Der findes mange smukke sange, der besynger den danske sommer. Folk forbinder måske især danske sommersange med Thøger Larsens vidunderlige sange som ”Danmark, nu blunder den lyse nat” eller ”Sommervise” med åbningslinjen ”Du danske Sommer, jeg elsker dig”, som alle kan synge med på. For hvem elsker ikke sommeren? Det gør jeg i hvert fald, endda på trods af min høfeber! Men det er alligevel en anden og mindre kendt sommersang, jeg vil fremhæve fra Højskolesangbogen.
For mens Thøger Larsen enten besang sommerens skønhed eller sørgede over dens ubestandighed i sin digtning, når han for eksempel skrev om den danske sommer: ”Du er i Sindet jo lunefuld, dog Hjertet inderst er pure Guld”, beskrev Ludvig Holstein med sin anderledes pessimistiske sommersang ”Fyldt med blomster blusser” en melankoli midt under sommeren, når den var allerdejligst. For der findes også en sjælelig tilstand, så man, selv når sommeren er der, kan føle skønheden ebbe ud.
For eksempel tror jeg, at mange mennesker bliver lidt vemodsfyldte, når sommeren er ved at være forbi. Da jeg var barn, skyldtes det vemod, at jeg nu ikke længere havde fri til at tage i skoven eller bade ved de gode strande ved Sønderborg, hvor jeg voksede op. Men nu, hvor jeg har rundet 70 år og nærmer mig min udløbsdato, skyldes melankolien, at jeg ved, at livet ikke er uendeligt, og hvor mange flere somre får jeg egentlig lov til at opleve?
Det er bemærkelsesværdigt, at man ofte måler livet i somre. Man siger om mennesker, at de er så og så mange somre gamle, men ikke så og så mange vintre gamle. Og det er jo, fordi livet typisk blomstrer om sommeren. Livet har sit højdepunkt for de fleste om sommeren, og hvor mange af de højdepunkter er der tilbage?
”Fyldt med blomster blusser” har fulgt mig i over 30 år. Nu ved jeg, at den også bare blev kaldt ”Sommersang”, da den udkom som en del af digtsamlingen ”Digte” af Ludvig Holstein i 1895. I 1932 skrev Flemming Weis, som jeg ellers ikke ved meget om, så den vuggende, men også lidt svære melodi, der går i en avanceret 9/8-takt. Måske er det også medvirkende til, at jeg ikke kendte til sangen, før jeg hørte den første gang i en sønderjysk præstegårdshave i slutningen af 1980’erne. Jeg var dengang selv i 30’erne og ny forstander på Testrup Højskole, hvor vi havde en musiklærer, der var bror til den sønderjyske sognepræst Thomas Fenger. Han holdt engang sangtime i sin præstegårdshave og foreslog denne for mig ukendte sommersang med den mærkelige linje ”ak, så blev det sommer”. Jeg havde såmænd ikke rigtig været opmærksom på den før, men det er jeg blevet sidenhen.
Ludvig Holstein er repræsenteret med fem sange i Højskolesangbogen. Han er en meget spændende digter med en sjælelig poetisk sans. Det er ham, der også har skrevet ”Det er i dag et vejr, et solskinsvejr”, ”Det lysner over agres felt”, ”Det er lærkernes tid” og frem for alt ”Vi sletternes sønner” om Sjælland. Men ”Fyldt med blomster blusser” er overraskende, fordi den er en pessimistisk sang om sommeren.
Man kan spørge sig selv, hvorfor man skulle stønne over og beklage, at det blev sommer? Men det kan man godt gøre, hvis man er melankolsk anlagt eller pessimist. Når jeg bruger ordet pessimist, er det, fordi jeg er snublet over, at der i 1884 udkom en sangbog på tysk, der hed ”Pessimisten-Gesangbuch”. Den blev udgivet af en mand, der hed Otto Kemmer. De fleste vil sige, at man ellers taler om sangglæde og glæde ved sommeren, og hvordan kan pessimisterne så have en sangbog? Men det er, fordi vi har en alt for snæver forståelse af, hvad en pessimist er. Vi tror, at det bare en, der ser sort på alting. Det kan det selvfølgelig også godt være, men pointen her er, at den sande pessimist i filosofisk forstand er den, der venter sig så meget af livet, at man ikke kan undgå at blive skuffet. Man kan sige, at pessimistens problem er, at han eller hun har en overfrankeret forventning til livet, og fordi den er overfrankeret, kan man næsten ikke undgå at blive vemodig eller melankolsk.
Det er lige præcis det, der skinner igennem hos Ludvig Holstein. Han er så betaget af sommeren, at forventningens glæde nærmest bliver større end den tilstand, han egentlig glæder sig til. For glæden er så kort. Den varer ikke ved. Og sangen beskriver melankolien over tilværelsens forgængelighed. Glæden og skønhedsdrømmen fordufter: Drømmen stiger op mod himlens sky med et dyb af lykke, som den ikke kan nå.
Lykken er uopnåelig. Den kan indfinde sig i glimt, men forsvinder så igen. Vi bliver mindet om, at intet varer ved. Ethvert møde rummer en afsked. Enhver glæde rummer en senere sorg. Hele det tema udfolder Holstein her på mesterlig vis i sin sommersang, der er smukt og sanseligt skrevet. Holstein var en nærmest finmekanisk dygtig lyriker, der brugte mange bogstavrim, så b’erne for eksempel bygger bro i ”fyldt med blomster blusser æbletræets grene”. Men jeg synes altså også, at selve temaet ”ak, så blev det sommer” på en eller anden måde er provokerende og på den anden side tankevækkende.
Min egen forventning til livet er også lidt overfrankeret, så måske er det medvirkende til, at jeg elsker Holsteins sommersang, fordi jeg elsker den danske sommer, når jeg sidder med høfeber og det hele på min altan og tænker på, hvor mange somre jeg mon har tilbage. Jeg håber selvfølgelig meget på den evige sommer, som forskellige salmedigtere jo også skriver om – i for eksempel ”Det dufter lysegrønt af græs”, men det er kun en trøst, for jeg foretrækker de virkelige somre. Og Holstein sprogliggør min melankoli over, at sommeren ikke kan fastholdes. Poetisk indfanger sangen den lykkedrøm, som de fleste af os nærer og forbinder med sommeren. Men lykken er lunefuld og kan ikke fastholdes. Den smuldrer mellem fingrene på os. Til gengæld har Holstein begået et digt, der er blevet til sang, som på smukkeste vis besynger både sommeren og livets sårbarhed.
Tekst: Ludvig Holstein, 1895
Musik: Flemming Weiss, 1932
Fyldt med blomster blusser æbletræets gren.
Atter blåner himlen dyb og varm og ren.
Over markens blommer brummer humlebien honningtung og ør.
Ak, så blev det sommer! Vandrer du langs stien drømmende som før?
Blomsters blide dufte bæres vidt om vang.
Gøg fra fjerne skove kukker dagen lang,
Hørte du i dalen, hvor de klare kilder klinger gennem krat
Sang af nattergalen, lange løb af triller i den lyse nat?
Vestens brise bruser gennem korn og græs,
Slettelandets bølger lover rige læs
Himlens milde byger deres gyldne grøde bringer fjernt og nær.
Blomsterstøvet ryger, dufter dig i møde over rug som drær.
Ak, så blev det sommer! Smægtende på ny.
Skønhedsdrømmen stiger op mod himlens sky.
Svanehvid den svømmer som et dejligt smykke i det dybe blå.
Hele jorden drømmer om et dyb af lykke som den ej kan nå.
Alle interviews i serien kan findes på k.dk/kultur.