Et ringbind, en stiftblyant og en stak kvadratiske, hvide noteark. Det lyder snarere som basislageret i ethvert kontorlandskab, end som kilden til episke romaner og medrivende fortællinger for børn og unge. Ikke desto mindre er det tre essentielle redskaber i 51-årige Jesper Wung-Sungs forfatterskab.
Mindst 10 steder på matriklen i Svendborg på Sydfyn ligger et sæt med de små, hvide notesark og en stiftblyant, altid af typen ”graphgear 1000”. I villaens anneks har han indrettet et skriveværksted med metervis af tætpakkede bogreoler, og i en af dem, lige bag pladsen ved skrivebordet, står altid omkring 30 mørke ringbind i sirlig orden.
Ingen bog med Jesper Wung-Sungs navn på ryggen bliver til, uden at den har været et ringbind i den pågældende reol.
Det begynder med et pludseligt indfald, der bliver til en note, som bliver til flere, og som, når de er mange nok, bliver arkiveret i et ringbind i idérækken. Fra det øjeblik er idéen en del af et tyst, men ikke desto mindre altafgørende væddeløb. Ringbindene rykker frem i køen, efterhånden som de fyldes med hvide kvadrater. Målet er yderst til venstre på øverste hylde, og intet er givet på forhånd. Nye idéer kan presse sig på i en sådan grad, at selv ringbind, der i årevis har ligget forrest i feltet, pludseligt bliver indhentet. Når en mappe er ved at sprænges af indhold efter at have boblet på øverste hylde, ved Jesper Wung-Sung, at idéen er moden til at blive til en bog, og så bliver ringbindet taget ud af reolen. Hver gang et bind fjernes, bliver der plads til en ny bogidé i rækken, og sker det, at en ny idé trænger sig på, før der er plads i reolen, må et andet ringbind vige. For når én idé bliver til en bog, lægges en anden i graven, det er vilkårene.
Jesper Wung-Sung er både en produktiv og ganske alsidig forfatter. Siden debuten med novellesamlingen "To ryk og en aflevering” i 1998, har han skrevet børnebøger, ungdomsromaner, novellesamlinger, og flere, større romaner til voksne.
Men hvordan bliver alle disse litterære værker egentligt til? Kristeligt Dagblad har fået lov at komme med ind i maskinrummet, hvor Jesper Wung-Sungs fortællinger går fra at være løse tanker til trykte bøger.
Den sydfynske forfatter har aldrig haft svært ved at finde idéer til nye historier, de har tværtimod altid stået i kø i en sådan grad, at det sirlige system med noter og ringbind er en streng nødvendighed for at afgøre, hvilke idéer, der blot skyldes tilfældige indfald, og hvilke der rent faktisk er vægtige nok til at bære en bog.
”Jeg oplever, at der kan være idéer, som har fyldt rigtig meget for mig en periode, som måned for måned rykker længere og længere ned i reolen, og som pludseligt ryger ud. På den måde kommer idéerne igennem en modningsproces, hvor jeg får mærket efter, om det reelt er en bog, der betyder noget for mig. Det kan være et spørgsmål om tilfældigheder, om et værk rykker frem i køen, men det er en garanti for, at jeg mener det alvorligt,” siger Jesper Wung-Sung med udsigt til træbordet bag ham, der lige nu er dækket af hvide sedler.
Det er et tegn på, at en ny bog er ved at tage form. Sedlerne har ligget på bordet i en måneds tid, og på computeren har Jesper Wung-Sung indtil nu skrevet omkring 20 sider.
Det handler om at finde bogens tone
Forfatteren fortæller om sin arbejdsproces fra en stol ved et rundt bord, der også står i lokalet. Denne dag er der rigelig med plads til kaffekopper og glas på bordet, men inden længe vil også denne overflade være fuld af hvide sedler. De har de med at formere sig, når først skriveprocessen er i gang, og flere noter ligger derfor og venter i et chartek i vindueskarmen.
For Jesper Wung-Sung handler alle disse indledende øvelser om at finde tonen i bogen, for når først den er på plads, ved han, at det nok skal lykkes ham at skrive den.
"Ethvert værk har sit eget univers og sin egen tone, som er helt unik. Hvis man først har fundet den, kan man skrive hvad som helst. Hvis tonen ikke er på plads fra begyndelsen, sidder man bare og lapper på noget, der aldrig kommer op at flyve," understreger han.
Som forfatter arbejder Jesper Wung-Sung ikke med mere standardiserede arbejdsmetoder, så som at skitsere en model for plottet med anslag, vendepunkter og "point of no return". Sedlerne er i stedet lagt ud i grupperinger med forslag til scener, træk ved karaktererne eller sågar noter om andre bøger, der skal læses som reference.
Og så begynder han altid at skrive fra det, han regner med, bliver begyndelsen af bogen. Begyndelsespunktet kan ændre sig undervejs, kapitler kan blive flyttet, og prologer eller indledninger kan blive tilføjet, men Jesper Wung-Sung skriver i udgangspunktet altid kronologisk.
"Det eneste brud med kronologien sker, når jeg lader en scene, der driller, stå som en rå skitse, mens jeg skriver videre. Ofte vil jeg nemlig senere i processen få en viden om eller en indsigt i karaktererne, der gør, at jeg kan gå tilbage og færdiggøre den. Jeg kender dog altid grundformen og ved, at jeg skal tilbage," forklarer forfatteren.
Selvom arbejdsprocessen er præget af disciplin, sætter han sig aldrig et konkret mål for, hvor meget han skal skrive om dagen, til gengæld skriver han hver dag året rundt - også i weekender, på ferier og den 1. januar.
Det er en nødvendighed at skrive
Jesper Wung-Sung opfatter nemlig slet ikke forfatterskabet som et arbejde eller som en hobby, det er derimod en nødvendighed, hans eksistensgrundlag.
”Dagen kan være fuld af solskin eller dejlige oplevelser med gode mennesker, men det bliver kun en god dag, hvis jeg også har fået skrevet. Det bringer mig i vater,” forklarer han.
Gennem årene har han opbygget en arbejdsrutine, der gør, at han oftest kan klare dagens vigtigste skrivetjans uden at komme på tværs af familien eller sociale aftaler.
Han skriver bedst om morgenen, og de fleste dage vil han være at finde i annekset fra klokken syv og omtrent tre timer frem. I mellemtiden står hans kone og to sønner op i huset ved siden af og gør sig klar til dagen sammen, men Jesper Wung-Sung har det bedst med at gå direkte i skriveværkstedet. Han tjekker ikke mail-indbakken, surfer på telefonen eller tænder for tv'et før senere på dagen, og hvis han kan blive fri, vil han også helst undgå at tale med nogen, før han begynder at skrive.
Over døren til kontoret hænger sågar en lille rød lampe, der tændes som advarsel for udefrakommende, når han ønsker at være alene.
"Det handler om at holde alle indtrykkene fra den store verden ude, så jeg kan fordybe mig i bogens univers," forklarer han og afslører, at avisens udsendte er de første, han taler med denne dag - på trods af at klokken for længst har passeret middag.
Af samme grund skriver Jesper Wung-Sung altid kun på ét værk ad gangen. For når først tonen i det enkelte værk er identificeret, handler skriveprocessen om at blive i det univers med så få forstyrrelser som muligt.
Måske er det derfor, at forfatteren er det, han kalder "lykkeligt forskånet for skriveblokader".
En litterær kæderyger
Faktisk er det kun sket to gange i forfatterskabet, at han er gået helt i stå med en bog, og derfor står eksemplerne også særligt tydeligt for ham.
Den ene gang måtte han kaste håndklædet i ringen og endegyldigt kassere værket. Den anden gang havde han næsten skrevet 400 sider på en bog, før han opdagede, at den var skrevet helt forkert. I det sidste tilfælde blev idégrundlaget for bogen ikke kasseret, men han valgte at slette de mange skrevne sider og begynde helt forfra med det ellers næsten færdiggjorte manuskript.
Udfaldet blev i dette tilfælde, at Jesper Wung-Sung skiftede fortællerform fra ”jeg” til ”han”, og at det endelige værk kun blev halvt så langt, som det oprindelige udkast. Men så lykkedes bogen også.
”Det var igen et spørgsmål om at finde tonen. Jeg troede, jeg havde fundet den rigtige måde at skabe universet på, men det viste sig at være en blindgyde, og der var ikke andet at gøre end at starte forfra,” forklarer han.
Det sker dog yderst sjældent, at den produktive forfatter løber ind i den slags blindgyder, for han har efterhånden lært at stille sig selv de rigtige spørgsmål, når ordene pludselig glider trægt.
"Når det går langsomt med at skrive, handler det oftest om at sætte fingeren på det ømme punkt og undersøge, hvorfor der nogle steder er liv i teksten, mens der andre steder nærmest ikke er nogen puls. Det er ikke altid, det lykkes med det samme, men inderst inde ved jeg som regel godt, hvad der er i vejen," forklarer han.
Jesper Wung-Sung beskriver sig selv som en slags litterær kæderyger. Ligesom personer, der tænder den ene smøg efter den anden, bliver han knap færdig med et værk, før han er klar til at skrive det første ord i den næste bog.
”Jeg har ikke noget behov for pauser. Jeg kan sætte mig ned og drikke et glas Jack Daniel's (en whiskey, forfatterens yndlings-spiritus, red.), når jeg har færdiggjort en bog, men næste dag er jeg som regel allerede i gang med den næste,” forklarer han.
Der sker nemlig ofte det i Jesper Wung-Sungs arbejdsværksted, at temaerne i de forskellige ringbind skubber til hinanden, på trods af at forfatterskabet spænder utrolig bredt i genre og format.
Oftest vil store, episke romaner til voksne blive afløst af en lettere børne- eller ungdomsbog, som naturligt har en mindre omfattende arbejdsproces, men som alligevel har fællesstræk med det foregående værk. For eksempel ligheder i karakterernes personligheder.
Forfatteren holder kortene tæt
Jesper Wung-Sung sammenligner de store romaner med at køre på langfart i station-car'en, mens de mindre værker, især børnebøgerne, er som en tur til på tanken på knallert efter hurtige snacks. Den første tur tager tid og kræver grundig planlægning, mens den sidste er mere umiddelbar og kortsigtet, og det er gavnligt at holde af begge ture.
"Der er en dynamik i at veksle mellem de to formater. Det kan være en befrielse at sætte sig op på knallerten, men det er også rart at vende tilbage til den planlagte tur. Når jeg kigger tilbage, ser jeg da også en tydelig vekselvirkning mellem store og små projekter, de systematiserede og det løse gashåndtag,"
Selvom de hvide sedler i rummet er et klart tegn på, at endnu en idé er ved at gå fra ringbind til bog, ønsker Jesper Wung-Sung ikke at afsløre, hvad den handler om. Enkelte af de hvide sedler er sågar vendt med bagsiden opad for at undgå at dele strøtanker, som kun han selv behøver indblik i, med nysgerrige besøgende (eller journalister).
"Jeg har et stort behov for at holde kortene meget tæt på kroppen, når jeg arbejder på noget. I et svagt øjeblik kan jeg finde på at tage min kone med på råd, men i de indledende faser, fortæller jeg aldrig nogen, hvad jeg arbejder på."
Denne dag har han som vanligt været tidlige oppe og klaret dagens væsentligste opgaver før middag. Eftermiddagen vil sandsynligvis gå med at rette det, han allerede har skrevet, eller måske læse nogle af de bøger, han har noteret som reference. Dagen efter vil han stå op og gøre det samme, indtil bogen er færdig.