Prøv avisen

Jesus var jøde, ikke kristen

Interview: Forfatteren Finn Abrahamowitz har siden sin ungdom haft lyst til at skrive en bog om den historiske Jesus. Og nu har han endelig gjort det. Hans »Jesus. En biografi« udkommer Palmesøndag

Betragt Rembrandts portræt af den unge mand med de sørgmodige øjne! Det er Jesus. Og »en meget jødisk Jesus«, fremhæver forfatteren Finn Abrahamowitz, der netop derfor har valgt det som omslagsbillede til sin bog »Jesus. En biografi« (Høst & Søn), der udkommer Palmesøndag.

At betragte billedet er at være på vej ind i bogen.

For Finn Abrahamowitz er det en vigtig pointe, at »Jesus er langt mere jødisk, end man plejer at mene. Og han er langt mindre kristen, end man prædiker. Stillet på spidsen: Jesus troede ikke på Kristus, og hvor han har talt om Messias, har han ikke ment sig selv«. Abrahamowitz opfatter Jesus som en lovtro jøde, hvis opposition til »Loven« aldrig var mere vidtgående, end at den »kunne rummes inden for de meget vide rammer, der var for jødedommen i det urolige, første århundrede. Jesus var jøde, ikke kristen«.

Abrahamowitz, som Kristeligt Dagblad træffer i hans hjem ved Ålbæk Strand i Salling (en lang, opkørt markvej med dybe vandhuller fører dertil) er søn af en jødisk far og en kristen mor, og han har skrevet bogen i vedståelse af Grundtvigs ord om, at »han har aldrig levet, som klog paa det er blevet, han først ej havde kær«.

- For en del år siden, fortæller Finn Abrahamowitz, læste jeg Ethelbert Stauffers »Jesus. Hans liv og samtid i historisk belysning«. Den var jeg meget optaget af og tog for gode varer. Men senere er jeg blevet klar over, at Stauffer bygger sin fremstilling på kronologien hos Johannes, som jo på mange måder ikke står så meget til troende som de tre første evangelister.

Abrahamowitz ville vide mere. Udgangspunktet for bogen er hans personlige interesse for emnet.

- Jeg har villet se, hvad man kunne læse ud af teksterne. Hvilke Jesusord man kan fæstne lid til, og hvor man kan formode, at det er evangelisterne, der har fundet på noget selv. En af mine grundbøger har været Niels Hyldahls vidunderlige »Evangelierne synoptisk opstillet«, som viser teksterne ved siden af hinanden. Dét, at der er forskelle, er utrolig oplysende!

- Der er meget at lære om Jesu liv og personlighed i evangelierne. Der er også en del at finde i periodens historie og andre skrifter.

Har du følt det som et handicap, at du ikke er teolog?

- Næh. Jeg er i min gode ret til at beskæftige mig med dette. Ligesom jeg har lavet en masse psykologibøger uden at være uddannet psykolog. Der er intet »adgang forbudt«. Jeg betragter mig selv som formidler.

- Jesusbogen har jeg haft lyst til at skrive i hvert fald siden min soldatertid. Jeg var dengang sammenlagt 18 dage i isolationsfængsel på grund af desertering, sad i Rønne arrest med bibelen og skrev en afhandling om temperamentsforskelle mellem de fire evangelister.

- Interessen for, hvad man kan vide om den historiske Jesus, har jeg altid haft. Men jeg turde først gå i gang med arbejdet efter den meget rosende reaktion på min bog om Grundtvig. Det var heller ikke et problem at skrive dén, selvom jeg hverken er grundtvigianer, historiker eller teolog.

Finn Abrahamowitz gør i forordet til Jesusbogen opmærksom på, at han ikke forholder sig til troen, men udelukkende til den historiske Jesus. At kalde bogen en biografi er dog, indrømmer han gerne, »lidt af en provokation«. En Jesusbiografi er et brud på »god tone«, mener han og henviser blandt andet til Søren Kierkegaards ord om, at »for Troen kommer det kun an på det Ene, at Gud var i Verden og blev korsfæstet«.

En smerte

Finn Abrahamowitz: - Min respekt for kristendommen og jødedommen er lige stor. Den fortræd, som er afstedkommet af opfattelsen af, at det var jøderne, der slog Jesus ihjel, føler jeg næsten som en personlig smerte. Masser af pogromer er ledsaget af replikken: »det var jer, der slog Frelseren ihjel«. Det blev også sagt af nazisterne.

Hvorfor opstod dette modsætningsforhold mellem kristne og jøder?

- Jeg tror, at det kom langsomt i årene efter Jesu død. Modstanden mellem de to grupper øgedes, når de kristne missionerede i skarer, hvor der både var hedninger og jøder. Og skellet var virkelig blevet skarpt, da evangelisterne fra omkring år 70 og for Johannes´ vedkommende måske først omkring 110 eller senere nedskriver de overleverede historier. På det tidspunkt udelukkedes de kristne fra synagogerne, hvad de ifølge Apostlenes Gerninger ikke var blevet tidligere.

- Paulus ville sikre, at adgangen til kristendommen ikke bremsedes af de gamle jødiske regler, og for at lette hedningerne vejen krævede han ikke overholdelse af for eksempel omskærelsen og spiseforskrifterne. Dette faldt jøderne for brystet, og efterhånden opstod en polemik, hvor kristne og jøder frakendte hinanden al hæder og værdighed.

Om bogen indirekte er et bidrag til en brobygning mellem kristne og jøder? Spørgsmålet er næppe stillet, før Finn Abrahamowitz har bekræftet det. Om effekten gør han sig dog ingen overdrevne forestillinger.

- Jeg tror ikke, jeg får mange jødiske læsere. Men jeg ville gerne have det.

Hans grundopfattelse er, »at de tre store monoteistiske religioner, den mosaiske, kristendommen og islam, virkelig er monoteistiske; at de alle tre taler om én Gud, og at de alle tre i forgrunden har én profet, der står over de andre, der omtales i skrifterne: Moses, Jesus og Muhammed. Alle tre er mennesker; alle tre er Guds særlige sendebud«.

- Om det er den samme gud i de tre religioner, vil jeg slet ikke ind på, siger Finn Abramamowitz.

- Under alle omstændigheder er Jesus den af alle, som har det mest intime forhold til Gud. Jesus, Moses og Muhammed er Guds kårne mænd. Den mission, som Gud har givet dem, har ændret dem for evigt. Der er sket noget i deres sind, som får dem til at gå ud og sige de ting, de siger.

Fint med mysterier

Finn Abrahamowitz: - I en amerikansk skolebog stod der: Jesus var en god dreng, han kom fra en god kristen familie og gik i kirke hver søndag. Når man læser den slags, ryger der bagefter en polemisk replik med! Min reaktion: Jesus var en god jødisk dreng, han kom fra en god jødisk familie og gik i synagogen hver fredag aften.

- Jeg synes, jeg har belæg for at sige, at Jesus ikke var kristen. For kristendommen opstod i hvert fald ikke et sekund før opstandelsen og muligvis først med Paulus, der næsten udelukkende henvendte sig til ikke-jøder.

Opfattede Jesus efter din mening ikke sig selv som Guds søn?

- Det mener jeg ikke, han gjorde. Han er en Guds mand, men ikke mere Guds søn end alle de hellige mænd på den tid, der også blev kaldt Guds sønner. Når Jesus siger Gud, gør han det ligesom de gamle jøder. Mellem Gud og mennesker er der afstand.

- Jesu åndshorisont er jødisk. Jeg kan ikke se, at han overtræder lovene i Toraen. Nogle steder strammer han vældigt op. Men det er legitimt. Andre steder sætter han ét bud over et andet. Det er også legitimt. »I har hørt sige, men jég siger jer ...«. Det samme sagde mange farisæere for at personliggøre eller inderliggøre tilegnelsen. Nogle historier fortæller om, at Jesus helbreder på en sabbat. Han redder liv derved. Og buddet om at redde liv står over buddet om at holde sabatten arbejdsfri.

Apropos den forestående påske: du skriver, at »den tomme grav« sandsynligvis er en legende. Hvad indebærer det?

Finn Abrahamowitz: - For så vidt ikke nødvendigvis noget. Dét, som jeg synes tyder på noget guddommeligt, er ikke så meget Jesu forvandling til en del af treenigheden, men at de flygtende, dybt ulykkelige disciple pludselig forvandles og af deres hjertes renhed kan gå ud og fortælle. Det er psykologisk påfaldende. Noget er der sket med disciplene.

Altså en åbning til troens Jesus?

- Ja, ja. Men jeg har selv hverken en tyrkertro på opstandelsen eller det modsatte.

- Mysterierne næsten tårner sig op, hver gang man synes, man har givet en rationel forklaring på noget. Og for mig er det fint, at det ender med mysterier.