Der er én person, som har inspireret mig næsten i daglige doser. Det er Otto Leisner.
Fra 1977 og frem til hans pension cirka ti år senere havde jeg kontor næsten side om side med ham i TV-Byen. Jeg blev hentet til DR, fordi man ønskede at genstarte Dansk melodi Grand prix og skabe et forum for rock- og popmusikken, som ikke blev behandlet særligt seriøst i tv dengang.
Det havde jeg jo gjort i en årrække i radioen, og nu var turen til kommet til tv. Otto var ikke begejstret for den type musik. Han mente, at The Beatles var den største kommercielle fidus, som den gruopvækkende pladeindustri havde skabt. Så det var ikke på den front, vi mødtes.
Men jeg var meget inspireret af hans måde at tale direkte til folk på, som jeg selv prøvede at gøre efter og – tror jeg nok – lykkedes med i radioen.
Men tv var noget andet. Jeg var føl hos ham i mange situationer og var blandt andet med i Norge for at sende fælles nordiske ”Uha-programmer”. Jeg sugede til mig, når jeg så ham opvarme og underholde publikum.
I dag har man som regel professionelle opvarmere, men Otto gjorde det selv. Han havde et mindre vittighedskartoteket, og til sidst kunne jeg det næsten udenad. Da jeg selv begyndte at lave programmer som vært, fik jeg nogle på hatten i pressen.
Otto viste mig sine anmeldelser fra dengang, han startede. Det beroligede mig.
Det var åbenbart noget, man skulle igennem, hvis man tillod sig at servere noget som meningsdannere ikke synes, folk skulle have lov til at se.
Otto blev pensioneret i en sen alder, og jeg nåede lige at danne makkerpar med ham i de to sidste sæsoner af tv-serierne OBS 86 og OBS 87, hvor DR skulle lære folk at betale licens på den gode måde helt uden pejlevogne. Det var en stor oplevelse.
Han var en fin og meget omhyggelig mand, man ikke kunne undgå at føle sig inspireret af.