Som i et drømmelignende svæv føres vi gennem cederskove, fyrreklædte slugter, klippehuler og søvnige lerbyer. Gennem Galilæa, Judæa, Jerusalem, Betlehem, Egypten. Vi kender historien. Men i Jonas Rolsteds sært besættende ”Organe remain” er alt forskudt en anelse. Galilæa er Galjilæuia. Betlehem Bethjleuheim. Og Jesus, Maria og Josef er Jeiujsus, Mariuija, Josiujef. Hovedhandlingen er i store træk som i Lukasevangeliet. Og så alligevel ikke.
Forfatteren har nemlig i højere grad hentet inspiration fra de nytestamentlige apokryfe skrifter ”Det Arabiske Barndomsevangelium” og ”Thomas’ Barndomsfortælling”, som på appendiksvis udfylder det hul i Det Ny Testamente af Jesu barndom fra omskærelsen, til han som 12-årig optræder i templet i Jerusalem. I Rolsteds kryptiske langdigt følger vi Jesus gennem barndommen og ungdommens varselsdrømme, mirakelmageri og flugten til Egypten, for senere at forlade ham den skæbnesvangre stund i Getsemane Have.
Men det er ikke evangeliernes blide, overbærende Messias, vi møder. Det er en anderledes hårdhændet og nådesløs leder, der ligesom i den apokryfe litteratur ikke er bleg for at ty til korporlige metoder. Det er også karismatikeren Jesus, der kurerer spedalske og får døende til at leve. Bibelens legender fremstår på én gang genkendelige og forandrede. Mariuija er ikke længere den undseelige jomfru, men en handlekraftig og kløgtig kvinde, som mundhugges på moderne vis med sin mand. Men det er ikke en modernisering i gængs forstand.
Raffineret leger teksten i stedet med genkendelse og fremmedhed som formende princip. Afstand og nærvær, tilgængelighed og utilnærmelighed. En perspektivforskydning fra det store til det helt mikroskopiske. Rolsted bruger skriften som vækkelse; åbenbarer nye toner, farver og teksturer i en gammel og for sanserne forstenet historie. Jesu liv i nærperspektiv, generøst svøbt i sanselag på sanselag. I ler, kanel og myrra. Farveskalaen changerer i brændte toner, jord og ild. Mønjerød. Mørkelilla. Lys og skygge. Monotont ornamenteret musik. Hvirvlende trommer og citar udgør bare noget af værkets hypnotiske billedinventar.
Det er bestræbelsen på at trænge ind i historien; helt ind under de øverste forhornede hudlag og blotlægge blodet bag. Allerede omslaget varsler dette penetrationsprincip med et grynet nærbillede af blodigt væv. Og man aner nadverens rituelle pagt, som løber livgivende under ordene. Dette er Jesu Kristi legeme. Dette er Jesu Kristi blod. For her er vi allerede en del af hans bankende blodbaner. Som det fremtidsbillede Jeiujsus maler for sine disciple til sidst: ”Han forklarer hvordan hans organer skal være kamre i den himmel hvor vi skal leve.”
Der er mere hud. Mere hår. Personerne er ikke psykologisk dybe karakterer, men stoflige, formskabte skulpturer. Hør blot:
”Huden mørk og vejrbidt, ansigtet magert, tyndt skæg langs kæbens grænse, han har en rødlig kjortel og en form for toga i en lysere rødlig jordfarve med et sort gittermønster på midten, i kanten rødt.”
Mest vellykket er Rolsteds virtuose, særegne skulptørtilgang til sproget. Hver sætning er sin egen struktur. Sit eget ornament. Med plads og luft får ordene lov at træde uforstyrret frem og skaber korridorer og kamre, som vi søvngængeragtigt sejler igennem. Der er næsten noget Tarkovskijs ”Spejlet” over det slørede betragterblik, der på mosaisk vis kæder drøm, myte og virkelighed sammen. Mytologi og sansning flimrer på foruroligende vis og varsler den nært forestående ulykke. Med lyrisk overskud. En sproglig fryd.