Johanne Schmidt-Nielsen: Mit hoved og mine tanker er mindre firkantede, når jeg læser

Folketingsmedlem for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen bliver bedre til at tænke, når hun også bruger tid på at læse skønlitteratur. Hun er glad for bøger, hvor forfattere beskriver deres eget liv

Johanne Schmidt-Nielsen bliver bedre til at tænke, når hun læser skønlitteratur. –
Johanne Schmidt-Nielsen bliver bedre til at tænke, når hun læser skønlitteratur. – Foto: Emil Hougaard/Ritzau Scanpix

Når jeg læser skønlitteratur, får jeg samme følelse, som når jeg klipper min mors hæk på Sydfyn. Min hjerne bliver renset. Alle de tørre tal og rapporter, som fylder min hverdag på Christiansborg, kan jo gøre hjernen helt firkantet.

Hjemme har jeg et læsehjørne. Der sidder jeg i en gammel dueblå Wegner-stol, og ved siden af står et lille bord, som min oldefar har snedkereret. Og så tænder jeg op i brændeovnen, selvom Maria Gjerding (miljø- og klimaordfører for Enhedslisten, red.) skælder mig ud og siger, at det er usundt. Nogle får ro til at tænke, når de dyrker motion. Sådan har jeg det desværre ikke. Jeg bliver simpelthen bedre til at tænke, når jeg læser skønlitteratur.

Sommetider går jeg i stå med læsningen, og så skal der typisk en ferie til at sparke læseriet i gang igen. Men for tiden er jeg inde i en god periode, og i januar har jeg kværnet fire romaner. Blandt andre Kirsten Thorups ”Erindring om kærligheden” og ”Det europæiske forår” af Kasper Colling. Når det bliver integreret i min hverdag, flyder jeg fra den ene roman til den næste. Ud over at jeg synes, at jeg tænker mere kreativt politisk, når jeg er i sådan en periode, så giver det mig en behagelig ro i kroppen, og jeg sover bedre, end hvis min dag slutter med tre afsnit af en serie på Netflix.

Jeg har lige læst Leonora Christina Skovs ”Den, der lever stille”. Jeg fik en voldsom trang til at ruske hendes forældre hårdt og længe. Hun skriver om at længes efter sin mors kærlighed og den helt grundlæggende ret til at være den, som hun er. Jeg har ikke læst andet af hende, men det har jeg fået lyst til nu. Hvis jeg var gymnasielærer, var den bog helt klart en del af pensum.

Det samme var Sara Omars ”Dødevaskeren”, som jeg også lige er blevet færdig med at læse. Den er næsten uudholdeligt barsk, men den er vigtig. Og på sin egen måde smuk.

På Instagram (socialt medie, red.) har jeg en lille mission, som går ud på at få flere unge til at læse skønlitteratur. Jeg lægger derfor billeder ud af de bøger, jeg læser, og mange byder ind med, hvad de synes, og af og til blander forfatteren sig også. Det er et overraskende velegnet medie til skønlitterære anbefalinger og samtaler.

Med mig i min taske har jeg bogen ”Vahid” af Kristian Hudsted, der er historien om en dansk mand, som på Lesbos udgiver sig for at være iraneren Vahid og tager Balkan-ruten op gennem Europa. Generelt er jeg glad for de personlige vidnesbyrd, som jeg også nød i Morten Papes ”Planen” og Aydin Soies ”Forsoning”. Som læser har jeg en oplevelse af, at de var nødt til at fortælle deres historier. At de ikke kunne lade være. Jeg kan mærke deres iver, og deres personlige fortællinger gør samfundsdebatten klogere og mere nuanceret.