Ofte hævder vi, at H.C. Andersen gik ind i verdenslitteraturen i 1835, det år, hvor han dels udsendte et eventyrhæfte med fire eventyr (den 8. maj) og samme efterår (i december) skrev yderligere tre.
De hedder i rækkefølge Fyrtøjet, Lille Claus og store Claus, Prinsessen på ærten og Den lille Idas blomster.
I december følger eventyr med titlerne Tommelise, Den uartige dreng og Rejsekammeraten.
Man kan sige, at det er tilfældigt, at det bliver syv. Jeg tror, det er betydningsfuldt. Der er syv bønner i Fadervor, syv korsord, syv arme i den jødiske lysestage og syv dage i ugen.
Personligt mener jeg, at H.C. Andersen brager ind i verdenslitteraturen den 25. september 1827. I Københavnerposten kan man læse digtet Det døende barn, der lyder:
Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
Lad mig ved dit hjerte slumre ind;
Græd dog ej, det må du først mig love,
Thi din tåre brænder på min kind;
Her er koldt og ude stormen truer,
Men i drømme der er alt så smukt,
Og de søde englebørn jeg skuer,
Når jeg har det trætte øje lukt.
Moder, ser du englen ved min side?
Hører du den dejlige musik?
Se, han har to vinger, smukke hvide
dem han sikkert af Vorherre fik.
Grønt og gult og rødt for øjet svæver,
det er blomster engelen udstrør!
Får jeg også vinger mens jeg lever,
Eller, moder, får jeg når jeg dør?
Hvorfor trykker saa du mine hænder?
Hvorfor lægger du din kind til min?
Den er våd, og dog som ild den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men så må du ikke længer sukke
Græder du, så græder jeg med dig,
O, jeg er så træt må øjet lukke
- Moder Se, nu kysser englen mig!
H.C. Andersens kladde til manuskriptet findes stadig. Vi ser her, at digtet ikke begynder med barnet. Det begynder med moderen. Moderen siger: Sov, elskede lille, du er jo så træt/ Dig favner min vugge så varm og så tæt,/ Sov sødt, du skal vågne igen.
Sådan skrev H.C. Andersen i Helsingør, men da han kom til København, strøg han moderens replik. Det er originalt. For fra det øjeblik er hun hele tiden med i de tre strofer både som den, der lytter, som den, der udtrykker sig (gråd), og som den, der holder barnets hånd.
LÆS OGSÅ: Frihedslængsel på farsi
Barnet udtrykker sig i bydemåde fordi et barn, der, som Andersen selv, er alene med sin mor (faderen døde, da H.C. Andersen var 11 år) hele døgnet bliver tiltalt i denne form: Kom! Gå! Sov!
Også på anden måde spejler barnet moderen. Moderen har sagt, at barnet ikke skal være bange, når hun går for at drikke kaffe hos nabokonen, for der er altid en engel, som passer på. En billig form for babysitning. Chokket for hende er, at den engel, som hun aldrig selv har set, nu viser sig for barnet i febervildelsen. Endda i flertal: De søde englebørn.
H.C. Andersen har selv fortalt, hvordan han fik idéen til digtet. Han havde hørt fra rektor Meisling, som underviste ham i både latin, græsk og hebraisk, at ordet dræbe på hebraisk hedder laharoc (at myrde). Dette ord fik ham til at se et døende barn for sig. Det er tankevækkende.
Han er ikke selv det døende barn, men stærke kræfter har dræbt det, han rummede. Rektor Meisling, som underviste ham først i Slagelse, så i Korsør forfulgte ham i en sådan grad, at han kort før sin død igen drømmer, at Meisling forfølger ham.
I øvrigt siger han, at de første prygl, han fik i sit liv, var, da Meisling ville lære ham ordet amare (at elske).
Ved et flygtigt blik på eventyrenes titler ser vi den lille: Den lille havfrue, Den lille Ida, Den lille pige med svovlstikkerne.
H.C. Andersen forbinder vi først og fremmest med Den grimme ælling, ikke Den lille ælling, for en ælling er jo i sagens natur lille. Mit gæt er, at H.C. Andersen netop finder på ællingen, fordi hans eget navn begynder med And.
H.C. Andersen har omsorg for de små, men hvad med moderen? Hende hører vi om i 1847, da H.C. Andersen skriver eventyret Historien om en moder.
Også her ser vi, hvordan moderens og barnets skæbne er flettet sammen.
Moderen våger, sørger, lider og beder ved sit barns side. Hun vil have sin vilje. Hun vil have, at barnet skal overleve, men døden kommer for at hente hendes barn og viser hende to skæbner: den ene er voldsom, den anden lykkelig, og begge, fortæller han, er Guds vilje. Da hun forstår, at hun ikke kan være sikker på, hvilken skæbne der venter hendes barn, opgiver hun sit ønske. Din vilje ske, siger hun og overlader det til Gud at bestemme. Alt er lagt i hans hånd.
Som H.C. Andersen rettede i digtet Det døende barn, således retter han også den oprindelige slutning på Historien om en moder. I første version sluttede historien med, at moderen vågnede og det hele viste sig at være en ond drøm. Men så kradser den blide H.C. Andersen slutningen over og ændrer den til, at døden bar hendes barn ind i det ukendtes land.
H.C. Andersen fortæller, at han aldrig har skrevet et eventyr uden først at bede Fadervor.