Prøv avisen

Johannes Møllehave igenfortalt

Johannes Værge citerer sig frem til de store linjer i bog om Johannes Møllehave som fortæller, forkynder og fortolker

Sandheden er et citat. Møllehave er citaternes mand, et omvandrende bibliotek, der hele tiden bringer litteraturen i spil i form af citater. Når han citerer, så er det altid for at fremhæve noget, der vækker genklang i ham selv – ikke for at udstille et tåbeligt synspunkt, han ikke deler.

Samme taktik bruger Johannes Værge i "Ordets mand", som skildrer Johannes Møllehave som fortæller, forkynder og fortolker gennem alle årene. Værge gør en dyd ud af at citere "ordets mand", så man får også en hel del af mandens ord her – igen. Det gælder både fra de tidligere erindringsbøger, prædikensamlingerne og litteraturtolkningerne, ligesom det også gælder de interviewbøger, som er udkommet inden for det seneste års tid.

"Ordets mand" er altså i vidt omfang genbrug, en slags igenfortælling af Johannes Møllehave. Og det er i grunden ikke så ringe. Johannes Værge er nemlig en rigtig god læser, han vælger sine citater med omhu og får også i kraft af sin klare læseinteresse trukket nogle lange linjer i forfatterskabet og åbnet læsernes øjne for forskydninger og konstanter, for eksempel i perspektivet på evigheden og i synet på barnet.

For teologen Værge er Møllehave først og fremmest den fortællende præst, og dermed ligger accenten helt anderledes her end i litteraten Henrik Stampe Lunds bog om Møllehaves forfatterskab, "Ord fra hjertet", der udkom for nogle måneder siden. Her er det den kristne humanist Møllehave, der træder frem.

I kraft af citaterne har man hos Værge imidlertid fornemmelsen af at komme tæt på Møllehave, som netop som fortæller og digter har stærk – retorisk – fornemmelse for betydningen af det konkrete, detaljerne. Essensen kan ikke uddrages, her skal citeres – det handler om at ånde ord ind og ud, sådan som det hedder i titlen på Værges indledningskapitel, hvor tone og temaer slås an.

I de fire tematiske kapitler behandles efter tur først erindringsbøgerne, så de bibelske genfortællinger, prædikenerne og konfirmationsbogen, herefter Møllehaves egne romaner, og endelig er et kapitel viet de litterære tolkninger af blandt andre H.C. Andersen, Shakespeare og først og sidst Dostojevskij.

Sidste kapitel forekommer mig at være bogens mindst friske – med afsnittet om "Barnet" som undtagelsen, der bekræfter fornemmelsen. Måske fordi det bliver for meget citat af citater her, for repetitivt. Også selvom det er her, man så finder et nøglecitat, som Møllehave har hentet hos den svenske forfatter Albert Engström: "Den som lever uden rellergion og ur og almanak – han lever som et bæst."

Det handler om at se vores liv som et forløb, en sammenhæng, der kan fortælles – det kan Møllehave, og det er for ham kristendommen, der føjer mennesket ind i den helt store sammenhæng, som også rækker ud over døden, ind i evigheden. Johannes Værge er en tyst myndig og troværdig læser, og når han fremdrager passager og tekster, så leverer han en slags erindringskammer til hele forfatterskabet. Han opklarer ikke vanskelige sammenhænge, men fremdrager det centrale, det der er værd at huske.