Man skal holde af gammelt, klassisk dansk sprog fra omkring 1840 for at synes om Goldschmidts roman ”En Jøde”. Men gør man det, er romanen en guldgrube af talemåder og omgangsformer fra denne tid. Og dertil en handlingsgang, som en moderne plotskaber nok vil misunde den gamle Goldschmidt. Et plot, der slører de personlige erfaringer, Goldschmidt som jøde har haft med datidens kristne samfund.
Og man forstår, at genudgivelsen har at gøre med nutidens danske samfund og dets modtagelse af de fremmede kulturer, som i de sidste år gennem flygtningestrømme er ankommet til landet. Jødernes historie i 1800-tallet i datidens Danmark udgør en udmærket parallel til de fordomme, muslimer i dag er udsat for.
Goldschmidts roman gav publikum i 1846 mulighed for at se ind bag vinduerne i det ellers tillukkede jødiske miljø, som man vidste lige så lidt om dengang, som vi nu ved om livet som muslim. Måske fungerede denne roman dengang som Yahya Hassans digte i vores tid?
Publikum dengang benyttede i hvert fald muligheden, og romanen blev forholdsvis hurtigt udsolgt. Fyldt med jødiske talemåder, og omhyggeligt oversatte noter i bunden af siderne, blev romanen en slags vejviser ind i det regelbundne liv, jøderne førte. Men den var også tænkt som en vej til det almenmenneskelige i de skildrede jøder. Ja, romanen kan læses som et kæmpende forsøg på at få den kristne verden til at indse, at disse jøder er mennesker, som de selv er det.
Vi følger drengen Jacob Bendixens opvækst og hans lyst til at lege med de kristne drenge, der imidlertid udelukker og mobber ham på grund af hans jødiske identitet. Og det fortsætter i hans øvrige skolegang, indtil han begynder sit lægestudium, hvor han nogenlunde anerkendes på grund af sine gode karakterer. Men så forelsker han sig i en kristen pige, Thora, der også bryder sig om ham. Umuligheden af et ægteskab mellem de to bliver imidlertid et voksende tema i hendes familie, for i hvilken tro skal deres eventuelle børn opdrages? Jacob vælger da at tage i krig i Algier og senere Polen for at vinde den hæder, der kan gøre ham til en værdig ægtemand for Thora. Men i hans fravær gifter hun sig med Jacobs kristne rival, løjtnant Engberg.
Hjemkommen og fortvivlet tager han sin hævn og ender desillusioneret som jødisk pantelåner. Så meget for hans længsel efter at blive lukket ind i det kristne samfund, den længsel, som havde ført ham til at elske Thora.
Romanen er bestemt heller ikke blid ved det jødiske miljø. Egentlig er den en ret fortvivlet skildring af umuligheden i at trænge gennem menneskelige fordomme. Som Sten Rasmussen rigtigt påpeger i det gode efterskrift, er romanens styrke den realisme, som findes i beskrivelsen af såvel det jødiske som det kristne danske samfund, en realisme, der bestemt ikke opmuntrer. Og dog er der i bogens neutrale stil en stor glæde ved det danske sprog, et klassisk dansk, der fører læseren ned til udgangspunkterne for en række talemåder, så man bag om nutidens sprog føler sig ind i sproget omkring 1840. Ikke Kierkegaards akademiske sprog, men et mere journalistisk sprog, hvor man mærker Goldschmidts journalistiske erfaring som udgiver af det satiriske tidsskrift Corsaren: Vennen Levy siger for eksempel til Jacob: ”Deres Stilling er piinlig, Bendixen. De gaar omkring med en hul Tand og vil gjerne af med den, men har ikke Mod til at lade den trække ud. Og der er dog kun to Alternativer at vælge imellem. De maa høre det endnu engang: Enten lade Dem døbe eller slaae op” (med Thora).
Det er denne neutrale ”ikke-stil”, der har slået Goldschmidt fast som en klassisk dansk forfatter, fordi den samtidig er ledsaget af en dyb indsigt i menneskelige motiveringsveje og menneskelige fordomme. De fordomme, som jøderne er udsat for fra det danske, kristne samfund, men som de på anden vis udøver mod hinanden inden for den jødiske menighed.
Det er andenudgaven af romanen fra 1852, der genudgives, og i den har Gold- schmidt indsat små stykker, der, som han siger i efterordet, skal rette op på kompositoriske mangler i førsteudgaven. Han har gjort det for at understrege ”det religiøse Hovedspørgsmaal”, som er det næsten uløselige, hvordan de to religioner kan leve side om side med hinanden i fred? I denne negative udviklingsroman er der ikke meget håb, men senere fik Gold-schmidt mere tiltro til dannelsens mildnende virkning på modsætningsforholdet.