Prøv avisen

Johannes Møllehave i avisstrid

Forfatteren og præsten Johannes Møllehave beskylder i en ny bog Kristeligt Dagblads ledelse for ikke at have håndteret konflikten med ham professionelt Foto: Leif Tuxen.

Forfatteren og præsten Johannes Møllehave beskylder i en ny bog Kristeligt Dagblads ledelse for ikke at have håndteret konflikten med ham professionelt

Under overskriften Johannes Møllehave: Cheferne på Kristeligt Dagblad er gale bragte Politiken.dk i onsdags en artikel, hvori forfatteren og præsten beskylder ledelsen på Kristeligt Dagblad for at være uprofessionel og uforsonlig.

Artiklen, der bygger på uddrag fra Møllehaves nye erindringsbog, "Det er (ikke) lige mig", som udkommer den 11. november på forlaget Lindhardt og Ringhof, er efterfølgende blevet citeret i flere netmedier.

Bogen med undertitlen Erindrings- og tankeflugt kommer vidt omkring i Møllehave liv og levned, venner og fjender og hans forhold til alkohol. Han beretter også om episoden tidligere på året, hvor han på Hotel d'Angleterres foranledning blev anholdt af politiet, og han hylder de restauranter, som han endnu ikke er blevet smidt ud fra.

Johannes Møllehave skrev klummer i Kristeligt Dagblad i 2008 og 2009. Klummerne er blevet udgivet i bogform på Kristeligt Dagblads Forlag, hvor også samtalebogen "Det ender godt" er udkommet.

I sin nye bog fortæller Møllehave i kapitlet "Konflikten på Kristeligt Dagblad" om det gode samarbejde med Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, om samtalebogen og om, hvordan han i perioder dagligt opholdt sig på avisens redaktion. Men at han en dag blev indkaldt til møde med avisens ledelse, hvor han fik at vide, at man ikke længere ønskede, at han viste sig på redaktionen.

Bjerager fortalte, at han havde ansvar for alle på avisen, og at de klagede over, at jeg spildte deres tid. Jeg svarede, at jeg elskede at skrive klummer på den redaktion, som jeg efterhånden kendte godt, men at jeg naturligvis ikke ville fortsætte med at skrive, hvis jeg ikke måtte komme (...). Næste dag meddelte de to redaktører læserne, at Johannes Møllehave ikke længere ønsker at skrive i Kristeligt Dagblad, skriver Møllehave i bogen.

Det fremgår af Politiken.dks artikel, at Ekstra Bladet sidste år skrev, at Møllehave blev bortvist fra Kristeligt Dagblad, fordi han støjede og generede medarbejderne.

Johannes Møllehave mener ikke, at ledelsen på Kristeligt Dagblad har håndteret konflikten professionelt og fundet en løsning, alle kan leve med. Og når han spørger til uforsonligheden, får han at vide, at det er, fordi han er syg.

Jeg har spurgt en psykiater, om galskab smitter. Kan man blive smittet af galskab? Ja, det kan man, skriver Johannes Møllehave og henviser i sin bog til Kristeligt Dagblads ledelse, som angiveligt minder ham om Bermuda-trekanten, hvor fjendtlige fly forsvinder for altid, fordi de ikke længere ville trykke hans artikler.

I en kommentar til Johannes Møllehaves beskyldninger siger chefredaktør Erik Bjerager: "På Kristeligt Dagblads redaktion har vi været glade for samarbejdet med Møllehave. Det er ærgerligt, at Møllehave nu har valgt at bruge et helt kapitel i en bog på at beskrive sin sidste konfliktfyldte og for alle parter belastende tid på avisen. Ikke mindst fordi der i kapitlet bliver bragt helt virkelighedsfjerne personangreb på navngivne ledende medarbejdere på avisen. Møllehave beskriver ydermere i bogen en række begivenhedsforløb fra avisen, som ingen andre involverede husker på samme måde som han. Det er til skade for både Møllehave selv og for medarbejderne på Kristeligt Dagblad. Jeg beklager begge dele dybt."