Maleren Johannes Larsen (1867-1961) har betydet meget for mange. Og det gør han stadig. 60 personer, der på hver deres måde har fundet inspiration og glæde i hans værk, sender ham en kærlig hilsen via udstillingen ”En vidunderlig verden”, der i anledning af 150-året for hans fødsel vises på Johannes Larsen Museet i Kerteminde.
Året igennem har museet markeret jubilæet med udstillinger, udgivelser og særarrangementer. De 60, der er blevet inviteret med til den nye og anderledes fejring, er kunstnere, ornitologer, politikere, skuespillere, forfattere, naturformidlere, videnskabsfolk, museumsfolk og borgere fra Kerteminde. De udvalgte har ud af Larsens righoldige produktion udvalgt værker, som de har et særligt forhold til. Det drejer sig både om værker fra Johannes Larsen Museets egen samling og fra andre museer og private.
Flere har skabt nye værker specielt til lejligheden. Det gælder blandt andre billedhuggeren, professor Bjørn Nørgaard, der bidrager med 24 linoleomssnit inspireret af et af Johannes Larsens hovedværker, nemlig hans træsnit fra 1914 til Steen Steensen Blichers ”Trækfuglene”, i øvrigt det arbejde som de fleste af de inviterede har ønsket at fremhæve. Nye værker er ligeledes skabt af violinist og komponist Harald Haugaard, der har komponeret et stykke musik, ”Stranden”, inspireret af Larsens billede ”Morgensol”, og skuespilleren Jytte Abildstrøm har malet en akvarel med titlen ”Andetræk”. For naturligvis skal også fuglene være med til at fejre deres kunstner, hvad de sandelig også er, på himlen, vandet eller jorden. En glæde for os alle, for aldrig er en fremstillet fugl mere fugl, end når den ses af Larsen.
Ligeledes børnene er der tænkt på, fynske skolebørn, der viser rundt i ”En vidunderlig verden”, som de opfatter den. Vinder i en skolekonkurrence er 5. klasse på Gummerup Skole, fortjent kåret for tre store billeder af livsglæde blandt både mennesker og fugle. Børnenes bidrag fortjener at blive set med mere end overbærende blikke.
Man kan være venlig – men også sandfærdig – og betegne udstillingen som vidtfavnende. Men den er samtidig flimrende, strittende som den gør i alle tænkelige retninger.
I den store bog, der er udgivet i forbindelse med projektet, afsøger afdelingsleder Mette Ladegaard Thøgersen deltagernes skrevne bidrag for nogle fælles temaer i den strøm af mangfoldighed, som publikum skal søge at orientere sig i. Først nævner hun – det er klart – fuglene. Men også dette, at ”rigtig mange” så at sige betragter naturen med kunstnerens blik. Desuden – herunder hos de medvirkende kunstnere – konstaterer hun ”en stor beundring for Larsens tekniske dygtighed og en ydmyghed over for hans enestående kunnen”, endvidere en fascination af hans ”nærmest naturvidenskabelige tilgang til især fuglene” og hans evne til at fremstille dem som individuelle væsner: Hver fugl er en særlig fugl.
Jeg ved ikke, om udstillingen gør mig klogere på Johannes Larsen. Det, den først og fremmest gør mig klogere på, er, hvor nærværende hans kunst er den dag i dag. Vil man yderligere have indskærpet hans betydning, kan man prøve at forestille sig, hvordan verden omkring os ville være, hvis ikke vi havde hans billeder.
Det kan overraske, hvilke værker de inviterede peger på. For eksempel når museumsdirektør Erland Porsmose, der har skrevet en stor, smuk biografi om Johannes Larsen, vælger et billede som ”Bølgen” (1913), hvor motivet er et uroligt hav belyst af skæret fra enten den opstigende eller nedgående sol.
Nederst en samling sten, hvoraf nogle ligner de fugle, der mærkeligt nok ikke er der. Jeg opfatter ikke billedet med dets antydede, lurende dramatik som typisk for kunstneren, men må anerkende begrundelsen for at bringe det – som et eksempel på dybden i Larsens formidling af naturoplevelser.
Jeg undrede mig umiddelbart også en smule over kritikeren og forfatteren Henrik Wivels valg af to ydmyge træsnit af edderfugle. Men også hans begrundelse gør det lidt dunkle indlysende. Træsnittene har nemlig fulgt ham gennem hele livet. Og han kikker stadig på dem hver dag. Det ene er erhvervet på et spejderloppemarked på Virum Skole.
Man kan derimod ikke undre sig over Maja Lisa Engelhardts valg af ”Lærketrækket” (1915), denne monumentale komposition af natur og vejr, en i sig selv hvilende virkelighed, som man oplever med alle sanser. Det er modigt at stille op mod et billede med en sådan gennemslagskraft. Men Engelhardt vover det med seks monotypier, meget selvstændige i forhold til Larsens billede, men vel alligevel på en eller anden måde forbundet med det. Mere tør jeg ikke sige.
Skuespilleren Ghita Nørby har inddraget illustrationer til H.C. Anders eventyr ”Historien om en moder” (1895-1898), som hun sammen med Svenn Skipper opførte i 2015 på museet. Illustrationerne er skabt af Johannes Larsens nære ven, maleren Fritz Syberg. Hvor højt Larsen satte dem fremgår af, at han havde dem hængende i sit soveværelse.
For kirke- og kulturminister Mette Bock ”har Johannes Larsens billede altid stået i et gyldent skær”. Hun har givet plads til en akvarel, han i 1945 lavede til H.C. Andersens eventyr ”Den grimme ælling”, som hun har læst op for både børn og børnebørn. Af en ganske særlig virkning er skulpturen ”Tre udstoppede skarver på pæle”, som naturformidleren og skribenten Michael Stoltze i 1998 fik udført til en anden udstilling. Det treledede bidrag er fremstillet, så man kommer til at tænke på kors, hvad der angiver retningen for ens oplevelse af værket. Det har fået en fremtrædende plads i museets store sal, hvor det kalder på den opmærksomhed, som det også har fortjent.
At gå på opdagelse i Johannes Larsens verden er altid en oplevelse. Jeg vil ikke sige, at udstillingens 60 ”guider” gør den større. Men det er alligevel en glæde at følge nogle veje, der fører frem til ham.