Prøv avisen

Jesus - et torturoffer

Jeg har lært noget om, hvordan evangelisterne arbejdede med deres kilder, siger Finn Jacobi. -- Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

INTERVIEW: Som religionslærer i gymnasiet erfarede Finn Jacobi nødvendigheden af at beskæftige sig med den historiske Jesus. Den bestræbelse viderefører han i "Sokrates & Jesus -- Essays om to processer"

Et torturoffer. Det var jo, hvad Jesus var.

Besinder man sig på den historiske virkelighed, kan man i et glimt opleve sandheden i al dens gru. Ordene "pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet" bliver ikke bare ord, man uden videre tager til efterretning. Jesu lidelse forbindes med de billeder af lidelse, vi konfronteres med i dag. Billeder af torturens ofre.

– Jesus blev næsten pisket til døde. Og han var død, hvis ikke piskningen var blevet indstillet. På dette tidspunkt var han så ødelagt, at Simon fra Kyrene blev tvunget til at bære hans kors. Det er en historisk kendsgerning, at denne mand "fra marken" bar korset. Det er et af de få steder, hvor vi har kildeangivelse, siger forfatteren til "Sokrates & Jesus – Essays om to processer" (Aarhus Universitetsforlag), forhenværende gymnasielektor Finn Jacobi, der i bogen forholder sig til forløbene som historiker.

Både Sokrates og Jesusblev, som Jacobi påpeger, "lovformeligt dømt".

– Men i begge tilfælde hævdede deres tilhængere, at anklagerne var falske. Deres modstandere havde simpelthen benyttet sig af domstolene til at skaffe sig af med dem. Det synspunkt er eftertiden blevet vundet for. Det er stadig den almindelige opfattelse, at Sokrates og Jesus blev uskyldigt dømt. Men er det nu også sandheden?

Finn Jacobi argumenterer for, at anklagerne kan være mere velbegrundede, end vi har vænnet os til at tro.

Forrest i bogen er anklagerne trykt. Om Sokrates hedder det, at han "forsér sig ved ikke at anerkende de guder, som staten anerkender, og ved at indføre nye dæmoniske væsener. Samtidig forsér han sig ved at lede ungdommen på vildspor. Straffeforslag: Døden". Og om Jesus – ifølge Lukas: "Vi er blevet klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus, en konge. (...) Han ophidser folket med sin lære over hele Judæa; han begyndte i Galilæa og er kommet helt hertil".

– Tidligere fandt jeg det overflødigt at vide, hvem Sokrates i virkeligheden kunne have været. Men det er en kendsgerning, at han år 399 før vores tidsregning blev dømt og henrettet i Athen. Det blev han, fordi han stod for noget ganske bestemt. Og med hensyn til Jesus ville det være ukristeligt at gøre ham til en legendarisk person.

Imidlertid, som det fastslås i bogens bagsidetekst, risikoen for at både Sokrates og Jesus forvandles netop til legendariske skikkelser i en fiktiv verden er til stede, hvis de udelukkende ses "gennem de glødende tilhængeres øjne".

– Vi ved med fuldstændig sikkerhed, fortsætter Finn Jacobi, at Jesus blev pint og korsfæstet under Pontius Pilatus. Når vi i trosbekendelsen siger, at "Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne søn, Vor Herre", er vi i et religiøst univers. Men med det efterfølgende, "født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet", er vi en anden verden. Dette lille stykke kan man forholde sig til uden måske i øvrigt at kunne forbinde noget med det, der ellers siges. Det er mærkeligt, at Pontius Pilatus er kommet med i en trosartikel, der handler om store, abstrakte og mytiske temaer.

– Forud for henrettelsen gik en proces. Det eneste sted, den er skildret, er i evangelierne. Man kan udlede, at Jesus blev lovformeligt dømt, selvom der har været meget tale om at få ham ryddet af vejen. Man kan gå videre til en stor historiker, Josefos, der var samtidig med evangelisterne. Men desværre er det, han har skrevet om Jesus, blev ødelagt gennem overleveringen. Det har nok været for negativt til, at man turde videregive det. Alt er jo gået gennem de kristne.

Desuden nævner Finn Jacobi de tre af Jesu samtidige, som vi møder i Det Nye Testamente: Ud over den romerske statsholder Pontius Pilatus er det ypperstepræsten Kaifas og den ansete skriftkloge Gamaliel. De optræder ifølge Jacobi tillige i ikke-kristne kilder og "tilhører helt og fuldt historien". Ved at følge de spor, der således åbner sig, søger Jacobi "at få enkelte glimt af Jesus, som det menneske af kød og blod, han (...) var". Men omvejene er mange og lange – og glimtene af Jesus få og korte.

Er det en anfægtelse for troen, at vi ved så lidt om den historiske Jesus?

– For mange teologer var det faktisk en lettelse, at troens billeder af Jesus ikke kunne erstattes af, hvad historikerne kunne nå frem til.

– Jeg tilhører en generation, som mente, at med de kilder, vi har, er det umuligt at sige noget væsentligt om "en anden Jesus" end ham, som evangelierne taler om.

Er risikoen ikke den at skabe en Jesus i sit eget billede?

– Det er en af grundene til, at jeg ikke har vovet at skrive en Jesusbiografi. I oplysningstiden ville man likvidere kirkens dogmatiske Jesusbillede. Han blev til en oplysningsfilosof, der reformerede den gammeldags, overtroiske jødedom og skabte en mere oplyst og fornuftmæssig religion. Og i 1990'erne udgav forfatteren Villy Sørensen en Jesusbiografi, hvor Jesus er kommet til at ligne en Villy Sørensen noget så utroligt. Det går altså ikke!

Interessen for den historiske Jesus styrkedes for Finn Jacobis vedkommende, da han i slutningen af 1950'erne begyndte at undervise i religion i gymnasiet. Han konstaterede, at for mange af eleverne "var Jesus blevet et fantom, der kunne gå på vandet og foretage sig andre fantastiske ting. Skulle jeg vække deres interesse for, hvad evangelisterne havde at berette, måtte jeg først få dem med på en søgen efter mennesket Jesus, for uden forankring i den historiske virkelighed, ville han forsvinde ud i den tomme luft". En søgen som den anførte tager han nu sine læsere med på.

Har din nærlæsning af kilderne budt på overraskelser?

– Jeg har lært noget om, hvordan evangelisterne arbejdede med deres kilder. Vi er vant til, at teksten er kanonisk og ikke kan røres. Sådan var det ikke i den rabbinske tradition. Det var tilladt at fortælle videre på historierne. Også at fortælle dem om. Det er vel det, der forklarer, at der ikke er 100 procent overensstemmelse mellem evangelierne.

– Et eksempel: Da Jesus dør, sker det i Markusevangeliet med et skrig. Officeren, der hører skriget, siger: "Sandelig, den mand var Guds søn". Dermed indskriver Markus officeren som den første kristne, som den første, der tror på den korsfæstede som Guds søn. Da Lukas skal videregive den historie, slår det ham – sådan opfatter jeg det – at den er psykologisk uholdbar: Hvordan skulle officeren få den opfattelse, at manden, der dør på denne forfærdelige måde, er Guds søn? Lukas skriver korsfæstelsesscenen om og lader officeren sige: "Den mand var virkelig retfærdig". Lukas har oplevet kristenforfølgelserne og ved, at der var dommere, som fandt det uhyrligt, at borgere skulle henrettes bare, fordi de var kristne. Det er den "model", Lukas bruger, når han lader det gå op for officeren, at de har henrettet en retfærdig, siger Finn Jacobi.

grymer@kristeligt-dagblad.dk

Finn Jacobi

Født i 1933 i Viborg. Cand.mag. fra Aarhus Universitet 1958 med kristendomskundskab som hovedfag og fransk som bifag. Samme år ansat på Århus Statsgymnasium. I 1971 tillige studielektor. Tog sin afsked i 1988. Har skrevet flere undervisningsbøger samt en essaysamling. Medforfatter til "Katekismus" (2000). Gift med tidligere folkeskolelærer Else Jacobi.