Hvis Joe Biden afløser Donald Trump ved det kommende præsidentvalg i USA, vil den amerikanske befolkning atter få en leder, der tager kristendommen dybt seriøst. Sådan har det som regel været i landets historie, men også på dette felt er Trump en afviger. Kristendom fylder kolossalt meget i amerikansk politik. Bliver Biden valgt, er det et ”Return to Normalcy”, som præsident Warren G. Hardings kampagneslogan lød i 1920 efter krigsårene.
Her er, hvad troen betyder for Biden med hans egne ord:
”Jeg har altid fundet trøst i ritualet, der er forbundet med min katolske tro. Rosenbønnen giver mig ro. Den er næsten en form for meditation. Og messen er et sted, jeg går til for midt i vrimlen at være for mig selv. Jeg føler altid, at jeg er alene, kun mig og Gud. Når jeg beder, beder jeg ikke kun til Gud, men beder til Neilia og til min mor om at gå i forbøn til Gud på mine vegne. Det er en form for påmindelse til mig selv om, at de stadig er en del af mig, findes inden i mig”.
Ordene falder i selvbiografien ”Lov mig. Håb, modgang og formål”, der udkommer på dansk i dag. Den handler om dødens nærvær, for Biden har virkelig mistet: først sin kone Neilia og lille datter, der blev dræbt i en trafikulykke for over 40 år siden, og senere – i 2015 – sin søn Beau Biden, der døde af cancer i hjernen, mens Biden var vicepræsident under Barack Obama.
Dødsfaldene præger selvsagt Biden, men gennem hele bogen fornemmer man tydeligt, at troen og et stærkt familiesammenhold er det bagtæppe, der bevirker, at Biden ikke giver op. Derfor er ”Lov mig” langt mere end et indlæg i den aktuelle valgkamp, men en bog om tro, sorg og livsmod på trods.
I de både velskrevne og lettilgængelige kapitler føres læseren gennem årene som vicepræsident med fokus på udenrigspolitik, arven fra den irsk-katolske opvækst, Beaus sygdom og død, de 36 år som senator, Bidens reaktioner på politivold, raceoptøjer, vielse af homoseksuelle og skole- og kirkeskyderier i Obamas præsidentperiode, samt hans beslutning om at stille op til præsident, hvor man fornemmer, at støtte fra den konservative New York Times-klummeskribent David Brooks betød ganske meget.
En sympatisk beskedenhed præger Bidens selvfremstilling. Han ved godt, at posten som vicepræsident historisk set har været nogenlunde nytteløs at indtage, ligesom han er pinligt bevidst om, at hvis den eneste formue, man (som Biden-familien) ejer, er lidt friværdi i huset hjemme i Delaware, kommer man ikke langt i amerikansk politik.
Alligevel klør han på og prøver at opnå mest muligt ud fra sin fars maksime om livet: at hvert menneske og familie ender ”i hovedbogen med en balance på nul på skalaen over lykke versus uheld”. Bidens fænomenale politikerkollega Daniel Patrick Moynihans opsummerede livsvisdom er også en inspiration: ”Hvis du ikke forstår, at livet vil slå dig ud, så forstår du heller ikke det irske ved livet.”
Dermed ikke sagt, at Biden ikke er privilegeret og sikkert også er kommet nemmere til nogle ting end så mange andre. Og hans kampagnestab vil sikkert bruge den i den empati-offensiv, der også er en del af valgkampen. Men hans beskedenhed, ukuelighed, respekt for ”den lille mand”, kristendom og værdikonservatisme, som den præsenteres i bogen, virker ærlig og bringer klare mindelser om de gamle Reagan-demokrater, der under 1970’ernes enorme udbygning af velfærdsstaten blev trætte af Det Demokratiske Parti og i stedet stemte på republikaneren Reagan, der for dem at se bedre repræsenterede klassiske arbejdsklassedyder end de gradvist mere akademiserede demokrater.
Ugens mest omtalte politiske bog er uden tvivl tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens ”Om de fleste og det meste”, men spørgmålet er, om ikke Joe Bidens ”Lov mig” er noget mere langtidsholdbar? Den giver et jordnært indblik i det politiske liv, taler ærligt om død, sorg og tro, præsenterer et menneskes livssyn og karakter og lægger et politisk program frem, som – ligesom i indledningen til denne anmeldelse – er et ”Return to Normalcy”. Biden skriver:
”Mange af præsidentkampagnerne den sommer (da Trump blev valgt, red.) virkede fastlåst i fortiden. Man skændtes om, hvad der var sket, hvad der gik galt, hvad Amerika havde tabt. Hvis jeg stillede op, ville jeg tegne et billede af Amerikas fremtid”.
Præcis her har så mange præsidentkandidater før Biden lagt sig, for det er den ærkeamerikanske position: Fremtidstro optimisme pakket ind i patriotisme og Gudstro. Om Biden så kan realisere drømmen er selvsagt et meget åbent spørgsmål.
Hans selvbiografi er trods de mange kvaliteter undertiden en kende rosenrød og familiefejrende – kvaliteter, som europæere ofte finder er ”typisk amerikanske” tæt på kvalmegrænsen. Men kan man tøjle sin mulige kynisme og blaserte fordomme, venter en fin oplevelse med Bidens bog med bud til både dem, der selv har mistet, og dem, der følger amerikansk politik.