Hovedprincippet, for ikke at sige selve det grundlæggende princip i politik, lærte jeg som 12- eller 13-årig i 1950’erne i min morfars køkken. Mine forældre var for nylig flyttet til Delaware med vores familie, men fredag aften plejede mor og far som regel at putte mig, min søster Val, min bror Jimmy og lille Frankie ind i bilen og køre til Scranton, Pennsylvania, for at tilbringe weekenden hos morfar Finnegan. Så havde jeg hele lørdagen til at lege med mine kammerater fra det gamle kvarter – spille baseball, spille basketball, lege røvere og soldater.
Indimellem tog vi ned til Green Ridge Corners og lagde vejen omkring Handy Dandy for at få ammunition til vores knaldhættepistoler eller omkring Pappsy eller Simmey for at købe slik. Simmey lå ved siden af Joseph Walshs forsikringsagentur, så vi passerede altid lige forbi krucifikset i vinduet. Det virkede hverken usædvanligt eller på nogen måde mærkeligt at få øje på et krucifiks i et forretningsvindue.
Mange af de næringsdrivende i Green Ridge var katolikker med irsk baggrund ligesom os selv. Det tænkte vi aldrig nærmere over. De fleste børn i kvarteret var tilsyneladende katolikker, og vi var alle sammen godt klar over, hvad der blev forventet af os. Hvis vi på vej ind til Simmey om lørdagen fik øje på en nonne på gaden, hilste vi med kasketten – ”god eftermiddag, søster” – og sørgede altid for at holde døren for hende. Ligeledes spillede præsterne en stor rolle rundt om i kvarteret og skulle behandles respektfuldt. Min morfar kunne sagtens finde på at beklage sig over monsignor Vaughan, fordi han altid bad om flere penge, men ingen i Green Ridge kunne finde på at gå forbi en præst uden at hilse: ”G’ eftermiddag, fader.”
Mange af butikkerne i Green Ridge havde ligget der i op mod halvtreds år, lige siden de første elektriske sporveje havde ført an i udviklingen af de tætbebyggede kvarterer, hvor irere i små kår kunne flytte ud med deres familier for at få en smule frisk luft og en lille plet grønt græs. Nogle af butikkerne var min mor også kommet i som lille pige.
Når vi så havde brugt vores lommepenge på slik hos Simmey, tog Charlie Roth, Larry Orr, Tommy Bell og jeg selv videre til Roosie Theatre for at se dobbeltforestillinger til tolv cent-billetten – som regel to westerns eller Tarzan-film.
Havde vi tid tilovers efter forestillingen, lagde vi måske vejen ind omkring Thompsons butik. Mr. Thompson havde en levende abe i butikken, så selv hvis vi ikke havde flere penge tilbage til slik, var det en oplevelse i sig selv at være derinde. Måske blev vi også hængende lidt foran Evelyn og E-Paul for at mærke lugten af hjemmelavet slik og is drive forbi. Men når solen begyndte at gå ned, satte Charlie, Larry, Tommy og jeg kursen hjemad ned forbi East Market Street til Lackawanna-floden. På vores side af floden var bredden markeret med små, tætte træer på to en halv meters højde, hvor vi svingede os i grenene og genopførte scener fra den Tarzan-film, vi lige havde set. Mere eventyrligt var det at krydse floden i strakt galop oven på fyrre centimeter brede rør. Vi var klar over, at vi nok egentlig hellere burde lade være; dengang i halvtredserne blev floden brugt som kloak og var tilsvarende beskidt. Vores forældre advarede os altid om at holde os fra den. Men hvem ville få det at vide, når blot vi lod være med at falde i? Det var dog ikke ligefrem en dødssynd at løbe hen over rørene.
Når vi var færdige nede ved floden, var det som regel snart spisetid, så vi begyndte at sætte tempoet op – gennem gyden bag Richmont Street, hvor der lå en række garager uden overetage. Tommy og jeg løb hen over tagene og sprang fra det ene til det næste. ”Jorden er en sump. Hvis du rører den, er du død – ædt af alligatorer!”. Charlie og Larry foretrak derimod som regel at håbe på det bedste nede blandt alligatorerne.
Nogle gange kunne en af beboerne i Richmont Street finde på at slå et vindue op og råbe ad os – ”kan I drenge så se at komme ned fra garagerne!”. I alle tilfælde var det som regel ved at være mørkt lørdag aften, før Charlie, Larry, Tommy og jeg nåede hjem.
Søndag var noget helt andet, for den var helliget familien. Først skulle vi til messe. Jeg måtte ikke selv bestemme, om jeg ville med. Hele Finnegan-klanen kørte sammen over til den katolske Saint Paul, og kirken føltes altid ligesom at komme hjem.
Jeg havde allerede arbejdet mig gennem spørgsmålene i min Baltimore-katekismus: Hvem har skabt os? ... Hvem er Gud? ... Hvad er ånd? ... Hvad mener vi med at sige, at Gud er kærlighed? Og svarene: Fordi Herrens ord er sandt, alt, hvad han gør, står fast. Han elsker ret og retfærdighed, Herrens godhed fylder jorden. Jeg kunne stort set hele min katekismus udenad. Jeg havde lært Fadervor og den apostolske trosbekendelse udenad. Jeg havde været til skrifte for første gang. Morfar Finnegan havde lært mig at bede rosenkrans. Og når jeg hver aften gik ind for at kysse min morfar godnat, indprentede han mig altid: ”Tre Ave Mariaer for renhed, Joey.”
Det tog lang tid, før det gik op for mig, at han talte om kyskhed. Oprindelig troede jeg bare, at han mente ædelhed eller rene hensigter, hvad der var i overensstemmelse med de prædikener, vi havde hørt i Saint Paul. Det handlede mere om gode gerninger end om selv at være god.
Efter messe samledes familien Finnegan og deres venner hjemme hos min morfar i North Washington Avenue 2446 ude ved trolleybanens endestation. Middagen var allerede lavet og stod og holdt sig varm i ovnen, så kvinderne kunne slappe af i spisestuen, mens de sad og følte på kniplingsdugen og drak te.
Imens slog min morfar og hans kammesjukker fra kvarteret, måske også en bekendt fra Scranton Tribune samt mine morbrødre, Jack og Boo-Boo, sig ned omkring køkkenbordet. Der sad de så i eftermiddagssolen og diskuterede sport og politik. Det var belæste og oplyste mænd med alsidige interesser – og de elskede at diskutere. De fik vendt både lokalpolitik, landspolitik, begivenheder ude i verden, Truman versus MacArthur og Truman versus stålkoncernerne. De var demokrater og holdt som arbejdere eller arbejderbørn med Truman, men måtte også indrømme, at Truman måske nok var gået for langt i sit forsøg på at overtage Youngstown Steel. Måske havde det alligevel været rigtigt af Højesteret at sætte ham på plads. En præsident er præsident og ikke diktator. Det virkede uamerikansk. Men han havde da i hvert fald været ærlig omkring det. Det var det ved Harry Truman, de godt kunne lide: Der var ingen forstillelse. Han havde gjort sig sin holdning klar og var ikke bange for at sige den.
Derimod havde mændene omkring morfars bord ikke den store fidus til Demokraternes nye bannerfører, Adlai Stevenson. Han var vist lidt blød i det, mente de. Eisenhower ville de gerne lade tvivlen komme til gode. Han var trods alt krigshelt. Min far deltog ikke særlig meget i samtalen, men stolede på Ike af den grund, at han både havde formået at vinde en krig og håndtere såvel de vestlige allieredes nationale interesser som de store egoer hos Franklin Roosevelt, Winston Churchill, Charles de Gaulle, feltmarskal Montgomery og general Patton. Far anså Eisenhower for at være en mand med tyngde, en rigtig leder. Familien Finnegan ville imidlertid stadig sætte spørgsmålstegn ved Ikes politik.
Jeg blev draget af tempoet og intensiteten under holmgangene ude i morfars køkken, og selvom jeg var for lille til at tage løbende del i diskussionerne, havde mændene ikke noget imod, at jeg fra tid til anden blev hængende for at lytte. Selv når samtalen gled over på lokalpolitik – forholdene i Scranton og Lackawanna amt – og tonen blev ophidset, fandt de aldrig på at jage mig ud.
Sådan som jeg husker det, var de en bestemt søndag i gang med en lokal politiker, de omtalte som Patrick, en glat, irsk type, der var ven med stiftet, ven med arbejderne, ven med naboerne, ven med sin familie – og måske også lige venlig nok. Jeg vil tro, at Patricks politiske vennetjenester selv i klientelismens tidsalder ofte havde vakt interesse i de lokale aviser. Ifølge nogle af de yngre var det ved at være på tide, at Patrick trak sig tilbage og gav mulighed for, at det demokratiske partiapparat i Scranton kunne moderniseres en smule. Jeg bemærkede imidlertid også, at selv om min morfars venner blev ved med at angribe Patrick, fortsatte han ikke desto mindre med at forsvare ham. Efter nogen tid holdt min morfar op med at forsvare ham og gjorde noget, han ellers aldrig plejede at gøre under disse maratondiskussioner om søndagen: Han vendte sig om mod mig og sagde: ”Joey, du undrer dig vist over, hvorfor morfar synes godt om Patrick.”
”Nej, nej, nej, morfar. Slet ikke.”
”Du kan godt lide mr. Scranton, kan du ikke, min ven?”.
Hvad skulle jeg sige? Man løj ikke ved morfar Finnegans bord.
William Scranton var i mine øjne selve indbegrebet af en retskaffen borger. Han var den type mand, min far respekterede. Mr. Scranton nedstammede fra den familie, der havde grundlagt byen. Under krigen havde han været pilot ligesom min helt af en onkel. Han var veluddannet og den fødte leder.
”Altså, jo. Jo, morfar. Ham kan jeg godt lide.”
”Joey, nu skal jeg forklare dig forskellen på Patrick og Bill Scranton. Hvis jeg beder Patrick om at gøre mig en tjeneste, kan han sige enten ja eller nej. Måske ser han mig i øjnene og siger: ’Beklager, Ambrose, her kommer jeg til at skuffe dig noget så forfærdeligt.’ Det kan jeg sagtens leve med. Uanset Patricks holdning vil han i hvert fald give åbent udtryk for den. Jeg er muligvis ikke altid enig med ham, men han har tilstrækkelig respekt for mig til at sige tingene lige ud.”
Min morfar kaldte mig over til sin stol, og da jeg kom hen ved siden af ham, lagde han armen om mig og trak mig ind til sig: ”Ved du, hvor mr. Scrantons familie bor, Joey?”. Jeg kunne sagtens forestille mig den slags hus, familien Scranton måtte bo i; det kunne ikke være andet end et palæ. ”Jeg kunne ringe op lige nu,” sagde han, ”og præsentere mig: ’Mr. Scranton, det er Ambrose Finnegan fra Tribune, jeg har et problem. Er der mulighed for at mødes?’. Så ville han sige: ’Bestemt. Du kan bare komme herhen, Ambrose.’ Gennemført høfligt. Jeg ville gå op ad den store trappe og banke på døren, hvorefter hans tjener, Jeeves, ville åbne. Jeeves ville vise mig indenfor. Han ville tage min frakke. Så ville han føre mig hen til biblioteket og tilbyde mig en sherry.” Jeg vidste ikke, hvad en sherry var, og min morfar gjorde ikke ophold i historien for at forklare det, men det lød som noget rart at få. ”Så vil mr. Scranton komme ind og sige: ’Ambrose, hvad kan jeg gøre for dig?’. Og så ville jeg fortælle ham om mit problem, hvorefter han ville erklære det for en fornøjelse at kunne hjælpe mig.”
Og netop da løftede morfar armen og slog mig mellem skulderbladene. Han slog mig så hårdt, at jeg blev forskrækket. Jeg troede, han måske var vred på mig, at jeg på en eller anden måde havde skuffet ham. Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at rødme. Men min morfar fortsatte bare med at tale. ”’Ambrose,’ ville han sige, ’det vil være mig en fornøjelse at kunne hjælpe dig.’
Joey, det ville først være, når jeg havde fået min frakke og var kommet ud ad døren og nået ned på den første afsats, at jeg mærkede det varme blod løbe ned ad ryggen.”
”Ved du, hvad vi irere kalder det, Joey?”, spurgte en af mine morbrødre. ”Vi kalder det at blive taget i røven med fløjlshandsker på.”
Min morfar ikke så meget som så hen på min morbror. Han fastholdt mit blik og sagde: ”Joey, mærk dig mine ord: Mænd som mr. Scranton ville aldrig behandle deres venner i country club’en på samme måde, som de behandler os ude på gaden. De anser sig for at være højt hævet over politik. For dem er politik kun noget for polakker og irere og italienere og jøder, så der kan man slippe afsted med hvad som helst.”
Jeg var godt klar over, at Ambrose Finnegan var demokrat og havde et anstrengt forhold til de bedre kredse i Scranton, men jeg kunne stadig ikke forstå meningen med at afskrive verdens mr. Scranton’er på forhånd. Min far sagde altid, at man ikke kunne bebrejde folk for at være rige. Men jeg forstod også, at min morfar prøvede på at bibringe mig en forståelse af noget mere grundlæggende end klasseforskelle.
Han ville have mig til at forstå to vigtige ting. For det første, at ingen gruppe står over andre. Som politiker er man forpligtet til at være i øjenhøjde med alle, uanset om de så bryder sig om ens holdninger eller ej. Og for det andet, at politik var en æressag. Et ord er et ord. Når man giver nogen sit ord, så holder man det.
Lige så længe jeg kan huske, har jeg haft en lidt romantisk opfattelse af, hvad politik bør være – og kan være. Hvis man praktiserer politik på den rigtige måde, kan det for mig at se rent faktisk også lade sig gøre at forbedre folks kår. Og integritet er den grundlæggende forudsætning for at deltage i spillet. Næsten fyrre år efter at være gået ind i politik er jeg stadig betaget af mulighederne i politik og i at være valgt til et offentligt embede. Jeg vil gå så vidt som til at sige – og det mente min morfar også, ved jeg – at min profession er et kald.