Funklende begyndelser
”I sing my songs of love and pain / Winds of change or simply singing, I’m singing in the rain.”
Allerede på åbneren, ”Middle of the Lake”, deklarerer Martha Wainwright sit femte epos som et vejrbidt skilsmissealbum. Men sololivet bag nedrullede persienner og fejlslagne gode hensigter brydes af nye horisonter. De ti velproducerede sange handler lige så meget om genfødsel, ny kærlighed og nye orienteringer. De ledsages af sprøde countryrock-guitarer, og på sit femte album viser den canadiske kunstner sig, når hun er bedst.
Stemmens vidunderlige vekslen mellem såret ruhed og optimistisk kærlighedshyldest bør finde nye lyttere derude i efteråret.
Da Asger Tarpgaard slog sine folder i 90’er-powerpop-bandet Superheroes, var selveste Beck på listen over fans. Nu debuterer han under navnet Late Runner, og både Beck og George Harrison vil nok kunne høre ekkoer af sig selv. Musikken er melodisk og næsten anti-superhelterock, når han synger om facader og trangen til at gemme sig for livet (”I Wear Shades”), og dykker i flere af de melankolske og nostalgisk lydende sange godt ned i sommerdrømmenes ulidelige lethed.
Det lyder let, når man hører musikken, men i Tarpgaards velkonstruerede trubadurpop er der noget – meget faktisk – på spil. Selv kalder han sangene for modne, og han er ikke en flyvende teenager-helt længere, men gode musikere flyver lettere med alderen. Trods et par mindre spændende numre har han fundet sin sande topform.
Multikulturelt bryllup
Sydamerika og Anatolien er gift. I hvert fald i Aarhus-musikeren Orhan Özgür Turans nye projekt Ipek Yolu (det tyrkiske navn for Silkevejen), og forleden dansede gæsterne i haven på en udendørs restaurant ved Ry, da bandet spillede koncert. Sådan går det, når cumbia – folkelig dansemusik fra Latinamerika, som i de senere år er blevet voldsomt populær verden over – kommer på bordet. Og når der krydres med afrobeat og tyrkiske slagere, som vor mor lavede den, dufter det!
Åbneren, ”Ay Adam”, betyder ”månemand”, og her findes ingen korrekte grundtrin: Ligesom den jødiske klesmer-musik kaldes et bryllup mellem himmel og jord, fordi den passer til både sorg og ekstase, finder man sit eget humør med Ipek Yolu. Bandet forbinder hele verden med sine skæve tropikale melodier. Ay, det svinger.
Besked fra Prince
Prince lavede dette album i 2010, altså under Obamas vagt i Amerika, og den ofte politisk bevidste funk-kunstner udgav det aldrig, øjensynligt fordi bassisten, Tal Wilkenfeld, ikke kunne tage med på touren. ”Welcome to America” når ikke samme niveau som ”A Piano and a Microphone”, som arkivarerne fandt på en CD-rom og udgav posthumt i 2018. Prince yndede at pakke sin musik med budskaber, ”Sign o’ the Times” er ikke andet end beskeder til verden og tidsånden. Ladet med såvel håb som desperation. America, you know!
Kan vi, i 2021, leve uden disse 12 sange, som manden ikke nødvendigvis selv ønskede udgivet? Tja. Balladen ”When She Comes” har det prægtige stof, som alle hans ballader rummer. Resten er udmærket cool funk og løssluppen jam – men set bedre andetsteds, ikke mindst hos det lilla geni selv.
Billie Eilish har hele pakken
På sit andet album, ”Happier Than Ever”, beretter 19-årige Billie Eilish om, hvad der er sket siden sidst, rejsen til poppens tinder med sangen ”Ocean Eyes” og debut i 2019. ”NDA” siger ligesom det hele: ”Got a stalker walking up and down the street / Says he’s Satan and he’d like to meet / I bought a secret house when I was 17 / Haven’t had a party since I got the keys.”
Hun er et ikon på Instagram og respekteret blandt ældre kolleger. Fordi hun har hele pakken: overrumpler og tager poppen nye steder hen. ”Billie Bossa Nova” snuser til brasiliansk, og generelt er hun mindre udbasunerende og tør tage EDM-tempoet fra sidst væsentligt ned, og jeg glæder mig allerede til, hvad Eilish finder på næste gang. ”Happier Than Ever” er en fin overraskelse for nu.