Johannes Møllehave nåede ikke at skrive denne bog færdig. Nu har hans søn samlet den op

En bog om Storm P., som Johannes Møllehave ikke nåede at skrive, har hans søn, Tomas Møllehave, nu skrevet på sin egen måde

Johannes Møllehave nåede ikke at skrive denne bog færdig. Nu har hans søn samlet den op

Johannes Møllehave (1937-2021) skrev to bøger om Storm P. og havde planer om en tredje, der skulle have handlet om kunstnerens “evangeliske klarsyn”. Sønnen Tomas Møllehave har nu løst opgaven på sin måde med bogen “Fluernes Vorherre - Johannes Møllehave og Storm P.”.

Et citat af Johannes Møllehave: ”Storm P. siger i en flue: - Det er mærkeligt med nullerne, de betyder ikke noget, men det er alligevel dem, der tæller! For mig er der ingen tvivl om, at Storm P.s´ klarsyn stammer fra evangelierne, som én gang for alle har sat et plus-fortegn foran alt det, som verden kalder nul.” Klarsynet må forstås som noget, der hos Storm P. skønnes at ligge bag ved det hele. En indirekte forudsætning. Det er meget begrænset, hvad Tomas Møllehave direkte fortæller om det. Til gengæld fortæller han om adskilligt andet i sin meget blandede og springende bog, der er hurtig og let, yderst underholdende og indimellem tillige gribende.

Ifølge forordet har forfatteren bestræbt sig på at fortælle om fluerne, som Johannes Møllehave ville have gjort det. Over hundrede af de koncentrerede finurligheder indgår, dertil en række anekdoter. Pletskud efter pletskud. Og igen og igen får man lyst til at citere, en næsten uoverkommelig lyst. Storm P. har næppe haft en mere indforstået og medrivende fortolker end Møllehave. Bogen handler cirka lige meget om dem begge.

I en indledende passage spørges der om det, som også læseren må spørge om: Hvorfor er der ingen tegninger med? Svaret forekommer ikke tilfredsstillende. Det er meget godt at anføre, at fluerne (sammen med tegninger må man formode) som regel kan googles. Men fluer uden tegninger mangler nogle afgørende “lag”.

På bogens ”rolleliste” er personer, der betød noget for Møllehave. Blandt andre litteraten Niels Birger Wamberg, digteren Halfdan Rasmussen samt skuespilleren og Storm P.-kenderen Ebbe Rode – foruden naturligvis Storm P. selv. Vi får nogle levende glimt af ham, i al venlighed.

Det samlende i mangfoldigheden, værkets hjerteslag, er sønnens taknemmelighed over den kærlighed, som Johannes Møllehave gav ham. Ved en tidligere lejlighed har han sagt, at faderen ikke opdrog, men opelskede ham.

Om det følgende vil mange sige: typisk Johannes Møllehave! På Vejlefjordbroen blev han i bil påkørt bagfra. Da han trådte ud af bilen, kom en grædende kvinde ham i møde: “Min mand bliver så rasende, når han får det at vide.” Møllehave holdt om hende og sagde: “Så, så, vi siger bare, det var min skyld.”

Ja, typisk Møllehave. Men bogen viser også andre sider af ham.

Storm P. kredsede i sine tidlige værker om død, selvmord og elendighed. Hvad var det, der gjorde ham til den kunstner, som siden er blevet elsket for sin ”runde” og indsigtsfulde gemytlighed? Tomas Møllehave stiller spørgsmålet, dog uden at have så meget at svare.

Derimod får han med spørgsmålet lejlighed til at forbinde sammensatheden hos Storm P. med sammensatheden hos Johannes Møllehave. En grafolog, der engang analyserede sidstnævntes håndskrift, konkluderede: ”Jeg ser en rose på en møgbunke.” Tomas Møllehaves mener, at det var rosen, faderen så at sige ”arbejdede for” – og tilsyneladende mener han også, at hans kolossale arbejdsindsats ligesom Storm P.s indeholdt et element af flugt.

I det hele taget idealiseres Johannes Møllehave ikke. Sønnen forholder sig åbent til, at han kunne blive for meget, og kommer ind på et par eksemplar fra sidste del af hans liv: En uskøn, ”våd” affære på d’Angleterre i København, en affære, der resulterede i en tiltale for forstyrrelse af den offentlige ro og orden samt for truende adfærd – og yderligere en konfrontation med Kristeligt Dagblads redaktion, hvor han i en periode forstyrrede så meget, at han blev forment adgang.

Begge dele sætter Tomas Møllehave imidlertid ind i et perspektiv, der uden forsøg på bortforklaringer viser pinlighederne fra en forsonende menneskelig side. Dette gælder i særdeleshed ”sagen” på Kristeligt Dagblad. Dens lykkelige udgang beskrives smukt – og med et velgørende indslag af høj humor. Morale: Møllehave formåede at slippe ud af de trængte situationer, uden at man bagefter måtte sætte spørgsmålstegn ved hans format. Uanset både det ene og det andet bør han først og fremmest huskes som manden, der med sin generøsitet og sprudlende livsklogskab fortjente den taknemmelighed, som han i sjælden grad blev omfattet med.