Prøv avisen

Fuglefri og fremmed – og stærkt savnet

illustration: Morten Voigt

Forfatteren og debattøren Elsa Gress er mærkværdigvis næsten gået i glemmebogen. Men nu er der tegn på, at hendes anti-formynderiske holdninger til køn, stat og kultur genopdages i 100-året for hendes fødsel. Hun havde en særlig evne til at ruske op i danskerne, siger professor

Da forfatteren og debattøren Elsa Gress døde i 1988, så hendes ven professor Hans Hertel sig over skulderen under affattelsen af hendes nekrolog i dagbladet Politiken.

”Man har aldrig fået det sidste ord med hende – måske ikke engang i en nekrolog!”, skrev han.

Han og Elsa Gress havde været venner i mange år på godt og ondt. Han havde redigeret dele af hendes forfatterskab og anmeldt andre dele af det – sidstnævnte var en kilde til stor konflikt i venskabet. For Elsa Gress var en forfatter, som, aldeles ekstraordinært og med store personlige omkostninger, diskuterede med anmeldere og kritikere, på samme måde som hun gjorde det med alle andre i sine mange kronikker og essays – om alt fra køn, kunst og demokrati til Suzanne Brøggers forståelse af Kierkegaard.

Det er i år 100 år siden, Elsa Gress blev født, og i sin levetid gik hun på denne måde langtfra stille med dørene. Hendes polemiske stemme fyldte meget i især de trykte medier, og hun tiltrak sig kaldenavne som ”rappenskralde”, ”amazone” og ”Danmarks eneste vrede unge mand”. Som person var hun også højlydt – når hun talte, når hun gik, og når hun hamrede hårdt i skrivemaskinen, som beskrevet i en hyldestbog af hendes ven Ebbe Mørk, der savnede larmen og lydene fra Elsa Gress efter hendes død.

Det er pudsigt, at én, der har fyldt så meget og har betydet så meget for så mange, næsten kan havne i glemmebogen små 30 år efter sin død.

For selvom der for tiden forekommer en bølge af genopdagelser og genudgivelser af kvindelige forfattere, der var aktive i samme årtier som Elsa Gress, er hun endnu ikke blandt de genudgivede. Det kan naturligvis stadig nås, men selv til arbejdet med denne artikel blev spørgsmål om Elsa Gress og hendes forfatterskab sendt videre mellem litterære eksperter, da få i år 2019 føler, de ved nok til at udtale sig. Som en forsker fra Lunds Universitet sagde:

”Det er, som om Elsa Gress er blevet skubbet lidt ud på sidelinjen.”

Men hvem var hun så, denne såkaldte rappenskralde? Var hun virkelig så skrap? Og hvorfor står hun derude i siden?

Det sidste ville muligvis ikke have gjort Elsa Gress så meget, da hun var en selverklæret ”outsider”. Omfavnelsen af at være anderledes og udenfor fremhæves endda af mange tidligere tekster om hende som definerende for hendes synspunkter og forfatterskab.

Den blev allerede stadfæstet i hendes barndom, hvor hun levede et rodløst familieliv med mange flytninger og drillerier fra andre børn på grund af faderens glæde ved galopbanen. I hendes første erindringsbog ”Mine mange hjem” fra år 1965 beskriver hun perioden, og i sit tredje og sidste erindringsværk, ”Compañia I-II” fra 1976, beskrives følelsen som baggrund for, at hun etablerer sig som ”professionel outsider”.

Litteraturforsker Karin Sanders skrev i 2011 om Elsa Gress’ position:

”[Det er] en position som hun både fremhæver som nødvendig, og som hun ironisk nok samtidig protesterer imod. Forfatterskabet præges af brydningen mellem at ville fastholde en marginalposition – at være outsideren, der ser klarere – og at ville høres og forstås.”

Afstanden mellem Elsa Gress og den almene dansker i hendes samtid kan også være med til at forklare hendes position i dag. Det mener en af dem, der har gjort det til et projekt at huske Elsa Gress og genintroducere hende i 2019. Festivalchef Pia Thanning fra Møn har skabt en ni dage lang Elsa Gress-festival, ProGress, på Møn. Til daglig ejer hun et arbejdsrefugium, som har til huse i Elsa Gress’ gamle bolig.

”Der var nok en divergens mellem den menige dansker og Elsa. Udover at hun jo blev set af mange som provokerende, var hun også lynende intelligent og talte og skrev i vendinger, som ikke altid gjorde det nemmere for folk at forstå hende. Desuden var hun så belæst og berejst, at hun og den almene borger fra andedammen talte ud fra vidt forskellige forudsætninger. Derfor var der nok mange, der gik forkert af hende dengang, og derfor deler Elsa vandene i dag,” siger Pia Thanning.

Elsa Gress engagerede sig i debatten både gennem kroniker, essays, debatbøger og romaner for at få folk til at høre efter. Men hvad var det, hun gerne ville sige?

Hun havde en tendens til at gå imod strømmen med dengang moderne emner som kvindekamp og ligestilling. For eksempel introducerede hun Simone de Beauvoirs ”Det andet køn” til det danske marked, men tog afstand fra sin tids kvindebevægelse og feminisme med sit debatessay ”Det uopdagede køn” fra 1964. Her tilskrev hun sig i stedet humanismen, for kvinden var i hendes øjne ikke et ”andet” køn, men et ”uopdaget” et, som manglede at blive afmystificeret.

”Dertil må man så bare føje, at man heller ikke kommer manden som person og menneske nærmere ved at analysere begrebet Manden. Han er mindst lige så mystisk som kvinden,” skrev hun.

Hun havde også meget på hjerte om kunst og kunstnerens smertefulde lod i livet, måske på grund af omkostningerne ved hendes eget liv som netop kunstner, forfatter og dramatiker.

Derudover fortæller professor i litteratur ved Syddansk Universitet Anne-Marie Mai om Elsa Gress’ uforudsigelighed i den offentlige debat:

”Elsa Gress’ engagement var uomtvisteligt, men det kunne være svært at forudsige, hvor hun ville placere sig i en diskussion. Det eneste, der var sikkert, var, at hun ville vende sig imod formynderi. Hun frygtede for eksempel, at velfærdsstaten ville blive et åndeligt formynderi, som hun ikke kunne stå inde for, for hun gik absolut ind for det frie menneskes udfoldelse og ret til åndelig vækst og fremgang. Og så var hun optaget af at være bredt orienteret. At man skal vide, hvad man taler om, når man udtaler sig. Man skal have en horisont og ikke bare holde sig til den hjemlige andedam, hvilket måske også er en grund til, at folk blev personligt provokerede af hende. Hun havde en vilje til at ruske op i en dansk sammenhæng, der i hendes tid havde en tendens til at lukke sig meget om sig selv og ikke være særligt internationalt orienteret. Men hun hørte ikke hjemme i nogen bestemt ideologi eller politik.”

Elsa Gress’ kamp for den individuelle frihed tilskrives af mange hendes møder med nazismen samt oplevelser med med senator Joseph McCarthys antikommunistiske politik i USA i 1950’erne. Som 17-årig vandrede hun gennem Europa sammen med sin bror Palle Gress og oplevede nazismens voksende tilsutning i ”trampende soldaterstøvler, bange blikke, og henrykte smil hos folk, der havde set føreren”.

I sine erindringer beskriver hun sig selv, i sin tid i modstandsbevægelsen under krigen, som en ”avanceret illegal”, der måtte gå under jorden og sove på lofter og i badekar.

McCarthyismen mødte hun som studerende i 1950’ernes USA, hvorfra hun skrev kritiske kronikker om landets ”snæversyn” og ”holdningstyranni” til hjemlige aviser, indtil hun formåede at blive udvist fra USA i 1952. Hendes kærlighed til den amerikanske kultur kom dog senere til udtryk i essayssamlingen ”Nye strejftog” fra 1957, og den amerikanske maler Clifford Wright fulgte hende til Danmark og blev hendes livslange partner.

Et af formålene med årets Elsa Gress-festival, ProGress, er ifølge Pia Thanning at gøre op med billedet af den vrede rappenskralde. Mennesket bag var andet og mere end det, lyder det fra dem, der kendte hende personligt.

Hun var mor – først under hårde vilkår som enlig og uden for ægteskab efter en affære med en gift mand i USA – til i alt tre børn og havde et lykkeligt ægteskab med Wright. Hendes søn David Gress blev senere selv en markant forfatter og politisk tænker (han har blandt andet skrevet bogen ”From Plato to Nato” og var meget aktiv i samfundsdebatten en årrække). Elsa Gress stod for madlavningen i hjemmet og fik til tider dårlig samvittighed over, at børnenes aftenhøjtlæsning ofte gik i vasken.

Og så var hun en ven – også med sine kritikere. Ebbe Mørk skrev efter hendes død:

”Når man holdt Elsa i hånden, holdt hun fast, og det kærligste udbrud var en knytnæve i brystet: ’Jeg elsker dig, din dumme skid!’.”

Hun skrev breve til folk, hun var uenig med, ikke kun for at fortælle dem hvorfor, men også for at komplimentere deres mod og potentiale. Den første kontakt, hun nogensinde havde til en ung Hans Hertel, var en konstatering af, at selvom hun var uenig med ham, så skulle han ”klemme videre på”. Han kaldte hende med tiden en ”åndelig jordemoder”, ikke mindst som hentydning til hende og hendes mand Clifford Wrights kunstnerkollektiv, Decenter, som blev et kreativt frirum, hvor grupper af kunstnere og intellektuelle fra hele verden mødtes for at skabe kreative eksperimenter på tværs af kunstarter og kulturer.

Decenter havde først hjemme på en gammel nedlagt skole, dernæst på Marienborg Gods på Møn og havde lysekroner dekoreret med strudsefjer, papegøjer, rum fyldt med bøger og folk, der sov eller tegnede i græsset. Her huserede i en slags refugium alt fra amerikanske videnskabsmænd til indiske dukkemagere og prins Henrik, og flere kunstnere har siden varmt fortalt om den støtte, de fandt hos parret.

En af dem er skuespillerinde og tidligere teaterleder Jytte Abildstrøm, der ”kunne tale i timevis” om Elsa Gress og hendes inspiration. Hun deltog også på ProGress-festivalen tidligere på sommeren for at fortælle om mennesket Elsa Gress:

”Der er alt for mange, der har fokuseret på hendes diskuterende sider. Man skal huske at tage mennesket som helhed. Elsa havde så mange kapaciteter og en umådelig viden. Jeg tog engang med hende og en gruppe andre på klovnekursus i Rom, og på togturen derned fortalte hun hele Europas historie. Hun vidste noget om alt. Men for hende var viden ikke pointen i sig selv. Det var, hvilken livsholdning man tager ud af den viden. Og jovist har jeg da fået skældud af hende, men jeg havde sikkert fortjent det. Hun har sagt ’du er dum’ og ’gå med dig’. Så gik jeg langt væk, men når jeg kom tilbage, så sagde hun: ’Hvor er det godt, du er her. Kom, lad os elske hinanden’.”

Arrangøren af ProGress-festivalen, Pia Thanning, mener også, at nutiden kan hente inspiration hos Elsa Gress.

”Samfundet har brug for begavede modsigere, som kan nuancere tingene og vende dem på hovedet. Elsa sagde engang, at hun ikke var interesseret i at genere nogen, men at man jo må sige det, man skal. Hun var engageret og beundringsværdigt modig, selvom det havde store omkostninger for hende. Først og fremmest var hun et fantastisk menneskeligt eksempel. Selvom hun har et stort og flot forfatterskab bag sig, er hendes største livsværk den måde, hvorpå hun samlede folk og gav dem sit nærvær.”

”Når man holdt Elsa i hånden, holdt hun fast, og det kærligste udbrud var en knytnæve i brystet: ’Jeg elsker dig, din dumme skid!’.

”Elsa havde så mange kapaciteter og en umådelig viden.