Jørgen Carlsen: Taknemmelighed giver mennesker overskud til at være noget for andre

Vi vil gerne hensætte eleverne i en tilstand af taknemmelighed over livet, fortæller højskoleforstander Jørgen Carlsen, der driver Testrup Højskole efter de klassiske grundtvigske dyder. Lørdag morgen fejrer den populære højskole 150-årsjubilæum

Vi taler om at gøre vores elever forundringsparate, og vil skabe en forventning om, at livet har en merbetydning ud over det faktuelle og materielle, siger Jørgen Carlsen.
Vi taler om at gøre vores elever forundringsparate, og vil skabe en forventning om, at livet har en merbetydning ud over det faktuelle og materielle, siger Jørgen Carlsen. Foto: Kaare Viemose/BAM.

Jørgen Carlsen er godt klar over, at det lyder temmelig ubeskedent, men selvom undersøgelsen er både uofficiel og hjemmelavet, så er det ikke desto mindre sandt, siger han og fastslår så:

”Cirka halvdelen af alle debuterende forfattere har været elever på Testrup Højskole, inden de kom ind på Forfatterskolen.”

Sikkert er det, at skrivelinjen, der blev oprettet kort inden årstusindskiftet, er blevet højskolens mest populære, og at rigtig mange gamle ”tessere”, som de kaldes, har fået udgivet romaner, digtsamlinger eller andre tekster. Det gør forstander Jørgen Carlsen stolt, men først og fremmest er han glad og taknemmelig over at drive en højskole efter de klassiske grundtvigske dyder, som spreder ringe ud i det danske samfund.

”Vi taler om at gøre vores elever forundringsparate, og vil skabe en forventning om, at livet har en merbetydning ud over det faktuelle og materielle. Der er ikke noget filter mellem højskolen og omverdenen, og vi vil gerne hensætte eleverne i en tilstand af taknemmelighed over livet. Det er taknemmeligheden, der giver mennesker overskud til at skabe og til at være noget for andre,” siger Jørgen Carlsen.

Han lægger vægt på, at Testrup med vilje ikke kalder sig forfatterskole eller forfatterforberedende, for det er alt for lidt højskoleagtigt.

”Man skal ikke komme her, hvis man kun har ambitioner om at skrive, for vi vil meget mere end det. Det er vigtigt for mig, at også skrive-eleverne får hele højskolepakken, og hvis man er en nørdet, lidt indadvendt forfatterspire, så har man kun godt af at kigge ud i verden,” siger han.

Vi har sat os på en af de hvide bænke i gården, som er Testrup Højskoles hjerte. I gårdens midte står en lindetræ. Sådan et træ stod der også for 50 år siden, men det blev fældet i forbindelse 100-årsjubilæet, fordi der skulle være plads til et festtelt. En forbrydelse, mener Jørgen Carlsen, der tog initiativ til, at et nyt blev plantet, da Testrup Højskole kunne fejre sin 125 årsfødselsdag og han sine første fem år som forstander. Nu står det der med hjerteformede blade og minder om det levede højskoleliv i med- og modgang.

Jørgen Carlsen taler om jubilæumsfesten i morgen, hvor det er 150 år siden, højskolen blev til. Det var i årene lige efter nederlaget til tyskerne i 1864, og Testrup var en af mange danske højskoler, der så dagens lys på det tidspunkt. Og han taler om højskolens dna, som han sammenfatter som en blanding af klassisk engelsk universitetsliv og livet på en dansk bondegård. Så bliver han afbrudt. Et yngre par med to børn ved hånden vil gerne hilse på.

”Vi mødte hinanden her for 15 år siden, og nu vil vi gerne vise vores børn stedet,” siger de og præsenterer sig som Sofie og Jakob.

”Nej, hvor er det hyggeligt,” replicerer Jørgen Carlsen og opfordrer parret til at fortælle deres børn, at havde Testrup Højskole ikke eksistereret, så var de aldrig blevet til!

Sådan er der mange gode historier, for der er en grundlæggende glæde og munterhed til stede på højskolen, som gennem alle årene har været med til dagligt at oplade Jørgen Carlsens batterier.

”Målet med dannelse må være kærlighed til verden og lyst til at tage medansvar. Menneskelivet er ikke bare en slutspurt. Den, der vinder rotteræset, er stadig kun en rotte,” siger han grinende og erklærer sig forventningsfuld forud for jubilæumsfesten i morgen, der blandt andet byder på taler, musik – og ikke mindst forfatteroplæsninger af tidligere ”tessere”.

Når vi synger eksempelvis ”Du danske sommer” sammen, så er det ikke bare udtryk for en meteorologisk begivenhed, det er en sindstilstand i en eksistentiel form. Det mener forstander Jørgen Carlsen, der her har sat sig til klaveret i højskolens centrale gård.
Når vi synger eksempelvis ”Du danske sommer” sammen, så er det ikke bare udtryk for en meteorologisk begivenhed, det er en sindstilstand i en eksistentiel form. Det mener forstander Jørgen Carlsen, der her har sat sig til klaveret i højskolens centrale gård. Foto: Testrup Højskole