Johanne Myginds debutroman ”Kærlighedens år” begynder i nutiden. Man følger kvinden Nanna, der netop er blevet skilt og nu forsøger at finde balancen i sin tilværelse med tre børn, et økonomisk usikkert arbejdsliv i mediebranchen og en eksmand med en ny kæreste.
Hun mangler arbejdsopgaver til det lille firma Genlyd, som hun er medstifter af, og hun får den idé, at hun vil lave en radiomontage om sin mors rolle i 1970’ernes feministiske opbrud.
Hendes mor, Elisabeth, var en navnkundig kvindesagsforkæmper i 1970’erne. Nu vil Nanna grave hendes fascinerende fortid frem. Det viser sig imidlertid at være en vanskelig arbejdsopgave. For Elisabeth er ikke særlig meddelsom, når hendes datter møder op med mikrofonen for at optage til den udsendelse, der efter planen skal sælges til P1. Elisabeth er, forstår man, ikke interesseret i at medvirke, og derfor er der nærmest ingen saft og kraft i hendes udsagn. Det, der skulle være et journalistisk scoop og redde huslejen for Nanna og børnene, viser sig at være en veritabel fuser.
Nannas privatliv og arbejdsliv er med andre ord præget af kaos. Hun befinder sig i en vanskelig periode af sit liv og kæmper på en gang med sig selv og sine livsomstændigheder.
Det stof kunne fint udfoldes til en markant roman om køn, konventioner og feminisme i det 21. århundrede. Johanne Mygind holder sig imidlertid ikke til én historie. For beretningen om Nanna, der er sanset og fortalt fra hovedpersonens eget perspektiv, suppleres undervejs af to andre forløb, nærmere bestemt fortællingen om hendes mormors udfordrende liv som ung kvinde i 1950’erne og frem; og så den fortælling om Elisabeths turbulente liv i 1970’erne, som hun ikke ønsker at tale med sin datter om i det nye årtusinde.
Her transformeres romanens formsprog. Hvor Mygind i det primære forløb om Nanna betjener sig af en engageret og stærkt involveret jegfortæller, benytter hun sig af en mere distanceret tredjepersonsfortæller i de to fortidige spor. Måske lyder det forvirrende. Overgangene er imidlertid elegant orkestreret. I praksis læser man derfor bare derudad og nyder at blive suget ind i romanens univers. Det er bestemt ikke ringe gjort af en debuterende forfatter.
Den valgte episke form får overordnet den betydning, at romanen udfolder et fascinerende portræt af tre generationer af kvinder, der er underlagt forskellige levevilkår og derfor også oplever forskellige glæder og bekymringer. Samtidig er mange af de erfaringer, de hver især gør sig, i sagens natur også alment kvindelige.
Det giver alt sammen stof til eftertanke for kvinder og mænd af enhver seksuel og politisk orientering.
Det er oplagt og rimeligt at læse ”Kærlighedens år” som en stærk, velskrevet og nuanceret feministisk opsang om kvinders vilkår før og nu. Det er indiskutabelt det tematiske hovedspor. Romanen er imidlertid også en central fortælling om freelanceres vanskelige vilkår som ”frit svævende” aktører ”på mediemarkedet” for nu at bruge jegfortællerens fine formulering. Med en på en gang lavmælt og insisterende tone dokumenterer Johanne Mygind i sit fiktive univers, hvor krævende det er for en dygtig og nysgerrig journalist uden fastansættelse at opretholde en nogenlunde stabil tilværelse på de honorarer, store etablerede medier, som for eksempel Danmarks Radio, betaler deres frie fugle. Det er godt gået af debutanten Johanne Mygind, at hun undervejs i sin bredt anlagte fortælling om kvinders vilkår også formår at kaste lys på den gruppe af journalister, der arbejder i udkanten af mediekredsløbet.