Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Jesus som apokalyptisk profet

Bøger: Den amerikanske historiker Bart D. Ehrman sammenfatter pædagogisk og velskrevet en hovedtråd i nytestamentlig forskning. Men nyt er det ikke

Nu skrives der igen bøger om den historiske Jesus. De kommer i bølger: den første omkring 1900-tallets begyndelse, den anden midt i forrige århundrede, og nu har vi så en tredje bølge. For et par år siden kom amerikaneren John D. Crossans forsøg på at forstå Jesus som kynisk profet - i analogi med de græske kyniske filosoffer. Andre har forsøgt på at gøre Jesus til feminist, eller næsten en californisk hippie i utide. Nu foreligger så på dansk et mere ædrueligt forsøg - også fra USA - på at forstå Jesus historisk. Og det skal denne gang forstås helt bogstaveligt, for bogen er lige så meget en indføring i de metodiske problemer omkring udforskningen af den historiske Jesus, som den er en fremstilling af hans liv og lære.

Forfatteren Bart D. Ehrman er ikke teolog. Han er historiker med speciale i den ældste kristendoms historie, hvorom han da også har skrevet en række bøger, som han flittigt henviser til. Den foreliggende bog er bevidst populær, skrevet for det alment-læsende publikum. Den slags bøger er der nemlig ikke for mange af, mener Ehrman, hvad han bestemt har ret i. Ehrman deler opfattelse med Albert Schweitzer, som ved forrige århundredes begyndelse insisterede på at beskrive Jesus som en apokalyptisk profet, der forventede dommedag, Guds indgriben og historiens afslutning i sin egen levetid.

Men inden vi for alvor kommer til Jesus, må vi et par omveje med Ehrman i hånden. Vi begynder med nogle moderne amerikanske profeter, som med stor fantasi og detaljerigdom har forudsagt jordens undergang til år 1988 - eller deromkring. Derpå rejser Ehrman baglæns i historien for at finde andre - lige så forkerte - forudsigelser af dommedag. Nogle af dem er ukendte, andre velkendte, som for eksempel Joachim af Fiore i 1100-tallet og profeten Montanus fra midten af det 2. århundrede. Ehrman er nemlig af den opfattelse, at disse dommedagsprofeter faktisk videreførte den helt fundamentale og ægte trend i Jesu forkyndelse.

Og så er vi ankommet til begyndelsen: Paulus forventede Jesu komme og dommedag, som man kan læse i Første Thessalonikerbrev 4,15-17, og Jesus selv »forudsagde, at Israels Gud stod lige foran at udøve sin vældige magt og styrte verden i grus, men samtidig bringe frelse til sit folk«. Ehrman undrer sig over, at »nogle kristne har nægtet at tage Jesus´ lære for pålydende og har benægtet, at hans ord kunne betyde det, de siger«, selv om det siges klart i f.eks. Markusevangeliet 9,1.

Det hænger sammen med, at der er en lang tradition for bortforklaringer i bibelforskningen. Man har f.eks. villet forstå beretningerne naturligt: Jesus skaffede ikke mad til 5000 i ørkenen, men fik alle til at dele deres medbragte madpakker. Eller man gjorde det hele til myter - for så at insistere på myten som en særlig form for sandhed.

Ehrman er omhyggelig med at vise, hvordan sådan noget fungerer, og gør det ud fra Johannesevangeliets datering af påskebegivenhederne, hvis pointe netop ikke er historisk, men teologisk: Jesus er Guds lam og skal derfor ofres samtidig med påskelammet i templet. Eller han tager de to uforenelige historier om Jesu fødsel fra henholdsvis Matthæus- og Lukasevangeliet og viser, hvad der motiverer dem. Det fører så Ehrman til at vise, hvordan den mundtlige tradition ligger til grund for vore evangelier, der jo ikke er forfattet af øjenvidner. Altså: evangelisterne er hverken objektive historikere eller førstehåndsvidner.

Er der da vidner? Ehrman gennemgår udførligt de ikke-kristne kilder til Jesu liv, som er beskedne med oplysninger. Og så tager han fat på evangelierne. I første omgang ikke de fire, vi kender. Men nogle af de senere som Thomas´ Barndomsevangelium og Peters Evangelium, og vi kommer en tur om ad gnosticismen og det Thomasevangelium, som herhjemme professor Søren Giversen har lagt så stor vægt på. Konklusionen er, at vi skal til Det Nye Testamente for at få ordentlig besked. Paulus er hurtigt overstået. Han er optaget af Jesu betydning, ikke af hans livsforløb. Men så kommer vi til den første kilde. Den hedder Q, fordi tyske forskere i midten af 1800-tallet begyndte at antage, at der til grund for Matthæus og Lukas måtte ligge en fælles kilde - på tysk Quelle. Den skulle altså rumme udførlige gengivelser af Jesu forkyndelse.

Alt dette - og problemerne ved at læse i sammenhæng og vurdere de enkelte udsagn, gør Ehrman udførligt rede for. Ligesom han gør udførligt rede for partier og grupperinger i jødedommen på Jesu tid.

Nu er både baggrund og kriterier stillet op. Ehrman bringer for så vidt ikke noget nyt, men sammenfatter en slags forskningens mainstream. Hans pointe er klar nok: »De tidligste kilder skildrer Jesus som en, der forkyndte et apokalyptisk budskab«, og han mener, at dette radikale budskab bliver tonet ned, jo længere vi fjerner os fra Jesu egen tid. Han mener videre at sandsynliggøre sin tese ved at henvise til, at Jesus jo begynder sin karriere som elev af en sådan profet, Johannes Døberen. Hans forkyndelse er derfor tydeligvis en klar konsekvens af dette udgangspunkt, og Ehrman forsøger at læse hele Jesu forkyndelse og virksomhed ind i denne sammenhæng.

Og det hele passer fint sammen - om end vi ikke får meget at vide om Jesu lignelser i denne forbindelse. Men hans undere, hans dæmonuddrivelser, hans omgang med »gudløse og udstødte« og kvinder passer med hans apokalyptiske holdning. Og Jesu sidste dage får også deres rette plads som opgør med traditionen. Og så når vi konklusionen: Der er en kløft mellem den historiske Jesus og kirkens Kristus. Der er ingen kontinuitet mellem den levende og døde Jesus og den opstandne Kristus, fordi kirken kun kendte ham »gennem kilder, der var blevet produceret årtier efter den begivenhed, de beretter om«.

Som man vil forstå, er der ikke meget nyt i Ehrmans bog. Den sammenfatter pædagogisk og velskrevet en hovedtråd i nytestamentlig forskning. Ehrman ser bort fra mange ting. For eksempel er eksistensen af skriftet Q ikke længere helt så indlysende som for en menneskealder siden. Og de forsøg, der er gjort på at læse og forstå Jesu virksomhed og forkyndelse som mere i tråd med de gammeltestamentlige profeter og deres billedsprog, som især amerikansk forskning har arbejdet med, ser han helt bort fra. Og selv om der kan rejses indvendinger mod Crossans kyniske Jesus, fortjener han dog nok mere overvejelse, end Ehrman skænker ham. Man må nok fastslå, at Ehrman propaganderer sin sag både ensidigt og skråsikkert. I sin stædige fastholden ved Albert Schweitzers udgangspunkt undgår fremstillingen ikke det altmodische.

De sidste 50 års arbejde med den historiske Jesus er valgt fra. Man får den mistanke, at det hænger sammen med forfatterens eget noget snævre virkelighedsbegreb, som også viser sig i hans sprogopfattelse: Enten tager man Jesus på ordet, eller også gør man ikke. At hans ord og forkyndelse kan have mere end én dimension, synes han ikke at have sans for. Jeg synes stadig, den bedste nyere bog om den historiske Jesus er E.P. Sanders »The Historical Figure of Jesus« fra 1993. Men som en - foreløbig - indføring i problemerne omkring emnet kan Ehrmans bog godt læses.

Troels Engberg-Pedersen har givet den danske udgave et forord med, hvor han kalder den både blændende og problematisk. Det sidste, fordi den strider imod »det billede med den traditionelle forståelse i kirken af Jesus som Kristus, Guds enbårne søn«. Og det handler nok om Ehrmans teolog-fjendtlige holdning. Og blændende? Jeg synes, den er distanceblændende, fordi den foregiver at være, men ikke er up-to-date.

Bart D. Ehrman: Jesus - en apokalyptisk profet. Oversat af Anders Engberg-Pedersen. 328 sider. 279 kr. Gyldendal.

kultur@kristeligt-dagblad.dk