Prøv avisen
Bog

Jødisk humor og kultur

Der skal quizzes i den jødiske kultur. Foto: Henrik Vering

Noget af det, der knytter de vidtspændende tekster sammen, er deres niveau, både hvad angår indhold og form

Erik Enriques Bing: Mosaisk quiz - hundrede spørgsmål om jødisk kultur. 99 sider. 150 kroner. Forlaget Tågaliden.

Egentlig læser man ikke så meget spørgsmålene for at blive ledt frem til et svar. Man læser dem først og fremmest for deres egen skyld - for deres åndfuldhed, humor og stilistiske elegance.

Jødisk kultur, som sagen drejer sig om, forstås i denne sammenhæng af den ansvarshavende ”som en blanding af historie, bibelhistorie, litteratur, teater, film, musik, filosofi, bygninger, gadenavne, rabbinere, forfattere, arkitekter, skuespillere, filosoffer, komponister og kendisser”. Noget af det, der knytter de vidtspændende tekster sammen, er deres niveau, både hvad angår indhold og form. Allerede navnet på forlaget, der udgiver bogen, er en påmindelse om udgangspunktet: Tågaliden er tillige navnet på en lille grusvej i villabyen Stocksund i Sverige, hvor Erik Henriques Bing og hans jødiske familie opnåede husly, efter at de i oktober 1943 var flygtet fra Danmark. Han var da tre år.

Bogen tager udgangspunkt i et citat af overrabbiner Marcus Melchior om jødedommen som ”den rene, ubeskårne og indiskutable monoteisme”. Citatet stammer fra et møde i 1968 på Blegdamsvej 23 i København, hvor biskop W. Westergaard Madsen talte om protestantismen, og biskop Hans Martensen om katolicismen. På baggrund af disse og - heldigvis - flere andre oplysninger beder opgavestilleren om navnet på den forsamling, hvor mødet fandt sted. Svaret skal ikke røbes her.

Næste spørgsmål gælder intet mindre end grundlæggelsen her til lands af Det Mosaiske Troessamfund, der siden 2014 har heddet Det Jødiske Samfund i Danmark. Bing tillader sig imidlertid også at anslå lettere temaer. For eksempel når han lader et kendt mediemenneske aflevere disse barndomsminder fra ”de jødiske saloner”: ”Et støjende leben. Grinede man ikke, så var det, fordi man græd. Ingen gjorde aldrig ingenting. Kun alting”. Denne gang vover anmelderen at tale over sig: Beskrivelsen skyldes Thomas Blachman.