Jørgen Leth: Jeg er klar til at være mere troende

Digteren og filmskaberen Jørgen Leth er aktuel med digtsamlingen ”Det bliver ikke væk”, der handler om angsten for at falde og dø – og lysten til at fastholde livet på papiret. Men nu håber han også, at han bliver omfavnet af Gud

”Selve det at gå er en viljesakt,” siger Jørgen Leth, der bogstaveligt talt forsøger at holde sig i gang. –
”Selve det at gå er en viljesakt,” siger Jørgen Leth, der bogstaveligt talt forsøger at holde sig i gang. – . Foto: Leif Tuxen.

Jørgen Leth spænder et stort smil ud i ansigtet, mens han langsomt nærmer sig med en linedansers forsigtighed. Et skridt ad gangen gennem Det Danske Filminstituts restaurant Sult midt i København. I øjeblikket er filminstruktøren og digteren ved at klippe en ny film med arbejdstitlerne ”I walk” eller ”Jeg kigger på mine fødder”, og temaet går også igennem hans nye digtsamling ”Det bliver ikke væk”, der både handler om angsten for at snuble i gangen og tankegangen med udsigt til, at døden nærmer sig.

”Sproget er et mylder i et glemt brød,” skriver digteren, der altså stadig lever i bedste velgående med samlingen, som i denne uge fik fem stjerner her i avisen.

”Man kan koge det hele ned til angsten for at falde,” skriver han i digtsamlingen, der også beskriver et enkelt konkret fald under en stærk sommerblæst i Skagen, inden han rejste sig fra sandet og asfalten og kom til hægterne igen.

”Det er noget, jeg sander meget i disse år. Det er ikke, fordi jeg falder hver dag. Det gør jeg langtfra, men jeg tænker hele tiden på det, så jeg ser mig for, når jeg går. Og det er uvant for mig,” siger den snart 82-årige Jørgen Leth med et fast greb om sin fornemme stok med sølvhoved:

”Selve det at gå er en viljesakt,” kommer det så.

”Man skal gå for at leve, synes jeg. Og det er jeg blevet meget bevidst om, og det irriterer mig grænseløst, at jeg ikke går så frit som tidligere. Det prøver jeg at rette op på hele tiden. Jeg løfter fødderne og tvinger mig selv fremad. Det skal jeg hele tiden øve mig på, fordi det er så svært i min alder at styre sine skridt og komme i gang. Det handler om at komme i gang. Det har jeg skrevet mange digte om i tidligere sammenhæng. Det er en vigtig øvelse at kunne komme i gang. At sætte sin fod og komme et skridt frem. Det er en helt enkel ting. Men jeg er meget interesseret i enkeltheden ved den øvelse. Er du med?”, spørger han og fortsætter:

”Og så spiller jeg tennis, og der kan jeg mærke, at den frihed, jeg efterlyser, pludselig er der, så jeg pludselig kan bevæge mig meget frit, harmonisk og sommetider inspireret. Det er et mysterium for mig, at en aktivitet som tennis udsletter vanskeligheder for mig, men det konstaterer jeg, hver gang jeg spiller tennis.”

Gennem sproget kan han også bevæge sig frit for at fastholde det liv, der var og er – som en dreng, der samler insekter i et glas, som han skriver:

”Tankerne er gode men de forsvinder/ De skal indfanges i glas, ligesom insekter/Pilles fra hinanden ligesom insekter.”

Det er heller ikke kun barndommens billeder, han genbesøger i digtsamlingen, men mange af sine gamle helte, der vender tilbage i tankerne ”som en kær salme fra barndommen”, og ”selve skriveprocessen er et livstegn,” som han selv siger, da han har sat sig ned og liver op ved udsigten til et stykke smørrebrød med hønsesalat. For livet gælder også om at finde små ting at glæde sig til. Og sådan vokser livslysten også for ham i løbet af dagen, forklarer han:

”Jeg har meget svært ved at få mig selv til at stå op om morgenen, fordi jeg er meget formørket om morgenen. Jeg har ingen drift efter at komme op, men det overvinder jeg ved simpelthen at sætte mig med benene ud af sengen. Sommetider lægger jeg mig igen, men sommetider fortsætter bevægelsen. Og langsomt bliver jeg bevidst om, at der er noget, jeg skal. Der er noget, jeg skal læse. Og der er morgenmad, der venter mig nede på café Det Vide Hus. Den morgenmad er ofte det bedste argument for at stå op, og i løbet af dagen er krisen overvundet, fordi der tydeligvis er andre ting at se frem til. Allerede hen imod klokken 12 begynder jeg at forstå, at der alligevel er en mening med at være her. Det lyder dystert, men sådan er det,” siger han, mens en tjener serverer smørrebrødet som et lille stykke mening med livet – pyntet med omhu, violette trekløvere og sprøde baconstykker.

Det begynder med lysten til morgenmad, og derefter udvikler livsappetitten sig altså. Men i ”Det bliver ikke væk” skriver han også, at ”det værste er at vågne med en pludselig klarhed”:

”Det oplever jeg meget. Jeg hader det med at vågne, og så er der en pludselig nøgtern klarhed.”

Kan det også være en dødsbevidsthed?

”Ja, bestemt. Digtene er også meget i nærheden af en definitiv situation. De er vel i nærheden af døden på en vis måde. Det er ikke en besyngelse af døden, for det er ikke, fordi jeg selv har lyst til at dø lige med det samme, men jeg er blevet mere klar over, at jeg skal dø.”

I digtsamlingen skriver Jørgen Leth ærligt om, hvordan sexlivet nu er forsvundet, men det er skabertrangen langtfra. Og lysten til at genbesøge sine egne værker og udvide dem ved at gå ind ”som en slags voodoo” er kun vokset.

Foto: Leif Tuxen

”Jeg vender tilbage til de ting, jeg har beskæftiget mig med tidligere og prøver at tappe dem for nyt indhold, prøver at sætte dem op på en ny måde med den undren, der kommer med den øvelse. Jeg vender hele tiden tilbage til de folk, der har betydet noget i mit liv på samme måde, som jeg nu sætter Torben Ulrich og Ole Ritter med i min nye film, og jeg regner også med at tage Jean-Luc Godard med, fordi ham beundrer jeg meget og føler et slægtskab med som filmskaber. Jeg startede som journalist i 1959 og mødte Ole Ritter i 1960’erne og han er stadigvæk en af mine bedste venner i livet. Han er ikke prædikant på nogen måde, men med sin simple levemåde lærer man noget, fordi han er så klog,” siger Jørgen Leth og ser op over brillekanten:

”Men jeg er meget åben over for at blive påvirket religiøst. Og jeg har den indstilling, at jeg sådan set er klar, men jeg synes ikke, at der er nogen, der vil bruge den parathed til noget. Jeg er klar til at være mere troende, men jeg finder ikke en tager af det.”

Er det måske, fordi du mest har været iagttager af tro med den distance, der kan ligge i det?

”Jo, det kan da godt være. Jeg vil da gerne have en forklaring på det. Jeg undersøger jo hele tiden, hvorfor det er sådan og sådan. Og jeg synes, at jeg har haft mange muligheder for at komme ind i troen. Jeg er gået til mange begravelser, specielt i Haiti har jeg set mange begravelser. Og det gør altid indtryk på mig. Jeg græder også, når jeg har kendt dem, der dør, og det berører mig at være med til de store messer, der er der. Men jeg føler ikke, at jeg ved, hvad jeg skal bruge det til. Det gør jeg ikke. Sommetider kan jeg blive rørt over en salme, som det fremgår af min digtsamling,” siger Jørgen Leth, der kan få alle sætninger til at lyde som et digt, men pludselig tier længe, inden ordene igen kommer til ham:

”Det kan også være, at det er fuldstændig arrogant at gå ud fra, at man skal berøres af en bestemt følelse, der skal ændre ens liv. Men jeg kunne godt tænke mig at være troende, og når jeg siger det sådan, er det, fordi jeg ikke er det, selvom jeg gerne vil være det. Og jeg ville ønske, at troen bare kom til mig. For jeg synes, at der er en iboende generøsitet i enhver religion. Jeg synes, at jeg har gjort mit, så jeg vil helst gerne modtage, men det kan godt være, at det er en indstilling, der er dybt nedgravet i min tilbøjelighed til at blive betjent. At verden er der for, at jeg skal føle mig godt tilpas i livet, og ikke omvendt. Og jeg ved også godt, at man ikke kan nøjes med at være iagttager i et kærlighedsforhold. Der kan man ikke holde distancen, men må overgive sig til den, og sådan er det måske også med troen.”

Det er dog ikke al form for tro, der appellerer til den gamle digter og filmskaber:

”Pietismen har altid været underlig ikke-engagerende for mig. Jeg har heller aldrig kunnet lide Ingmar Bergmans film, fordi jeg synes, at der er alt for meget skyld i dem. Der er alt for meget, man skal rette op på. Jeg kan til gengæld meget bedre lide Carl Th. Dreyer. Meget bedre. Jeg synes, at jeg har haft nogle virkelig reelle religiøse oplevelser ved at se hans film som ’Ordet’ og ’Blade af Satans bog’. Han havde også planer om at lave en stor Kristus-film, og det er en frygtelig skændsel, at den ikke blev til noget. Han var vores største filmkunstner nogensinde. Selv Lars von Trier har indrømmet, at Dreyer var den største. Men det kunne alligevel ikke lade sig gøre for ham at rejse penge til at lave sin Jesus-film. Jeg tror, at den blev for voldsom for folkene på Palladium eller Nordisk Film, så den blev aldrig lavet. Jeg tror, at han var besat af at gå ned i de reelle følelser under korsfæstelsen, ligesom han rendyrkede følelserne i ’Jeanne d’Arcs Lidelse og Død’.”

Hvordan har du selv været inspireret af Dreyer?

”I renheden og de klare billeder, der fremstiller mennesker, der gør noget udtryksfuldt ligesom i de bedste balletforestillinger. Det er det, der har bevæget mig. Man bliver bevæget, fordi bevægelserne er så tydelige og enkelte. Det kan jeg rigtig godt lide, og jeg vender tit tilbage til Dreyer som inspiration. For han var den største. Og det meste af sit liv troede han også mere på at få amerikanske producenter med på ideen om sin Jesus-film, men det lykkedes ikke. Han afviste på et tidspunkt at lave den i reduceret form, så det er en brat skæbne, at han ikke kom til at lave den film, som måske kunne være blevet vores største kristne mesterværk. Og det er ærgerligt, for manuskriptet lå klar i mange år.”

Er der nogen film, du ikke har fået lavet?

”Nej, jeg kan ikke klage. Jeg har fået lov til at lave selv de mest mærkelige film. Det var kun omkring ’Det erotiske menneske’, jeg mødte lidt modstand, men så tilbød Lars von Trier at tage med til mødet med filminstituttet. Det var stort af ham, for han var ikke engang gået til møder omkring sine egne film, og jeg husker tydeligt, hvordan han satte sig roligt i stolen, men da de begyndte at komme med krav, sagde han: ’Hør her: Jeg er kun taget med i dag for at forklare jer, at der er to instruktører i Danmark, som man bare skal modtage med et uforbeholdent bravo. Og det er Jørgen Leth og Nils Malmros’. Derfra var der ingen problemer,” siger Jørgen Leth og slår et stort smil op, inden han tilføjer, at arbejdslivet også lyser hele livet op for ham.

”Jeg slås evigt og altid med depression. Men at lave et stykke arbejde er jo en benægtelse af det endelige fald. Selve skriveprocessen er et livstegn. Det er sådan, jeg oplever min bog. Det synes jeg, at det handler mere og mere om – også i min nye film. Mit arbejde er også en bekæmpelse af døden,” siger han, inden han rejser sig med fornyet styrke i skridtene på vej op for at klippe sin nye film færdig.

Foto: Leif Tuxen

Læs anmeldelse af digtsamlingen på k.dk/kultur