Prøv avisen

Jerusalem er både en velsignelse og en forbandelse for kristne

Armenian woman holding a wooden cross outside the Church of the Holy Sepulchre site of the last five stations of the Cross and venerated as the place where Jesus was crucified and buried, the Christian Quarter, Old City, Jerusalem, Israel Foto: .

Historiens dybe ironi er, at i den by, hvor kristendommen begynder, har det altid været folk udefra, der har bestemt over de kristne. Man må håbe, at Jerusalems kristne får lov at bestemme, inden det er for sent

Jerusalem vækker modstridende følelser. På den ene side spiller byen en afgørende rolle i hele den bibelske fortælling, der ender med visionen om det ny Jerusalem, der kommer ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Det er en by, hvor der ikke længere er sorg, skrig eller pine. Byens porte lukkes ikke om dagen, og det bliver aldrig nat. Smukkere kan en drøm ikke beskrives, og Jerusalem vækker drømmen om opfyldt længsel.

På den anden side er det byen, der kan få Jesus til at græde, fordi den ikke ved, hvad der tjener til dens fred. Det er byen, der slår sine profeter ihjel, og det er stedet, hvor Jesus selv bliver korsfæstet. Det er også i Jerusalem, at de første kristne menigheder bekender sig til ham som den opstandne frelser og mødes for at træffe beslutning om, at forkyndelsen om den opstandne ikke kun skal gælde for jøder, men for alle mennesker. Uden Jerusalem ville der ikke være kristne.

Men dermed bliver Jerusalem ikke automatisk en hellig by, som kristne skal valfarte til. I modsætning til jødedom og islam er kristendommen den eneste af de store monoteistiske religioner, der ikke indeholder et krav om at tage på pilgrimsrejse til et bestemt sted for eksempel Jerusalem. Tværtimod understreger Jesus selv ifølge Johannesevangeliet, at der skal komme en tid, hvor man hverken skal prise Gud på samaritanernes bjerg, Garizim uden for Nablus, eller på Tempelbjerget i Jerusalem. I stedet er tiden nu til, at Gud skal tilbedes i ånd og sandhed, det vil sige alle steder.

LÆS OGSÅ: Pilgrimme strømmer til Jerusalem i påsken

Men Jesu genfortolkning af de traditionelle ideer om Jerusalem var ikke nok til, at kristne holdt sig væk fra byen og koncentrerede kræfterne derhjemme i deres lokale kirker. Det foretrak ellers teologen Gregor af Nyssa fra den tyrkiske provins Kappadokien. Inden sin død omkring 394 e.Kr. skriver han til en god ven, at han skal fortælle sine venner, at de skal lovsynge Herren på det sted, hvor de bor. Ifølge Gregor kommer man ikke nærmere Gud ved at flytte sig til et nyt sted. Sagen er nemlig den, at lige meget, hvor man er, vil Gud komme til en. Gregor formaner derfor sin ven om, at man hellere skal fortage en pilgrimsrejse ud af sin krop mod Gud end tage på pilgrimsrejse fra Kappadokien til Palæstina.

Gregors advarsel skal nok ses på baggrund af, at der allerede havde etableret sig en trafik i den retning i slutningen af 300-tallet. Men den er også udtryk for, at kristendommen i de første århundreder ikke betragtede Jerusalem som et kristent hovedkvarter. De kristne hovedbyer kom til at ligge andre steder rundt omkring Middelhavet: Antiokia (nutidens Antakya i Tyrkiet), Alexandria (Egypten), Rom og Konstantinopel (nutidens Istanbul). Da romerne ødelægger det jødiske tempel i år 70, flygter de kristne i Jerusalem til Pella i Jordan, og kun i begrænset omfang søger de tilbage til Jerusalem.

Det forandrer sig for alvor i 300-tallet, da den byzantinske kejser Konstantin begynder processen, der gør kristendommen til Romerrigets officielle religion. Jerusalem bliver i de næste 300 år et vigtigt sted for kristne og vokser i teologisk betydning som alle kirkers moder.

De imperiale interesser bliver understøttet af et blomstrende klosterliv i den palæstinensiske ørken. Her trives forestillingen om, at den hellige mands kraft er afhængig af den guddommelige krafts tilstedeværelse på de hellige steder. Ikke mindst munken Kyril af Scythopolis (død omkring 558 e.Kr.) fremhæver Jerusalem som det vigtigste hellige sted, fordi det var her, Kristus led, døde og opstod.

I dag er ørkenklosterlivet en skygge af sig selv i forhold til tidligere, men man kan fortsat få et levende indtryk af, hvordan ensomhed, spiritualitet og ørken hænger sammen, hvis man besøger Mar Saba-klosteret i Judæas ørken cirka 30 kilometer øst for Jerusalem.

Det spændende og dybt fascinerende ved Jerusalem er, at man træder lige ind i kirkens lange historie og brogede nutid, når man bevæger sig indenfor i den gamle bydel. Her møder man tidligere tiders teologiske kampe og politiske konflikter som en nutidig realitet ikke bare i form af oplysninger på en tegning. Jerusalem er levende historie og dermed også levet kirkehistorie.

Den letteste indgang finder man via Jaffaporten. Det var her, den tyske kejser Wilhelm II i 1898 gjorde sit indtog i byen til hest, og den britiske general Allenby i 1917 mere ydmygt vandrede ind til fods. Her ligger også kirkens historie i bogstaveligste forstand for den besøgendes fødder. Tager man gaderne på venstre hånd, når man kommer ind ad porten, kommer man ind i det kristne kvarter. Her ligger kirker, klostre, præsteseminarier, trykkerier, hoteller og kontorer for de store kirkesamfund.

Ortodokse præster færdes hjemmevant i det livlige kvarter og skiller sig ikke specielt ud. De kan kendes på deres sorte præstekjole, på den stive cylinderhat (den såkaldte kamilavkion), på det ofte lange hår og på skægget, der er tegn på værdighed og hellighed. At skægget er vigtigt i den ortodokse tradition, ses også på flere af de ikoner, der hænger rundt-omkring i Jerusalems ortodokse kirker. Flere ikoner afbilder således Jesus med skæg.

I de første århundreder var Jerusalem et bispesæde under Cæsa-rea (beliggende ved havet mellem vore dages Tel Aviv og Haifa), men i 451 blev det omdannet til patriarkat med ansvar for de kristne helligsteder. Den ortodokse patriark blev fordrevet i 1099 under korstogene og erstattet af den latinske patriark fra den romersk-katolske kirke, inden han igen kunne vende tilbage i 1177. Lige siden har der været en dyb uenighed mellem de to patriarker omkring kontrollen over og beskyttelsen af de kristne helligsteder, selv om status quo-aftalen fra 1852 har skabt en vis form for våbenhvile mellem de stridende parter. I dag bor de i gaderne Greek Catholic Patriarchate Street og Latin Patriarchate Road kun et stenkast fra hinanden.

Når man går rundt i det kristne kvarter ved Jaffaporten, kan man let gå ind ad Greek Catholic Patriarchate Street, hvor Melkiter-kirken ligger. Den ligger klemt inde mellem to bygninger i den smalle gade. Gå ind i kirken og nyd de fantastiske ikoner. Tag imod en venlig opfordring til at drikke en kop kaffe og få historien om kirken, der har rødder tilbage til den første menighed i Antiokia, hvor man for første gang brugte betegnelsen kristen, og som siden 1729 har været anerkendt som en fuldstændig del af den katolske kirke.

Melkiter-kirken anerkender således paven i Rom, mens gudstjenesten følger liturgien i den østlige, ortodokse kirke. Den hører derfor til de såkaldt græsk-katolske kirker (ikke at forveksle med de græsk-ortodokse, som jo ikke anerkender paven).

Har man mistet orienteringen i de små gader i det kristne kvarter, kan man bare kigge op og få øje på det store gul-hvide flag, der viser, at her hersker den katolske kirke. I Mellemøsten kaldes kirken for den latinsk-katolske kirke, og det latinske patriarkat blev som sagt etableret i 1099 i forbindelse med korstogene. Det ophørte, da korsfarerne blev fordrevet, men i løbet af 1300-tallet fik paven gennem forhandlinger med muslimske ledere indsat fransciskanerordenen som Custodia Terrae Sanctae: De skulle tage sig af de kristne helligsteder og kirker i det hellige land og sørge for den kirkelige betjening af romerkirkens medlemmer og pilgrimme. Derfor kan man mange steder støde på franciskanermunke i deres karakteristiske brune munkedragt i spidsen for pilgrimme på Via Dolorosa, omkring deres hovedkloster på Zionbjerget eller til gudstjeneste i Gravkirken.

Det latinske patriarkat blev genetableret i 1847, og i 1987 blev den første patriark af palæstinensisk afstamning udnævnt. Det gul-hvide flag symboliserer også Vatikanets tilstedeværelse, og den pavelige nuntius, dvs. ambassadør, indgår på kirkens og Vatikanets vegne aftaler med den israelske regering og de palæstinensiske myndigheder. Særligt påtrængende er aftaler om arbejdstilladelser for præster, munke og nonner, byggetilladelser, skatteforhold og retten til uhindret adgang til de kristne helligsteder i Jerusalem for kristne på Vestbredden.

Vatikanet spillede også en vigtig rolle i år 2000 under Camp David-forhandlingerne, hvor det blev foreslået at lade det kristne kvarter overgå til en palæstinensisk stat, mens det armenske kvarter skulle høre under den israelske stat. Det var det værst tænkelige scenarie for de kristne, fordi de dermed ville blive endnu mere splittet, end de er i forvejen. Gennem Vatikanets og flere internationale kirkelige organisationers intense lobbyarbejde blev planerne forpurret.

Der bor i dag cirka 5000 arabisk-talende katolikker i Østjerusalem ud af cirka 20.000 i Israel og Palæstina. De største grupper på Vestbredden findes i Betlehem og Ramallah. Gudstjenesterne i de lokale menigheder følger katolsk liturgi, men foregår på arabisk. Når man går ad Latin Patriarchate Road kan man over for Gloria Hotel besøge Society of Saint Yves, den katolske kirkes menneskerettighedsorganisation, der dokumenterer de mange forhindringer, kristne oplever, hvis de vil bo i den gamle bydel. Undersøgelser viser, at hvis de kristnes nuværende udvandring fra den gamle bydel fortsætter i samme takt som i dag, så vil de være så godt som væk i 2020. Tilbage vil kun være udenlandske præster, munke og nonner, som holder de kristne helligsteder og kirker i gang, så de kan besøges af turister og pilgrimme fra udlandet.

At situationen er alvorlig for de kristne, kan man forvisse sig om, når man besøger de mange kirker og falder i snak med de lokale kristne. Det gælder ikke mindst for armenierne, der bor i det armenske kvarter omkring Armenian Orthodox Patriarchate Road, som er vejen til højre, når man kommer inden for Jaffaporten.

Den armenske kirke er det ældste nationale kirkesamfund i Jerusalem. Allerede i 638 begyndte den armensk-apostolske kirke at udpege sin egen biskop i Jerusalem, og han fik senere titel af patriark. På gaden ligger den fantastisk smukke Jakobskirke, Cathedral of St. James, der lyses op af olielamper med olivenolie fra markerne omkring Jerusalem, og lige ved siden af et lille museum, der fortæller om det tyrkiske folkedrab på armenierne i 1915. På det tidspunkt voksede menigheden i Palæstina til omkring tyve tusind. De fleste er dog vendt tilbage til Armenien, og i dag er der omkring tusind medlemmer tilbage, hvoraf de fleste bor i det armenske kvarter i Jerusalem og i Betlehem. I det armenske kvarter er der rig lejlighed til at nyde et armensk måltid med grillet khoro-vats-kebab eller købe noget af det meget flotte armenske lertøj.

På vejen til det armenske kvarter passerer man forbi Christ Church på venstre hånd. Det er lige over for indgangen til Citadellet på Omar Ibn al-Khattab Square. Kirken gemmer sig lidt af vejen, men den er uhyre interessant, ikke blot fordi den med sin nygotiske byggestil på en fin måde beriger de mange stilarter i den gamle bydel med et engelsk touch. Det er nemlig den første anglikanske kirke i Jerusalem, og den går tilbage til det missionsarbejde, som London Society for Promoting Christianity Amongst the Jews indledte i 1841, da en konverteret rabbiner blev indsat som den første anglikanske biskop i Jerusalem. Tanken var, at når jøderne har omvendt sig til Kristus, så vil Kristus komme igen, og Gudsriget bryde frem.

Politisk udmøntede tanken sig i støtte fra dele af den anglikanske kirke til tanken om at oprette en jødisk stat, hvilket lagde grunden til både britisk imperialisme i Mellemøsten og den såkaldte kristne zionisme, der i dag er særlig udbredt blandt konservative kristne i USA. De har sågar en såkaldt Christian Embassy i Jerusalem. Kirkerummet i Christ Church vidner om ønsket om at fremme kristendommen blandt jøder. Inskriptioner og udsmykning er på hebraisk, og der findes ikke et kors i kirken. Historien fortæller, at der har været et kors i kirken i perioden fra 1948 til 1967, mens Østjerusalem var under jordansk kontrol. Korset skulle forhindre, at de jordanske myndigheder skulle beslaglægge kirken i den tro, at den var en synagoge.

Den anglikanske kirke byggede i 1898 St. Georges Cathedral, der ligger på Nablus Road lidt nord for Damaskusporten. Med sine hvide sandsten og bygninger omkring en stor plads er det tydeligt, at domkirken er bygget med New College i Oxford som forbillede, og i 1976 blev den første palæstinensiske biskop i Jerusalem udnævnt her. Dermed indledtes for alvor processen frem mod at eta-blere en lokal palæstinensisk anglikansk kirke. I dag er der omkring 2000 medlemmer i bispedømmet, hvilket gør den til den største protestantiske kirke i Jerusalem. I kirken hænger det britiske våbenskjold, der den 14. maj 1948 blev taget ned fra væggen i den britiske koloniadministration, da briterne overgav deres mandatområde til FN. Det blev samtidig begyndelsen til oprettelsen af den israelske stat.

Ad omveje gik drømmen om etableringen af en stat for jøder i opfyldelse, men vi mangler fortsat at se, om det betyder, at de kommer til at tro på Kristus, og om det bliver indgangen til opfyldelsen af visionen om det ny Jerusalem. Historiens ironi er, at ikke mindst blandt anglikanere findes i dag den stærkeste opbakning til en selvstændig palæstinensisk stat og kritik af Israels fremfærd mod den palæstinensiske befolkning.

Jerusalem er rig på eksempler på, at politiske og religiøse alliancer kan skifte i historiens løb. Tidligere hørte den anglikanske kirke sammen med den lutherske kirke, fordi den engelske dronning og den prøjsiske konge i 1841 besluttede at etablere et fælles protestantisk bispedømme i Jerusalem. Samarbejdet gik i stykker i 1886, hvor de prøjsiske lutheranere gik deres egne veje. Kun 12 år senere i 1898 rider kejser Wilhelm II ind gennem Jaffaporten for at indvie Forløserkirken, Church of the Redeemer, på Muristan Road til de tyske lutheranere og lægge grundstenen til Marias Hensovelseskirke, Dormition Abbey, på Zionbjerget for de tyske katolikker. Kejser Wilhelm II kunne dermed slå to fluer med ét smæk. Han kunne på den ene side dele sol og vind lige mellem tyske lutheranere og katolikker og på den anden side sætte et tydeligt tysk aftryk på Jerusalems jord i skarp konkurrence med de øvrige europæiske stormagter.

Kejser Wilhelm brød sig ikke om den religiøse tumult i Gravkirken, men nåede at lægge grundstenen til Augusta Victoria-hospitalet på Scopusbjerget nordøst for den gamle bydel. Fra denne rhinborgs kirketårn er der en fantastisk udsigt. Hospitalet, der er opkaldt efter kejserens hustru, indskriver sig i verdenshistorien, fordi briterne i en årrække anvendte det som hovedkvarter. Winston Churchill og Lawrence of Arabia opholdt sig der i 1921 for at deltage i de forhandlinger, der skulle føre til oprettelsen af den jordanske stat under kong Abdullahs ledelse. I dag anvendes hospitalet af palæstinensere fra Vestbredden når de kan komme igennem de mange israelske checkpoints, der forhindrer den frie bevægelighed i området.

Det lutherske kirkesamfund i Jordan og Det Hellige Land driver i dag hospitalet sammen med flere skoler og sociale institutioner med støtte fra Tyskland og de nordiske lande. I forhold til sit lille medlemstal på cirka 500 arabisktalende medlemmer heraf 300 i Jerusalem spiller den lutherske kirke en fremtrædende rolle. Som en menighed bestående af mange palæstinensiske flygtninge efter krigene i 1948 og 1967 insisterer kirken på at bevare håbet om en retfærdig fremtid og forsøger at give det videre til børn og unge gennem uddannelse og socialt arbejde.

Jerusalem er både en forbandelse og en velsignelse for de kristne. Jerusalem, der skulle være fredens by, er i løbet af den kristne kirkes historie blevet til splittelsens og ufredens by. Inden for én kvadratkilometer oplever man 2000 års levet kristendom med liturgisk skønhed, dyb åndelig fromhed og teologisk engagement kombineret med jalousi, magtkampe og konflikt.

Historiens dybe ironi er, at lige præcis i den by, hvor kristendommen begynder, er det altid kristne udefra, der ved bedre: armeniere, grækere, russere, englændere, tyskere og amerikanere. Hvornår får de kristne på stedet lov til selv at bestemme før det er for sent?

Artiklen er en forkortet version af Peter Lodbergs kapitel i bogen Jerusalem Vide Verden, der netop er udkommet på Aarhus Universitetsforlag. Bogen blev anmeldt i Kristeligt Dagblad fredag den 4. april.