Anders Laugesen: Jesus fødes i hjertets stald, når man hører kærlighedens kald

Juleaftensdag er 59-årige Anders Laugesen ufrivilligt færdig som P1-vært efter 35 år som en af landets mest kompetente trosjournalister. Til næste år skal han i stedet præsentere tv-gudstjenester. Han er taknemmelig for lytterne, der har fulgt hans lange fordybelsesrejse

I det rigtige lys kan Anders Laugesens stald næsten ligne en kirke, og i den ombyggede del af stalden hænger der også kors og ikoner overalt. – Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix.
I det rigtige lys kan Anders Laugesens stald næsten ligne en kirke, og i den ombyggede del af stalden hænger der også kors og ikoner overalt. – Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix.

Her er stille som en slukket radio. Men man kan til gengæld både høre og se sine åndedrag, der stiger op som offerrøg i den kolde, friske natteluft over Anders Laugesens gård ved Voldum i Østjylland. Det er herude – langt fra byernes moderne lysreklamer, modkørende forlygter og lokkende mobiltelefoner i metroen, at man stadig husker at se op. For visse ting – for eksempel de sande stjerner – ser man klarest herfra.

Det er derfor, den nu ufrivilligt afgående P1-vært bor herude på landet, hvor nattehimlen hurtigt ligner en millionby set fra oven, så man på en gang føler sig lille og ydmyg, i pagt med skaberværket og i slægt med både Abraham og hyrderne på marken uden for Betlehem på Jesu tid.

Indenfor i hjemmet - i en ombygget stald! - vrimler det med ortodokse ikoner, krucifikser, røgelsespinde, buddhafigurer og bjerge af bøger om tro i alverdens lande og kulturer, hvor Anders Laugesen gennem alle årene har fundet venner og åndsfæller overalt, selvom han selv er overbevist kristen. På væggen hænger også et foto af ham selv som ung, mørkskægget religionshistoriker i selskab med blandt andre Dalai Lama. Det var ham, som tilbage i 1984 banede vejen for Anders Laugesens lange karriere i DR. For dengang lykkedes det Laugesen at komme ind i det ellers lukkede Tibet under en rejse, og det åbnede ”det ellers lukkede DR” for ham.

Anders Laugesen har samlet på ikoner, siden han var ganske ung. Ikonen på bordet købte han, før hans far døde for tre måneder siden. Den ankom til faderens hus på selve dødsdagen og har været en stor trøst i sorgen. – Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix,
Anders Laugesen har samlet på ikoner, siden han var ganske ung. Ikonen på bordet købte han, før hans far døde for tre måneder siden. Den ankom til faderens hus på selve dødsdagen og har været en stor trøst i sorgen. – Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix,

”Jeg var tilfældigvis i Hongkong og hørte, at Tibet var blevet åbent for gennemrejsende, så jeg skyndte mig derop og kom ind som en af de første, hvor jeg lavede nogle optagelser. Jeg smuglede også nogle dokumenter ud, som jeg gav til Dalai Lama i Indien, og han spurgte, om han kunne gøre mig en tjeneste til gengæld. Jeg svarede, at jeg så gerne ville have et interview med ham. I forvejen havde jeg investeret i noget professionelt optageudstyr, som jeg havde med på turen. For jeg havde været bidt af at lave radio, siden jeg lavede mit første interview med en katolsk præst som 13-årig til skoleradioen. Dengang havde jeg glemt at putte bånd i, men det havde jeg heldigvis fået styr på, da jeg interviewede Dalai Lama. Og da jeg kom hjem til Danmark, blev det min adgang til DR, som gerne ville have en reportageserie om ham og fra Tibet. Det var mit held, at jeg ikke vidste, hvordan man skulle gøre det, så jeg fortalte bare derudad,” siger den 59-årige radiovært, som siden dengang – afbrudt af to år som kirkeredaktør på Kristeligt Dagblad i 1990’erne og en efterfølgende kort paragraf 2-teologieksamen, som formelt har givet ham adgang til præstekraven – har fortalt og interviewet derudad for P1.

Ude i sin berømte skurvogn i baghaven, der blev brugt til at optage det populære P1-program ”Mennesker og tro”, har han hilsener fra mange taknemmelige lyttere og tidligere deltagere, herunder en pave. Men nu er det slut. For ledelsen i DR har fjernet ham fra værtsholdet på P1 fra næste år. Og juleaften bliver sidste udgave af ”De højere magter” med Paula Larrain og Anders Laugesen sendt.

I den åbne bog i Jesu hånd på ikonen står der på russisk: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”. – Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix.
I den åbne bog i Jesu hånd på ikonen står der på russisk: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”. – Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix.

”Jeg har ikke fået nogen forklaring. Men nu skal jeg i stedet præsentere tv-gudstjenester på det nye DR 2 med en ny gæst hver uge i det nye år. Det bliver lidt sjovt at få sådan en stor skægget elefantbamse ind i fjernsynet, som jo plejer at castes noget anderledes. Og jeg har også fået lov til at præsentere julegudstjenesten allerede i år, så jeg både sender fra P1 og DR 1 juleaften. Det bliver en fin afsked. Jeg kommer selvfølgelig til at savne de dybe samtaler på P1, men jeg føler mig også privilegeret, fordi jeg har fået lov til at være med på så lang en fordybelsesrejse. Hver samtale har gjort mig klogere, og jeg har følt et stort ansvar over for kirken og de mange trofaste lyttere, der har været med på rejsen. Min person er ikke så vigtig. Men trosdækningen i DR ligger mig på hjerte, og jeg har oplevet mit arbejde som et kald til at pege ind på troens perspektiver for andre. Bedst var det nok sammen med Mogens Hansen, hvor vi fik frihed til at skifte formater, som vi ønskede, og rejste rundt i hele landet og sommetider udlandet for at få hele troens landskab med. Jeg har haft mange skiftende chefer og forskellige ressourcer. De første fem-seks år arbejdede jeg 150 procent for 50 procents løn, men hvis jeg skal være ærlig, har jeg aldrig gjort det for nogen chefs skyld, men jeg har gjort mit bedste for at tjene Gud, så godt jeg nu kan,” siger han, inden han slukker lyset.

De næste to timer taler vi i nattemørket foran en let oplyst ikon, hvor Jesus holder en opslået bog, der betyder noget ganske særligt for Laugesen.

Anders Laugesen beder hver dag i tavshed på sin meditationspude. Her sidder han i skurvognen, hvor han også optog P1-programmet ”Mennesker og tro”. – Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix.
Anders Laugesen beder hver dag i tavshed på sin meditationspude. Her sidder han i skurvognen, hvor han også optog P1-programmet ”Mennesker og tro”. – Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix.

”Bogstaverne i bogen er russiske, men der står ’Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile’. Jeg købte den på en auktion på nettet for nogle måneder siden, og den ankom ret overraskende til min fars hus selve den dag, han døde, for tre måneder siden. Jeg troede, at den ville komme til mit eget hus, men begge adresser står i mit navn, efter han kom på plejehjem. Og da jeg pakkede den op, forstod jeg, at det var en gave af nærvær ind i situationen som en uventet hånd på min skulder den dag, min far døde,” siger Anders Laugesen stille og tilføjer:

”Min far var en bestemt mand, der havde været officer. De sidste to år af sit liv var han på plejehjem og fik en mildhed over sig, som jeg ellers ikke havde oplevet. Men det var ikke ham at tale om fortiden og de forviklinger, der havde været især mellem ham og min mor, som havde flere depressioner, da jeg var barn, så der var grænser for, hvad han havde lyst til at tale om, når jeg besøgte ham hver anden dag på plejehjemmet. Han døde som 90-årig, men det kom alligevel pludseligt. Jeg var på vej til et foredrag på Lolland, da de ringede fra sygehuset. Det passede med, at jeg fik tid til at holde en halv times foredrag med en meget underlig følelse, inden jeg kunne nå den første færge hjem til ham, hvor vi nåede at dele nadver sammen,” siger han og tier længe.

”Det betød meget for mig,” kommer det så.

”Jeg vågede over den åbne kiste de næste dage efter ortodoks skik, hvor man så begraver den døde på tredjedagen. Og mens jeg sad ved den åbne kiste, så jeg på ikonen, og da var det, som om mange af de ting, der stadig var uforløste mellem min far og mig, blev helet. Jesus viser os jo vejen til kærligheden og forsoningen. Det var en stor trøst, og den seneste tid har jeg igen siddet herinde, når der var andre ting, jeg ikke kunne forstå. For der er en stor dybde i, at vi kan komme til Jesus med alt det, vi ikke forstår og bekymrer os om. Man kan lægge alting i Jesu favn, ligesom både hyrderne og de vise mænd kom til stalden, fordi man kunne finde fred der,” siger han.

Ikonen ligner nu et krybbespil i sig selv med Jesus-figuren, der lyses op af det dirrende fyrfadslys omgivet af en stor skygge som en slags skyggestald.

”Jeg kan sidde her flere timer i tavshed og tænke over det, som man i den ortodokse tradition kalder det uskabte lys fra Jesus. Jesus blev født, men ikke skabt, og det uskabte lys er på en måde en klangbund for alt liv. Gud skabte jo alting ud af mørket, men sendte lyset ind i verden. Jesus er verdens lys, så man kan læse det, som om han er blevet sendt ind i verden to gange. Ved verdens skabelse og julenat. Gud sagde: ’Der skal være lys’, og englen julenat sagde: ’Se, jeg forkynder jer en stor glæde, der skal være for hele folket’. Sådan kom Jesus til os to gange som det uskabte lys. Han brød mørket og gav os nyt lys og liv. Det uskabte lys kan man mærke i stilheden og fornemme i mørket, hvorfra Gud fra begyndelsen skabte alting. Den stilhed vil jeg gerne leve mit liv ud fra, men også mine samtaler ud fra. Og jeg bliver mere og mere opmærksom på, at man lytter ting frem. Selvfølgelig skal man også stille spørgsmål, men det giver en samtale kvalitet at lytte uden at sidde og vente på at komme af med sine egne ord. Det har noget at gøre med nærvær i ægte hjertemøder, hvor folk føler sig set, når de bliver lyttet til. Og det er afgørende for at kunne fungere som jordemoder for et andet menneskes indre.”

Fordi lyttende mennesker får andre til at vokse?

”Ja, netop. Lyttende mennesker får andre til at vokse, for ud af det mystiske, lyttende nærvær vokser der noget frem. I de øjeblikke, hvor det lykkes, er samtalen også, hvor den skal være, så den næsten føles sakral. På sin vis er det samme praksis som i bøn, hvor den dybeste bøn også findes i tavshed, fordi man giver plads til Gud. For i det lyttende nærvær fødes der noget. Derfor er der for mig også en forbindelse mellem at bede og lave interviews, ligesom der er også er en parallel til Guds lytten til mig. For det rum, der er i tavsheden i bøn, er også det rum, som man ideelt set skal møde den anden med. Vi skal på en måde være Guds ører for hinanden. Noget af det smukkeste er også, når man opdager det gudsbilledlige i et andet menneske. Det sker ofte, når man opdager den andens sårbarhed, den andens blidhed og den andens sårethed, så man ser det uendeligt smukke i at være menneske.”

Hvordan bliver man bedre til at lytte?

”Det er jo noget man kan øve sig i. Da jeg gik ud af 9. klasse, kom der en pige hen til mig til den sidste fest og sagde, at hun syntes, at jeg havde været træls, fordi jeg altid rakte hånden op og kom med svaret, før de andre kunne komme til. Jeg fyldte simpelthen for meget. Det ramte mig i hjertet, og siden har jeg prøvet at huske, at vi har to ører og kun en mund, så man skal lytte mere, end man taler. Men når man sidder og kigger på ikonen, er det også rart, at vi kan komme til Gud med vores sårbarhed og dårlige vaner. For han kan også rumme os med alt vores svaghed. Jesus er aldrig fordømmende, men han udstråler både en blidhed og en skarphed, og skarpheden består i, at Jesus fastholder os på, at kærligheden er det centrale, og at der er noget, der fører til liv, og noget, der fører til død. Han holder os fast på, at det ikke er lige meget, hvordan man lever sit liv. Deri er der en skarphed, men der er samtidig en blidhed i, at han hele tiden er der, så vi altid kan komme til ham, selvom vi træder ved siden af.”

Julens fortælling er vigtig for Anders Laugesen:

”Jeg synes, at julen er vidunderlig, og jeg synes, at julens fortælling har så mange lag i sig. Et centralt lag er, at det største kommer i den mest sårbare skikkelse som et totalt sårbart og afhængigt barn. Det nærmeste, man kommer Gudslyset, er at tage et lille barn og kigge det ind i øjnene. Det kalder jo på vores kærlighed, ligesom Gud altid kalder på vores kærlighed. Det er Guds natur, for Gud er kærlighed, men han kalder på os på forskellige måder,” siger han og tilføjer, at både hyrder og vise mænd opsøgte Jesus, og at de blev ført til ham på vidt forskellige måder. For selvom Jesus er vejen, er der mange veje til ham, mener Anders Laugesen:

”Jesus er for alle, men julen er også et mysterium. Jeg lavede min specialeafhandling om en fransk, kristen hindumunk, Abishiktananda, som skriver i en af sine dagbøger, at juleaften fødes i vores hjertes inderste hule, ligesom Grundtvig skriver i ’Det kimer nu til julefest’: ’kom, Jesus, vær vor hyttegæst, hold selv i os din julefest’. Sådan har julen for mig også den dybe betydning af, at Jesus hele tiden fødes i vore hjerter. Jeg synes faktisk også, at vi har en lille julestund sammen, når vi sidder her i mørket med stjernerne og markerne udenfor, men der er også jul inde i mig. Der er øjeblikke af glæde, der fødes i mig, når jeg sidder midt i sådan en samtale som denne her. Og det har været mit privilegium at få mange af den slags samtaler gennem mit liv. Det giver en dybde. Det er troens moment, som ikke bare finder sted på marken, men også inde i mig, men også med en erfaring af, at troserfaringer er forskellige. Og jeg tror, at Jesus kan vise sig for folk, der ikke engang kender hans navn,” siger Anders Laugesen og kigger igen op mod de russiske bogstaver i den åbne bog i Jesu favn, mens Dalai Lama på væggen er blevet helt væk i mørket herinde:

”Jeg har studeret nærorientalske fødselsmyter, og man finder faktisk fortællinger i legenden om Buddhas fødsel, Krishnas fødsel eller Vergils fødsel, som minder meget om det, man finder om Jesus i apokryfen Jakobs Forevangelium, som er det store mystiske juleevangelium. Og jeg tror, at Jesus viser sig langt udenfor vores egen kulturkreds. Når vi taler om Gud, taler vi jo alle sammen om Gud ud fra en bestemt opdragelse. Vi taler altid om Gud ud fra nogle bestemte forudsætninger og regner med, at alle andre må være forkert på den. Men man kan finde glimt af visdom og kærlighed og dermed glimt af Gud alle steder. Jeg havde selv en fantastisk oplevelse, efter jeg havde været i Tibet i 1984 og landede i New Delhi. Jeg havde egentlig tænkt at holde jul hos nogle anglikanske kristne, men jeg havde netop hjulpet en højtstående lama fra Tibet, og da jeg kom ud fra lufthavnen, ventede hans disciple mig og spurgte, om jeg ville fejre jul med dem. Det ville jeg gerne.”

Der stod ’merry christmas’ på et stort skilt foran deres tibetanske tempel, som lå i et rigmandskvarter, og de buddhistiske munke forklarede, at de holdt meget af Jesus, husker han.

”Jeg ankom den 24. december, og den 25. december ville de holde julefest for Jesus med gæster fra flere lande for at fejre Jesu fødsel. Men juleaften, som andre jo ikke fejrer som os danskere, sad jeg alene inde i det buddhistiske tempel overfor en stor buddha-figur og læste Det Nye Testamente med en stadig større ydmyghed over, at julebudskabet er for alle. Selv dem, som ikke har læst det. Jeg havde lige i Tibet oplevet et folk, der var tydeligt mærket af en kærlighed, der var større end mennesket selv. De havde aldrig hørt navnet Jesus, men jeg tror, at Jesus kan vise sig i hjertets inderste hule i en fødsel af kærlighed, selv når man ikke ved, at det er ham. Og den jul i det buddhistiske tempel rejste jeg mig første juledag til en stor interreligiøs julefest og holdt en tale om det sårbare Jesusbarn, og der kunne jeg mærke, at Jesu fødsel forener os alle. For det barn åbner alles hjerter,” siger han og tier igen.

”Et barn er også et nyt håb,” udbryder han så med pludselig begejstring, mens han lader blikket glide ud mod den mørke himmel, der pakker Østjylland og Østens fjerne riger ind i samme stjernetæppe.

”Jeg så for nylig en regnbue herude. Jeg kom først til at tænke på Noa, der fik regnbuen som et håbefuldt løfte fra Gud, men så tænkte, hvad der egentlig giver håb ved en regnbue? Og så tænkte jeg, at det, der giver håb, er, at vi er i stand til at se skønheden i regnbuen. Det giver håb, at vi er i stand til at smile ad det her lille barn. Det giver håb, at vores hjerter er bevægelige, fordi de er skabt til at elske. Og det giver håb at lytte til hinanden i en tid, som ellers kan være mørk,” siger han, inden han siger godnat, mens fyrfadslyset går ud af sig selv i samme sekund.

”Se,” siger han, mens røgen fra det slukkede lys siver op over Jesus-ikonen, som Laugesen modtog den dag, hans far døde.

”Det er da en lille, fin julehilsen. Lyset har fulgt os hele tiden,” tilføjer han og smiler mildt, inden han lukker døren til værelset og efterlader resten af natten i radiotavshed.