Jobs Bog har inspireret forfattere på stribe. Og en ny udgave har netop set dagens lys

Halfdan Rasmussen, Mark Twain og C.S. Lewis er blot nogle af de mange forfattere, som gennem tiden har fundet inspiration i Jobs Bog

Fra venstre: Halfdan Rasmussen, Mark Twain og C.S. Lewis.
Fra venstre: Halfdan Rasmussen, Mark Twain og C.S. Lewis. Foto: Arthur Strong/Wikipedia Commons, Nf/Ritzau Scanpix og Steen Jacobsen/Ritzau Scanpix.

Passerer man Helligåndskirken i København, øjner man måske monumentet for ”Den ukendte koncentrationslejrfanges grav” med indskriften:

”Muselmand, ukendte Job/aske i en askehob/ legioners sorg og ve/ sover i din askes sne/ Menneske. Navnløse ven. / Giv os mennesket igen.”

Halfdan Rasmussens ord refererer til ”Jobs Bog”, der blev nedfældet for små 2500 år siden, og Rasmussen er blot en af mange skribenter, der har trukket på dette mageløse skrift, som nu er udkommet i en handy knækprosaudgave på basis af den autoriserede bibeloversættelse fra 1992. Mærkeligt nok er det ikke anført i kolofonen til denne nye udgave om Job, der som bekendt både var gudfrygtig og velhavende. Ja, Job var så from og forsigtig, at han endog bragte brændofre for sine voksne børn. Man ved jo aldrig, om de har dummet sig til en fest eller af vanvare er kommet til at bande. Så er det godt at sikre sig Guds velvilje!

Men nu problematiserer Satan Jobs gudfrygtighed over for Gud:

”Ræk din hånd ud og rør ved alt det, han ejer. Så skal han nok forbande dig op i dit åbne ansigt.”

Gud svarer, at Satan jo kan ramme Job og se, om ikke han forbliver from trods prøvelserne.

Mark Twain skrev et sted, at han havde oplevet dage, hvor han ville have ønsket, at Noa var kommet for sent til arken. Sådanne dage venter Job. Først forsvinder Jobs rigdom, derpå omkommer børnene, og endelig rammes han af bylder og sidder i en askedynge. Jobs hustru er rystet over gemalens resignerede attitude.

”Forband Gud, og dø!”, udbryder hun.

Men Job svarer:

”Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde.”

Han bringer sin kone til tavshed, men prøver han også at bringe sin egen tvivl ud af verden?

At Jobs ydre er i en slem forfatning er åbenbart for enhver. At det indre heller ikke har det for godt, bliver tydeligt for hans venner, der aflægger ham besøg. Er det den Job, vi kendte og misundte? Efter en uges tavshed indvier vennerne ham i deres skæbnetunge overvejelser:

”Gud vil aldrig forkaste en retsindig, men onde mennesker tager han ikke ved hånden.”

Job opfordres altså til at slutte baglæns. Onde gerninger fører til onde skæbner. Sådan lyder de forskånedes selvglade omkvæd, men som et andet genstridigt æsel hugger Job klovene i asfalten og forklarer, ”at det er Gud, der krænker mig”.

Undervejs gør Job sig dog tanker om sin egen begrænsning. I en tale om visdommen beskriver Job sin tids landvindinger:

”Jern hentes op af jorden, kobber udsmeltes af sneen.”

Nu om stunder ville man sige: Vi kan sende en mand til månen, spalte atomer og kortlægge den genetiske kode. Men ellers må vi give Job medhold:

”Hvor bor indsigten? Mennesker kender ikke vejen til den.”

Derfor kan Gud dog godt vise retfærdighed, og snart forvandler stammehøvdingen Job sig til en repræsentant for hele den lidende menneskehed. Vrede kan slå ud, vrede kan slå ind, lagt sammen bliver vreden til en fortørnelse, hvor Job må spørge Gud, hvad der er meningen med, at der er vendt op og ned på godt og ondt. Især ondt.

Først kommer der intet svar, og der er noget ubehageligt ved tavshed, noget ufortolkeligt, hvor man ikke rigtig ved, om man er købt eller solgt, men endelig svarer Gud på Jobs klager med en række verbale raketter og festlige insinuationer:

”Hvor var du, da jeg grundlagde jorden?”

Og Gud fremviser stolt de to mytologiske monstre, flodhesten Behemot og havuhyret Livjatan. Med denne demonstration meddeler Gud, at det onde hører med til skabelsen, men at det aldrig kan rasere skaberværket totalt. Da Gud indgik væddemålet med Satan, satte han også en grænse for Satans angreb på Job:

”Skån hans liv!”

Med sin tale anbringer Gud Job under evighedens synsvinkel, og med ét forstår han sin egen placering i skaberværket:

”Jeg havde hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne; derfor kalder jeg alt tilbage og angrer i støv og aske.”

Hvad har Job da set? Han har set Guds vælde og tilværelsens uudgrundelighed, han har set skabelse og tilintetgørelse.

Og han bøjer sig.

Den franske essayist Montaigne skriver et sted, at med menneskets ringe forstand ser Gud ud som den rene galskab, mens mennesket set med Guds overvældende forstand forekommer tåbeligt. ”Jobs Bog” fremmaner et gudsbillede, der kan minde om det, C.S. Lewis lancerer i serien om Narnia. Løven Aslan er heri et billede på Gud, der bliver karakteriseret således:

”Hvem har sagt noget om, at man skulle føle sig tryg ved ham? Naturligvis kan man ikke det. Men han er god.”

Biskop Tine Lindhardt har skrevet en lille bog om ”Jobs Bog”, hvori hun fint sammenfatter tekstens opbyggelighed for nutidens læsere med ordene:

”Fat mod, for dine ulykker betyder ikke, at Gud har vendt sig fra dig, eller at du er lukket ude fra livet. Det mørke, ondskaben, lidelsen, Satan er nok en del af livet – men det er kun en underordnet del. Og der er altid mere at sige end det. – For Gud har fat i den lange ende.”

I denne tro tager Job på ny fat på livet, han forventer ikke belønning, men han får den alligevel. Han får nu lige så mange børn som før og dobbelt så mange får, kameler og okser. I Anden Mosebog står der, at hvis man uretmæssigt har tilegnet sig en anden mands ejendom, skal man betale dobbelt tilbage.

Kærligheden mellem Gud og Job stod sin prøve, og nu kommer kærligheden til udtryk blandt mennesker. Job redder sine venner, hvis teologiske vankundighed Gud havde sat sig for at straffe. Det havde Job ellers ikke behøvet. Vennerne havde spredt mismod og dårlige vibrationer i svære stunder, men kærlighed består netop ikke i at bære nag eller at spekulere i muligheden for modydelser.

Efter endt læsning forstår man Søren Kierkegaards begejstring for Jobs Bog:

”Dersom jeg ikke havde Job! Det er umuligt at beskrive og nuancere hvilken betydning og hvor mangfoldig en betydning han har for mig (…) Læs den, læs den atter og atter.”