Kasper Bro Larsen: Jesus var måske en freelance-rabbiner fra den rådne falafel

Jesus blev med stor sandsynlighed korsfæstet, men ellers er det svært at sige meget om den historiske Jesus, sagde lektor i teologi Kasper Bro Larsen i dag på Kulturmødet Mors. Omtrent 60 var mødt op for at høre ham fortælle om tænkepausen ”Jesus” fra Aarhus Universitetsforlag

Kasper Bro Larsen syntes, det lød naivt og urealistisk, da han første gang hørte buddet om, at man skal elske sin fjende. Siden har lektoren i teologi været fascineret af figuren Jesus, som han i går fortalte om på Kulturmødet Mors. –
Kasper Bro Larsen syntes, det lød naivt og urealistisk, da han første gang hørte buddet om, at man skal elske sin fjende. Siden har lektoren i teologi været fascineret af figuren Jesus, som han i går fortalte om på Kulturmødet Mors. – . Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Kasper Bro Larsen kan huske, hvor han var, da tvillingetårnene blev ramt af fly den 11. september 2001. Han kan huske, hvor han var, da Berlinmuren faldt. Og så kan han huske, hvor han var, første gang han hørte om et af Jesu mest radikale bud.

Det fortalte han om foran en flok af cirka 60 fremmødte på en befærdet gade under Kulturmødet Mors.

Aarhus universitetsforlag har inviteret forfatteren Kasper Bro Larsen op på scenen under dette års Kulturmøde på Mors. Her fortæller han om bogen, Jesus.
Aarhus universitetsforlag har inviteret forfatteren Kasper Bro Larsen op på scenen under dette års Kulturmøde på Mors. Her fortæller han om bogen, Jesus.

”Jeg var teenager, da jeg hørte, at Jesus krævede, at man skulle elske sin fjende. Dengang gik jeg til karate, så jeg syntes, det lød latterligt. Jeg tænkte, at det var naivt og urealistisk, og at hvis man indrettede verden på den måde, ville det sikkert gå galt. Lige siden har jeg været fascineret af figuren Jesus,” sagde lektoren i teologi ved Aarhus Universitet, som sidste år udgav en tænkepause fra Aarhus Universitetsforlag om forskningen i den historiske Jesus.

Det var fra Aarhus Universitetsforlags stand i Nykøbing Mors, at han i går præsenterede sin bog. Der var knap plads til de fremmødte, der stimlede sammen i forsøget på bedre at kunne høre Kasper Bro Larsen, som uden mikrofon måtte forsøge at overdøve støjen fra de passerende på gaden, et hornorkester og højtalerlarm nede fra den store plads i Nykøbing Mors 100 meter derfra.

”Forskningen i den historiske Jesus har altid været udskældt,” sagde lektoren så.

”Den første til at skrive optegnelser over den historiske Jesus turde ikke udgive dem før sin død. Efter hans død blev de udgivet af en tysk filosof, og det blev ganske vist også kontroversielt. Der opstod et ramaskrig, og der kom flere modskrifter, fordi han havde tilladt sig at studere evangeliernes historiske troværdighed.”

I nyere tid er det kontroversielt af en anden årsag, tilføjede han. Nu er det udskældt, fordi nogle hævder, at kildematerialet er for dårligt til at sige noget om den historiske Jesus.

Kasper Bro Larsen gjorde forsøget alligevel. Blandt andet ud fra noget, han kalder ubelejlighedskriterier.

”Hvis man finder noget i evangelierne, der virker ubelejligt for evangelisterne, må man formode, at det har større historisk troværdighed. Det kunne være sådan noget som, at Jesus blev korsfæstet. Hvad kunne være mere ubelejligt, end at en messias blev henrettet, når han jo skulle sejre og danne et nyt rige?”, spurgte han og tilføjede andre ubelejligheder som for eksempel det, at Jesus kom fra Nazareth. Ikke fra Jerusalem, men fra den lille flække Nazareth, som Kasper Bro Larsen kaldte ”den rådne falafel” med henvisning til debatten om udkantsdanmark.

Han præsenterede flere af den slags udtryk fra scenen, hvor Paulus blev beskrevet som Jesu pressechef, og hvor han spekulerede i, om Jesus kunne være en ”freelance-rabbiner”, der ville udfordre det etablerede jødiske samfund.

”Det store mysterium i Jesus-forskningen er, hvorfor han blev henrettet. For han blev naturligvis ikke henrettet, fordi han fortalte gode historier og lignelser. Der er andre grunde til, at han blev henrettet, men det er der ikke tid til at forklare. Så her har I en cliffhanger, så I kan købe bogen,” sagde han.