Prøv avisen

Johannes Jørgensen: Den kristne digter, der var skuffet over sin egen formåen

Johannes Jørgensens erindringsværk ”Mit Livs Legende” er ifølge Jørgensen-ekspert Henrik Wivel en af Nordens essentielle bekendelsesbøger, fordi den beskriver forfatterens vej ind i troen, både som livsform, åndsform og æstetik. – Arkivfoto.

Johannes Jørgensen, der er verdensberømt for sine digte og sin biografi om Frans af Assisi, taler til moderne menneskers tro og tvivl om egen formåen. På søndag er det 150 år siden, han blev født

Hvis november er lig med vemod og tungsind, så var Johannes Jørgensen på mange måder en novembersjæl. Denne sidste efterårsmåned, hvor naturen forfalder, og dagslyset svinder, afspejler digterens tendens til at kigge indad og få triste tanker om, hvad meningen med menneskers gang på jorden egentlig er.

Stemningstungsindet findes i hans forfatterskab, men især i hans dagbøger. Det sidste ved Stig Holsting en hel del om. Siden Det Kongelige Bibliotek i København i 2006 fik overdraget de 10 forseglede flyttekasser, der udgjorde Johannes Jørgensens arkiv, har Holsting været en flittig gæst på bibliotekets læsesal. Her læser han sig bid for bid igennem digterens næsten 1000 dagbogshæfter. En opgave, han forinden havde set frem til i flere år, idet Johannes Jørgensen selv havde bestemt, at arkiverne først måtte åbnes 50 år efter hans død. Formentlig for at sikre sig, at de personer, han skriver om i sine åbenhjertige dagbøger, ville være døde på det tidspunkt.

”Johannes Jørgensens forfatterskab rummer mange dunkle sider, og det gør hans dagbøger i høj grad også. Hans liv var en evig vekselvirkning mellem en nærmest total hengiven sig til det skæbnebestemte og en hengivelse til Gud, der var blandet med smerte. Han havde samvittighedskvaler, og i hans dagbøger kan man læse om svigtende selvtillid og komplekser over egen uformåenhed. Han gennemgik næsten uafbrudt sindsomskiftelser,” siger Stig Holsting, der siden 2002 har været formand for Johannes Jørgensen Selskabets omkring 120 medlemmer.

Stig Holsting fik så at sige Johannes Jørgensen ind med modermælken, idet hans mor var katolik og især interesseret i digterens helgenbiografier i forbindelse med hans konversion til katolicismen i 1896. Selv blev Stig Holsting dog, efterhånden som han læste Johannes Jørgensens forfatterskab, mere og mere interesseret i digterens eksistentielle overvejelser.

”Han tænkte som Grundtvig: Menneske først, kristen så, og på den måde er han evig aktuel og måske i dag mere end nogensinde. Hans overvejelser gik i høj grad på, hvordan man kan være kristen i en mere og mere ikke-kristen verden, og han var grundlæggende altid i tvivl om, hvad han skulle tro på, og hvordan han var i stand til at leve sit liv,” siger Stig Holsting og tilføjer:

”Det moderne menneske er inde i et trosmæssigt dilemma, og mange kæmper en ensom kamp. Det samme gjorde Johannes Jørgensen, og derfor har han bestemt noget at sige vor tids mennesker. Desuden var han en sprogbegavelse ud over det sædvanlige med et stort indblik i europæisk kultur, og alene af den grund bør man blive ved med at læse ham, her 150 år efter han blev født.”

Dr.phil. Henrik Wivel , der er medredaktør på en videnskabelig, tekstkritisk udgave af Johannes Jørgensens syv bind lange erindringsvæk ”Mit Livs Legende”, bifalder, at også moderne mennesker kan have stor glæde af at stifte bekendskab med Johannes Jørgensens forfatterskab.

”Først og fremmest er han en meget fin lyriker med en ren og klar poesi, som holder den dag i dag. Og så er han det bedste eksempel på, at autofiktion ikke er noget nyt fænomen. Han fiktionaliserede sit liv på samme måde, som den norske forfatter Karl Ove Knausgård gør det i dag. Knausgårds store værk hedder ”Min Kamp”, og det kunne Johannes Jørgensens også lige så godt have heddet, for hans liv og forfatterskab var én lang kamp for at blive den, han mente, han skulle være,” siger Henrik Wivel.

Ifølge Wivel var hans omvendelse til den katolske tro en intellektuel viljesag, og han blev hele sit liv ved med at være tvivlende og skuffet.

”Han beskriver det fantastisk i dagbøgerne og i ’Mit Livs Legende’ om selve den dag i 1896, hvor han konverterer. Nådesløst beretter han om, hvordan han går koldsindigt ind til det, og hvor præsten og de omkringstående har tårer i øjnene, føler han ingenting. Hans tilgang er æstetisk og sætter sig ikke i hjertet. Det bebrejder han sig selv, og han er dermed genkendelig for alle os andre. Som Knausgård, der gerne vil være en god familiefar, men ikke kan lade være med at kigge efter de kvindelige pædagoger i børnehaven, kan Johannes Jørgensen heller ikke tøjle sin interesse for kvinder og fremstå som den renfærdige konvertit, han gerne ville være. Det er den samme type maskuline problemer, de to forfattere roder med i hver sit århundrede,” siger Henrik Wivel.

Johannes Jørgensen blev af mange opfattet som katolsk forfatter, men skal man tro Stig Holsting, følte han sig slet ikke værdig til den betegnelse.

”Det bunder i hans tidlige ungdom i København, hvor han følte sig frisat fra alle moralske normer og slog sig løs sammen med digtervennerne Sophus Claussen og Viggo Stuckenberg, der bestemt ikke var religiøst indstillede. Den livsførelse kom til at plage ham moralsk resten af livet. Han var nødt til at tage udfordringen op som forfatter til helgenbiografierne, men følte sig i bund og grund ikke værdig,” siger Stig Holsting og nævner i den forbindelse den lille bog ”Livsløgn og Livssandhed”, der udkom i 1896, få uger før Johannes Jørgensen konverterede.

”Det var bekendelseslitteratur, hvor han gjorde op med sit tidligere liv. Det er sigende, at bogen blev rost i folkekirkelige kredse og kritiseret af de kulturradikale. Jo længere vestpå man kom i landet, jo mere rosende blev anmeldelserne,” siger Stig Holsting.

Når Johannes Jørgensen er så forskningsmæssigt interessant, hænger det sammen med, at han, ifølge Henrik Wivel, ved siden af Georg Brandes er den vigtigste figur i dansk litteraturhistorie. Johannes Jørgensen skabte gennembruddet for symbolismen, og han var den, der introducerede nye hovedstrømninger i europæisk kultur til danskerne.

”Han åbnede en ny port for litteraturforståelsen herhjemme og har haft kolossal betydning for det 20. århundredes poesi. Han brød med Brandes’ naturalisme og kulturradikalisme, men hans dagbøger viser, at han alligevel altid følte sig forbundet med Georg Brandes. Et sted skriver han: ’Jeg er ikke elev af Jesus Kristus, jeg er elev af Georg Brandes.’ Passagen er skrevet på fransk, formentlig for at færrest muligt skulle forstå det,” siger Henrik Wivel.

Johannes Jørgensen blev dekoreret, kom på finansloven og var flere gange i spil til Nobels litteraturpris, men i dag er store dele af hans forfatterskab glemt af den brede befolkning. De fleste vil formentlig kun kende ham fra nogle af hans digte, blandt andet ”Nu lyser løv i lunde”, som vi synger om foråret. Mange danske komponister har skrevet musik til tekster af Johannes Jørgensen, heriblandt Carl Nielsen og Rued Langgaard.

Johannes Jørgensen er dog stadig en af vore mest oversatte forfattere, og selvom han heller ikke i udlandet bliver læst så flittigt længere, er han stadig verdensberømt for sine helgenbiografier. Især værket ”Den hellige Frans af Assisi” (1907) sælges fortsat i store oplag i den katolske del af verden.

Andreas Rude , der er magister i litteraturvidenskab, næstformand i den katolske hjælpeorganisation Caritas og fast bidrager til Kristeligt Dagblads klumme ”Kirken i verden”, ser mest Johannes Jørgensen som en forfatter for den ældre generation af katolikker.

”Det var en dramatisk historie dengang, hvor han brød med de andre litterære symbolister og gik sin egen vej. For nogle konvertitter blev han et forbillede, men han blev aldrig rigtigt integreret i den danske katolske kirke, og jeg tror ikke, at nutidens generation af katolikker er specielt optaget af ham. Jeg kan blandt andet se på mine egne børn, at Johannes Jørgensens forfatterskab ikke rigtigt er noget, der rykker. Men mine bedsteforældre var meget optaget af ham.”

”Til gengæld tror jeg, han har fået en øget økumenisk betydning. Forstærket af miljødebatten er pilgrimsfolket optaget af ham og tilslutter sig hans kristendom uden nødvendigvis at være katolikker,” siger han og fortsætter:

”Hans succes i udlandet gjorde ham til en af de store danskere på linje med H.C. Andersen og Kierkegaard, men hverken herhjemme eller i udlandet har hans popularitet holdt ved. Når vi danskere drager udenlands, kan vi dog stadig godt lide at komme til Assisi og se, hvor det var, han boede.”

Nik Bredholt er regionsleder i Danmission og har i mange år interesseret sig for Johannes Jørgensen. Ifølge ham er det ikke så meget bøgerne som digterens personlige historie, der i dag står stærkt for katolikker.

”Han var en intellektuel sjæl, der satte sit gode navn og rygte på spil for kirken. Et tvivlende og kæmpende menneske, som på trods heraf kom til troen. Både for konvertitter og for dem, der er født ind i kirken, står han i dag som et inspirerende eksempel. Mange kender ham især fra salmen ’Imellem nattens stjerner’, hvor han sætter stærke ord på sin vej ind i troen,” siger Nik Bredholt. Han har selv ofte været med til at synge salmen, blandt andet da hans onkel Bengt Bredholt, der var gudbarn af Johannes Jørgensen, blev begravet for et par år siden.

Ifølge Nik Bredholt er Johannes Jørgensens bøger i dag fast inventar på katolske loppemarkeder.

Johannes Jørgensen var europæer, endnu før det blev et politisk begreb, og han følte sig hjemme mange steder, dog især i Italien.

”Alligevel var han så dansk som nogen, og han så bestemt ikke ned på dansk kultur. Blot mente han ikke, at den kunne skilles fra den europæiske, for kultur stopper ikke ved grænserne,” siger Stig Holsting, som er uddannet porcelænsmaler, men også har udgivet en række digte, der blandt andet er inspireret af Johannes Jørgensens forfatterskab.

Under Første Verdenskrig blev Johannes Jørgensen kendt over hele Europa, da han skrev værket ”Klokke Roland” der var rettet imod tyske kunstnere og intellektuelle, som han så som forrædere, fordi de støttede Tysklands brutale fremfærd i Europa. Det var også i den periode, at digteren begynde at samle op på sit liv og forfatterskab med erindringsværket ”Mit Livs Legende”. Det værk er, ifølge Henrik Wivel, en af Nordens essentielle bekendelsesbøger, fordi den beskriver forfatterens vej ind i troen, både som livsform, åndsform og æstetik. Wivel og hans medredaktør Elise Juul planlægger en samlet videnskabelig udgave af ”Mit Livs Legende” i fire bind, der vil være klar til udgivelse tidligst i 2018.