi det ligesom hos romantikerne ikke bare handler om sprut og piger. Det er en lidenskabelig jagt efter mening og sammenhæng.
Jagten fører vidt omkring i verden og i litteraturen. Bent overvejer at blive digter - vist især inspireret af Jørgen Nielsen. Og lad os roligt slå fast, at med denne bog er han blevet det. Han kaster sig ind i marxismen og ud igen. Han overvejer at blive jøde - under et kibbutz-ophold. Og han diskuterer med katolikken Peter. Og hvad så?
Her begynder Bent Jensen at drille. Al litteratur er løgn, har han lært. Men nu fortæller han en spøjs historie om en samling dokumenter, som han finder på sit loft, da han er oppe for at undersøge en vandskade. De er vanskelige at tyde, sommetider må han føje noget til. Og de er skrevet med to forskellige håndskifter, som åbenbart tilhører to forskellige personer. For deres sind er også meget forskellige. Men samtidig begynder Bent selv at skrive lidt ned om sit liv. Det er svært ikke at se en venlig hilsen til Kierkegaard og hans puslerier omkring pseudonymiteten. For på den måde kan Bent Jensen jo fastholde - hvad han gør ret i - at han ikke bare fortæller sin egen historie men historien om hvor svært det er at vokse op og gøre sig fri af sin missionske arv.
Kommer han så fri? Alene i sit hus på landet med kat og ild i pejsen, efter oplevelser af egen forgængelighed og dødens uafvendelighed,
genopdager han den store historie, som fortælles i Bibelen. Det er ikke let. Nu føjer drømmesekvenser af Kafka-agtig intensitet sig ind i skriveriet. Først dør far, så mor, og så storebror Carlo. Og Bent? Han er vendt hjem
- men med friheden i behold, så han kan fastholde: "Jeg tror, hjælp min vantro." Og han kan bede: "Kære Jesus: Lad paradislyset fortrænge nattens mørke".
Og sådan er denne historie, der ikke er en omvendelseshistorie, men en række selvbiografiske rids, der aftegner et menneskes vej til meningen med livet, som han finder ved en blanding af opgør og accept. Mange vil kunne spejle sig i Bent Jensens livstykker. Endnu flere vil kunne glæde sig over de præcise skildringer og den diskrete humor. Det er fornemt gjort.
Bent Jensen: I begyndelsen, Livstykker. 230 sider. Lindhardt og Ringhof.
e-mail:kulturkristeligt-dagblad.dk
@-Citat kilde:Kristeligt Dagblad
bringer i morgen et
interview med Bent Jensen.