I Svendborg kender alle navnet Johannes Jørgensen. Skal man på McDonald’s, i Netto eller i Elgiganten, kan man slet ikke komme uden om byens litterære gigant. For alle bruger hovedvejen Johannes Jørgensens Vej, som skærer sig gennem Svendborg som en hovedpulsåre, ligesom H.C. Andersens Boulevard har en central plads i København. Som digter blev Johannes Jørgensen (1866-1956) allerede i sin egen samtid da også – næstefter bemeldte Andersen og Søren Kierkegaard – den danske forfatter, som opnåede den største udbredelse i udlandet.
Johannes Jørgensens internationale gennembrud skyldtes ikke mindst hans helgenbiografier, som stadig hitter i flere katolske lande. Hans biografi om den hellige Frans gjorde tilmed danske Jørgensen til æresborger i Assisi, ligesom han blev det her i fødebyen Svendborg, hvor han også er stedt til hvile.
”Her kender de færreste nok til gengæld hans helgenbiografier. I dag er han vel nærmest gået i glemmebogen for mange, men jo mere man dykker ned i Johannes Jørgensens liv og litteratur, desto mere bliver det klart, hvor stor og bredtfavnende en digter han var. Landets gymnasieelever får jo også stadig lov til at svede over hans symbolistiske digte, som Johannes Jørgensen skrev på samme tid som Sophus Claussen, da Jørgensen stadig var en af Georg Brandes unge yndlinge,” siger den lokale organist, komponist og foredragsholder Povl Christian Balslev, som selv har lagt toner til digterruten for byens store poet.
”Digterruten her er speciel, fordi der er lavet ny originalmusik til,” forklarer organisten og komponisten, som også tidligere har samarbejdet med nulevende salmedigtere som Lisbeth Smedegaard Andersen og Iben Krogsdal.
”Sangmæssigt er Johannes Jørgensen mest kendt for de to sange, der står i Højskolesangbogen, ’Nu lyser løv i lunde’ og ’Sænk kun dit hoved, du blomst’, men jeg har sat musik til nogle af de digte, der knytter sig til stederne her,” siger Povl Christian Balslev, da noget kimer i hans lommer, hvor organistens ringelyd fra mobilen – selvfølgelig – er kirkeklokker.
Tråden fra oven
Et smil breder sig undskyldende i ansigtet på organisten, inden han slukker telefonen for at føre os rundt på ruten, der kommer vidt omkring fra Johannes Jørgensens Vej og biblioteket, hvor hans monument – ligesom familiegravstedet og mindestuen – stadig gør ham synlig i byen.
”Jeg håber meget, at digterruten her vil få flere til at læse Johannes Jørgensen, som jeg vil påstå næsten har skrevet noget for alle, for han spænder meget vidt,” siger Povl Christian Balslev.
For Johannes Jørgensen var troen dog en altoverskyggende del af hans eget liv, og det gennemsyrer også erindringerne ’Mit livs legende’, der sommetider ganske selvudleverende beskriver hans egen forfængelighed på vej mod troen, som fik ham til at konvertere til katolicismen til stor undren i de darwinistiske kulturkredse i København. Men troen ville han ikke slippe.
Johannes Jørgensen skrev også engang en lille historie om en forfængelig edderkop, der spandt et stort spindelvæv og til sidst beundrede sit væv på afstand.
Edderkoppen syntes, at ”en tråd fra oven” skæmmede mesterværket, så den kappede tråden over, men i samme øjeblik faldt hele vævet sammen. Det var nemlig tråden fra oven, der holdt alting oppe. Tråden fra oven var for Johannes Jørgensens vedkommende forbindelsen til Gud, og den valgte den danske digter og forfatter at holde fast i, da han først forstod, hvor meget den betød. Og troen er nok også den tråd, der binder digterruten for den store digter sammen i Svendborg, hvor man ikke kun følger den danske digter fra vugge til grav, som man også kan finde i byen, men ender i hans opstandelseshåb.
Hjem til Svendborg
Ruten begynder dog ved Svendborg Bibliotek, hvor der på 50-året for digterens dødsdag blev rejst en mindesten med et relief af digteren, som i en sen alder vendte hjem til Svendborg, hvor han donerede hele sit eget bibliotek til Svendborg Bibliotek. Johannes Jørgensen boede mange år i Italien, men han længtes altid tilbage til Svendborg, og i digterrutens podcast sammenligner litteraturprofessoren Johs. Nørregaard Frandsen Johannes Jørgensen med H.C. Andersen, der som berejst fynsk forfatter uafladeligt længtes hjem. Ved biblioteket kan man således høre Jørgensens digt ”Fynsk motiv” med Povl Christian Balslevs nye melodi, der lader sine toner ”lægge sig som tjenere” for Jørgensens ord.
Ruten fører videre til et gult hus i Bagergade, hvor hans mindeplade først kom op i 2016. Men det var her, Johannes Jørgensen blev født. Familien boede på første sal. Og her kan man høre hans digt ”Æblehøst”, der også bringer læseren tilbage i Paradisets have, som Johannes Jørgensen følte, at han forlod, da han flyttede fra Svendborg. Men han forbandt først og fremmest sit tabte paradis med sit barndomshjem i Fruestræde, som familien flyttede til, da han var to år. I dag er der mindestuer i ejendommen for foden af Vor Frue Kirke, som digterruten naturligvis også fører forbi.
Efter Johannes Jørgensen senere konverterede til katolicismen, blev Skt. Knuds Kirke hans åndelige hjem i byen. Men det er Assistens Kirkegård her i Svendborg, som Povl Christian Balslev selv først og fremmest forbinder med Johannes Jørgensen, når organisten hver dag går gennem kirkegården på vej til sit arbejde som organist i Vor Frue Kirke.
”Så letter jeg altid i overført betydning på hatten for Johannes Jørgensen,” siger organisten og peger mod et familiegravsted under en stor blodbøg.
Peger på Paradiset
Blomsterne er formet som en vugge på Johannes Jørgensens familiegravsted. ”RIP” står der på den monstrøse marmorgravsten, som efter sigende blev fragtet fra Assisi til Svendborg.
”Det står i øvrigt ikke for ’rest in peace’, men nok snarere for det latinske ’requiescat in pace’ eller det italienske ’riposi in pace’, som betyder det samme: Hvil i fred,” forklarer Povl Christian Balslev og tilføjer:
”Han blev begravet her i 1956. Og her har vi valgt at sætte hans afskedsdigt ’Aftensang’. Jeg har skrevet en melodi til og forsøgt at ramme en tone fra tiden, hvor Carl Nielsen også samarbejdede med Johannes Jørgensen om en digtsamling, der hed ’Søvnen’, hvor ’Sænk kun dit hoved’ er et af dem. Det er faktisk en samling afskedssange. Samtidig skrev Carl Nielsen sin ’Helios ouverture’, som er hans store solopgangsouverture, der har noget opstandelsesagtigt over sig. Og den både vemodige og lyse tone har jeg forsøgt at ramme her. Egentlig er det den sidste post på ruten, men der er et ekstra stop ved Strandhusene, og det betyder også, at vi ikke ender ved kirkegården. Vi følger ham ikke kun fra vugge til grav, men også det næste stykke, og det er meget smukt,” siger den lokale og fører os ud mod havet, hvor man fra en bænk kan skue over sundet mod Tåsinge og livet på den anden side.
”Man får jo næsten fornemmelsen af, at vi kigger over mod det forjættede land eller Paradis,” siger han og tier, mens fuglene synger, og bådene glider langsomt gennem sundet.
”Man kan finde en særlig ro, når man sætter sig her på bænken og kigger ud, og det går jeg ud fra, at han også har gjort, da han har sat sig her og digtet,” siger Povl Christian Balslev, der selv har forsøgt at gengive bølgernes vuggende bevægelser i sin egen melodi til Johannes Jørgensens digt ”Udsigtsbænken”, som Johannes Jørgensen skrev under et besøg i sin barndomsby i 1931.
Og man kan næsten fornemme, hvordan den store digter fra Svendborg både længtes hjem og mod Himlen, da han engang stod drømmende her ved Strandhusene og fødte et digt i sit sind:
Her suser Løvet som i gamle Dage,
og foran mig går Marken ned mod Vadet
og mod Strandhuses skifertage
Derovre løfter langeligt sig Landet
fra Horseskoven op mod Bregning Kirke
– det Landskab, der for mig er Fædrelandet.
Hvad end derude blev mit Hverv, mit Virke,
Her fødtes alt, af dette Syn er rundet
min Udve og min Længsel mod det Blaa.
Sé, aftenblankt og gyldent ligger Sundet.
Og hvad jeg i det Fremmede har vundet
Jeg sér som Sejl i Horisonten staa.
