Prøv avisen
Boguddrag

Jesus går ikke op i ståsteder, men i fåsteder

En af de mange kunstnere, der op gennem tiden har været facineret af Jesus, er sangeren Leonard Cohen, som om tømrersønnen fra Nazaret sagde: ”Jeg er meget betaget af Jesus Kristus. Han er måske den skønneste fyr, der har betrådt jordens overflade. Enhver, der siger ’Salige er de fattige. Salige er de sagtmodige’, må være en skikkelse båret af mageløs generøsitet, indsigt og vanvid.” Her er det Bertel Thorvaldsens Jesus i Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke. – Foto: Rune Feldt/Ritzau Scanpix

For Jesus er det gode noget, vi får, ikke noget, vi selv skal skabe eller stå fast på, skriver teologilektor Kasper Bro Larsen i sin nye bog ”Jesus”, som vi her bringer et uddrag fra

Nutidens forestillinger om Jesus er først og fremmest præget af de fire evangelier i Det Nye Testamente. For de første kristne generationer fungerede evangelierne som en slags kollektiv erindring. Og for kollektive erindringer gælder det, at det ikke er fortiden, men nutiden, der er vigtigst. Meget går tabt eller ryger i arkivet, men vi husker de begivenheder fra fortiden, som vi stadig kan bruge i en nutidig sammenhæng. Og fortiden tager farve af nutiden.

Lad mig sammenligne med tv-serien ”Matador”. Danmarks Radio begyndte at sende den i 1978, og syv gange siden har danskerne fulgt historien, fra den handelsrejsende Mads Skjern stiger af toget i Korsbæk med sin lille søn i hånden, til han som driftig matador sidder med til bords ved bankdirektør Varnæs’ sølvbryllup. Serien har efterhånden fået status af en fælles erindring om det moderne Danmarks tilblivelse.

”Matador” foregår i tiden fra 1929 til 1947, men vel at mærke set med 1970’er-øjne. I ”Matador” ser et Danmark efter ungdomsoprøret i 1968 tilbage på tiden før 1968. I ”Matador” fejrer vi derfor kønnenes ligestilling, den fri abort, accept af homoseksualitet og den indremissionske tante Annas død – og begræder måske en tabt nærhed. Vi ser tilbage på, hvem vi var, for at forstå, hvem vi er. Og skyggetanten i bankdirektør Varnæs’ hjem, Elisabeth Friis, med de progressive værdier bliver vores identifikationsfigur: en post-1968’er-sjæl i et præ-1968’er-legeme.

I evangelierne er Jesus en slags Elisabeth Friis. Ikke sådan at forstå, at han er en fiktiv karakter, men i den forstand, at han er en fortidig identifikationsfigur malet i en senere tids farver. Derfor skifter Jesus også udtryk, alt efter hvilken evangelieforfatter vi går til. Jesus er allerede i Det Nye Testamente en mand med mange ansigter.

Markus koncentrerer sig om at vise, at Jesus er messias på en ny måde. Jesus sejrer ikke gennem krig, men selvopofrelse. Og så er Markus evangelieforfatternes Alfred Hitchcock. Han fortæller med suspense. Selv om historien ender lykkeligt med Jesus’ opstandelse, er det med tungen i kinden, for til sidst løber kvinderne skrækslagne bort fra den tomme grav. Punktum. Kan man slutte et evangelium sådan?

Matthæus med Bjergprædikenen lægger vægten på Jesus som rabbi eller som en ny Moses. Jesus er ikke kommet for at ophæve Moseloven, men for at vise, hvordan dens bud om næstekærlighed kan udleves radikalt.

Hos Lukas er Jesus de udstødtes ven. Det hedder helt konkret: ”Salige er de fattige”, og ikke billedligt som hos Matthæus: ”Salige er de fattige i ånden”. Og så forsøger Lukas at løse det problem, at Jesus’ gudsrige er udeblevet: De kristne skal ikke passivt vente på gudsriget, men har en mission om at sprede det gode budskab i verden. ”Heaven can wait.”

Endelig kommer Johannes- evangeliet, hvor Jesus konstant taler om sig selv som Guds søn fra himlen. Budbringeren er selv budskabet. Jesus er nu for alvor selv blevet kristen, kan man sige. Markus havde ellers beskrevet en menneskelig og dødsangst Jesus, der døde vanæret på korset foran et publikum af præster, skriftkloge, Jesus-groupies, romerske soldater og en enkelt officer: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”.

Men Johannes forvandler Jesus til en usårlig gudehelt, der selv koreograferer historiens slutning. Derfor bliver korset for Johannes nærmest en trone, hvorfra Jesus på forhånd proklamerer sin sejr: ”Det er fuldbragt!”. I Johannes-evangeliet træder Jesus frem som en anden Akilleus, men uden sårbar akilleshæl. Han er Superman, men i et univers uden kryptonit. I de fire evangelier er der kort sagt mange Jesus-versioner at vælge imellem. Det er en af Bibelens styrker, vil jeg mene – hvis jeg her i Tænkepausens 11. time skal sige lidt mere om ”my personal Jesus”.

Evangelieforfatterne gør på hver deres måde historien om Jesus til en almen fortælling med relevans for eftertiden. Den bliver til mere end historien om et tilfældigt torturoffer fra fortiden, som kunne have været med i Amnesty Internationals statistikker. Og det er evangeliernes indhold, der danner kristendommens grundfortælling, dens myte, om man vil, ikke rekonstruktionen af den historiske Jesus.

Kristendommen insisterer jo på, at man ikke kun skal forholde sig historisk til Jesus, men først og fremmest eksistentielt til de spørgsmål, han stiller os. Ellers kan det være lige meget. Som den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij skrev i et brev fra 1854: ”Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vores liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden i virkeligheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden.” Det lyder måske lige lovlig storladent, men jeg tror, jeg forstår, hvad han mener. Der findes historiske sandheder og eksistentielle sandheder. Viden og tro. Det er enøjet at reducere det ene til det andet. Mennesket lever ikke af brød alene.

Jeg begyndte denne bog med at fortælle om mit chok, da jeg første gang hørte: ”Elsk jeres fjender”. Lige siden har jeg været både Jesus-forskrækket og Jesus-fan. I vores individualistiske tidsalder er det måske lidt kikset at have en guru. På den anden side har alle jo Svend Brinkmann. Han er en moderne profet, som minder vores tid om alle de selvfølgelige sandheder, vi har glemt.

Men når jeg sammenligner med Jesus, synes jeg, Brinkmann er for tynd. Brinkmann gør ganske vist op med selvoptaget selvudvikling og konstante krav om forandringsparathed. I stedet sætter han en række gamle ståsteder: det gode, værdigheden, ansvaret, kærligheden, tilgivelsen, friheden og så videre. Det er alt sammen virkelig godt og tiltrængt at høre.

Men i forhold til Jesus tilbyder Brinkmann bare mere af det samme, en ny to-do-liste oven på dem, der allerede dækker køleskabet. Jesus tænker anderledes. For Jesus er det gode, værdigheden, ansvaret, kærligheden, tilgivelsen og friheden ikke ståsteder. De er fåsteder – et udtryk, jeg tillader mig at låne fra en kollega.

For Jesus er det gode noget, vi får, ikke noget, vi selv skal skabe eller stå fast på. Det gode overrumpler os og kommer bag på os. Vi kan søge det og tage vare på det, men grundlæggende er livet det, som sker med os, når vi har travlt med at lave andre planer – for nu at citere John Lennon. Som når en kvinde pludselig finder en tabt mønt og fyldes af taknemmelighed. Jesus tyder fåstederne som gaver fra Gud: ”Han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.”

Men for Jesus skal fåsteder også blive til gåsteder. Gudsriget er nær, så det kan ikke nytte noget at hamstre det gode, man har fået. Sådan gør ellers den rige mand i en af lignelserne. Han udbygger konstant sine bugnende lader og dør så den dag, han skal til at have glæde af sit slid. Men Jesus kritiserer enhver form for eksistentiel selvforsikring. Det gode kan ikke ejes. Man må give slip og gå ud til andre mennesker med det. Fåsteder skal blive til gåsteder. ”Rejs dig og gå.” ”I har fået det for intet, giv det for intet.” Den jødiske sanger og forfatter Leonard Cohen – ham med ”Hallelujah” – beskriver på sin egen måde, hvorfor Jesus bliver ved med at forskrække og fascinere:

”Jeg er meget betaget af Jesus Kristus. Han er måske den skønneste fyr, der har betrådt jordens overflade. Enhver, der siger ’Salige er de fattige. Salige er de sagtmodige’, må være en skikkelse båret af mageløs generøsitet, indsigt og vanvid (...) En mand, der satte sig i tyvenes, de prostitueredes og de hjemløses sted, hans holdning kan ikke begribes. Det er en umenneskelig generøsitet. En generøsitet, der ville vælte verden omkuld, hvis den blev modtaget, fordi intet ville kunne holde til en sådan barmhjertighed.”

Teksten er et uddrag af ”Jesus” i Tænkepause-serien, der blev anmeldt her i avisen i lørdags.