Prøv avisen

Johannes Riis - mellem mahogni og moderne medier

"Jeg blev direktør i en lidt turbulent periode, hvor der var brug for, at der kom ro i lejren," siger Johannes Riis, der blev udpeget som Gyldendals litterære direktør i 1994. Foto: Leif Tuxen.

Forlagsdrift handler om at finde den rette balance mellem tradition og fornyelse, mener Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, der siden sin tiltræden i 1994 har ført det gamle fine forlag frem til en stadig stærkere position på det litterære område

Gyldendal er grundlagt i 1770 og går for at være verdens ældste forlag. Det føles næsten også som at rejse tilbage til en anden tid, når man træder ind i Johannes Riis direktørkontor i Klareboderne midt i København.

Var det ikke for forlæggerens moderne computer og de mange bøger, der fylder reolerne og står stablet i bunker overalt på bordene herinde, kunne rummet såmænd godt forveksles med bankdirektør Varnæs kontor fra tv-serien Matador. Men de massive mahognimøbler er kun med til at forstærke indtrykket af, hvor tungt Gyldendal sidder på bogmarkedet herhjemme. Mahogniforlaget bliver Gyldendal også kaldt blandt vittige venner.

LÆS OGSÅ: Gyldendal erkender sjusk

Til gengæld springer den indflydelsesrige direktør, der gennem de seneste 18 år har styret forlaget sikkert mod stadig større magt på litteraturens område, op af sin stol og byder indenfor med et varmt smil i overskægget. Og gennem det næsten to timer lange er der ikke skyggen af selvfedme at finde hos Johannes Riis, selvom han af mange betragtes som en betydelig institution i branchen.

Der bliver læst nøje med, når han udtrykker sine holdninger i kronikker, og der bliver stille, når han hvert år udlægger tidsånden ved sin traditionsrige tale ved Gyldendals efterårsreception. Men selv ler han forlegent på spørgsmålet om, hvordan han har påvirket bogbranchen i sine 33 år i forlagsverdenen.

Jeg har ikke præget forlagsbranchen. I hvilken retning skulle det være? Jeg har været redaktør for nogle bøger og været fødselshjælper for nogle forfattere, og jeg har gjort mit bedste; men jeg har da ikke præget den danske forlagsverden. Må jeg nu lige være her, siger Johannes Riis og ryster afvæbnende på hovedet, inden han nipper til sin kaffe.

Den jyske accent kan stadig spores i hans stemme, selvom det efterhånden er længe siden, han voksede op som bondesøn på Mors. Men man mærker tydeligt, at han stadig betragter det som dårlig dannelse at fremhæve sine egne evner. Og det bliver hurtigt klart, at den beskedne forlægger samtidig er lige så uvillig til at tale dårligt om andre, som han er til at rose sig selv. Forlagssladder må man finde andre steder. Til gengæld tøver han ikke med at fortælle, hvor han har sin egen diplomatiske dannelse fra.

LÆS OGSÅ: Johannes Riis - litteraturens øverste mand

Mine forældre lærte os tidligt, at vi skulle behandle alle mennesker ordentligt og så vidt muligt forsøge at undgå konflikter. Vi boede, spiste og arbejdede tæt sammen med de mennesker, der hjalp os på gården. Og vi var dybt afhængige af at opretholde sammenholdet på gården. Ellers ville det hele falde fra hinanden.

Forlæggeren slår ud med armen, som om han vælter et usynligt korthus i luften.

Noget af det tidligste, jeg lærte, var derfor, at man ikke skulle bedømme folk efter, hvordan de så ud eller gik klædt, hvor mange penge de havde, eller for den sags skyld hvordan de lugtede, siger Johannes Riis, der husker, hvordan han som dreng lærte en vigtig lektie i diplomati.

Jeg havde min faste plads ved spisebordet ved siden af fodermesteren. Han gik med bare tæer i gummistøvlerne, og hans fødder lugtede forfærdeligt, også ved spisetiderne. Jeg kunne næsten ikke holde stanken ud, og en dag, da det var særlig slemt, spurgte jeg min far, om ikke jeg kunne komme til at sidde et andet sted for eftertiden. Men det ville han ikke høre tale om. Han ville ikke risikere en konflikt med fodermesteren for så lidt, så jeg måtte pænt sætte mig tilbage på min plads. Det var en lektion i rummelighed the hard way, siger Johannes Riis og tøver et øjeblik, inden han tilføjer:

Der er ingen grund til at starte konflikter over småting. Det lærte jeg på gården derhjemme.

Arbejdsomhed er en anden værdi, Johannes Riis har med sig hjemmefra.

Min far ville nok ikke betragte mit skrivebordsarbejde som rigtigt arbejde, for ham var arbejde ensbetydende med manuelt arbejde. Men vi blev opdraget til, at vi var sat i verden for at bestille noget, og det har nok alligevel præget mig, selvom jeg som barn blev rigtig god til at smyge mig uden om arbejdet på gården, blandt andet fordi det forholdt sig så heldigt, at jeg havde fem yngre brødre, der havde mere smag for landbrug end mig selv. Tre af dem blev i øvrigt bønder.

LÆS OGSÅ: Gyldendal-direktør: Kunst er det bedste modtræk til mobiltelefonens tyranni

Selv foretrak Johannes Riis allerede dengang at læse, når han kunne komme til det som barn. Det var også sådan, han opdagede, at der var en virkelighed uden for gården. Og sådan, han besluttede sig til ikke at blive landmand.

Som lille ville han være gartner, hvad der dog var bedre end at hakke roer. Det var ikke faldet ham ind, at han en dag skulle blive gartner i andres tekster som forlagsredaktør.

Johannes Riis kunne dog ikke slippe bøgerne, og efter gymnasiet begyndte han at læse litteratur på Aarhus Universitet til sin fars fortrydelse. Et brødløst studium var ikke noget at satse på. Landmanden kunne ikke forestille sig, at sønnen ville kunne komme til at leve af at læse bøger.

Allerede under studiet fik Johannes Riis dog både job i biblioteksvæsenet og som underviser på universitetet i Aarhus. Og via en universitetslektors gode anbefaling kunne han i 1979 også træde ind i forlagsverdenen som redaktør i Gyldendals Bogklub.

Det var et meget attraktivt miljø at komme ind i for mig. På den måde kom jeg tættere på både bøgerne og forfatterne og fik efterhånden også et indblik i den litterære skabelsesproces. Og det synes jeg stadig er uhyre fascinerende.

Efterhånden kom stadig flere forfattere forbi med deres manuskripter til den unge redaktør, der på Gyldendal-gangene blev betragtet som lidt af en morakker, fordi han ofte arbejdede sent og oven i købet tog arbejde med hjem. Men den jyske bondesøn gjorde både indtryk på ledelsen og forfatterne. Og efter få år blev han udnævnt til direktør for Gyldendals Bogklub, siden for datterselskabet Samlerens Forlag, og i 1994 blev han udnævnt til litterær direktør på Gyldendal.

Jeg blev direktør i en lidt turbulent periode, hvor der var brug for, at der kom ro i lejren, men Ulf Ekman, min gamle bestyrelsesformand fra Samlerens Forlag, sagde klogt til mig: Pas nu på, at det ikke bliver alt for roligt. Det havde han ret i: For en institution som Gyldendal er det vigtigt, at huset står åbent for alt, hvad der foregår i tiden, og det betyder også, at vi skal være i stand til at tiltrække de rigtige og meget forskellige redaktører til forlaget.

Det er den mangfoldighed, vi lever af. Og jeg har bestræbt mig på, at Gyldendal skal være et sted, hvor forfatterne kan lide at komme og forsøgt at tiltrække redaktører, der kan håndtere den rummelighed, der gør Gyldendal til en helt særlig virksomhed.

Hvad ser du som din egen vigtigste rolle?

At være med til at anbringe Gyldendal det rigtige sted mellem tradition og fornyelse. Det lyder banalt. Men det er det, som afgør, om vi overlever. Vi er et forlag med stærke traditioner, som vi skal værne om, men hvis vi ikke fornyer os, dør vi. Og balancen mellem at holde rødderne i jorden og gribe det nye forsøger vi jo hele tiden at finde gennem de hundredvis af beslutninger, vi træffer.

Selv fremhæver han, at forlaget i dag er på højde med den digitale udvikling i forhold til andre førende forlag i verden. Alligevel er det netop den digitale udvikling, der bekymrer ham mest:

Det, der presser sig mest på i øjeblikket, er gratisspøgelset i forbindelse med digitaliseringsprocessen. Både forfattere og forlag er inde i en omstillingsperiode, som vi ikke ved, hvordan ender. Vi kan mærke, at forfatterne simpelthen føler sig truet på brødet, fordi det ligger i internettets filosofi, at alting skal være gratis eller meget, meget billigt. Men hvis digitaliseringen medfører en så drastisk nedgang i forfatternes og forlagenes indkomst, som man kan frygte, så kan det få fatale følger for den danske litteratur, ja, for litteraturen på alle de små sprogområder. E-bogssproget er engelsk, og foreløbig er det kun på det angelsaksiske marked, e-bøgerne for alvor gør sig gældende, og det marked har jo ikke alene sine egne landes læsere, men også alle andre verden over, der har kendskab til engelsk. Der findes nu et rent eldorado af e-bøger til næsten ingen penge, og det kan jo ende med, at der er ingen eller i hvert fald kun meget få, der, blandt andet af økonomiske grunde, føler sig tilskyndet til at skrive på de små sprog. Og det er jo ikke nødvendigvis den litteratur, der bliver solgt mest af, der bringer litteraturen fremad.

Ser det ikke ud, som om musikbranchen har genopfundet sig selv på nettet?

Jo, til en vis grad, men jeg har nu ikke indtryk af, at musikerne ligefrem lever fedt og godt af det, de tjener på Spotify og lignende tjenester. En større og større del af musikernes indtægt stammer jo fra for eksempel koncerter i dag. Den går næppe med forfatteroplæsning. Og så skal man lige huske, at litteratur heller ikke kan deles op i numre og sælges i bits på samme måde, som en cd kan, så jeg kan sagtens forstå, at forfatterne er bekymrede over den digitale udvikling.

Johannes Riis håber dog, at forlaget med tiden vil finde nye forretningsmodeller, der duer og er tilfredsstillende for alle parter.

Jeg er ligeglad, om man læser på papir eller skærm, men jeg er ikke ligeglad med, om forfatterne eller forlagene kan leve af det, som han siger.

Den stadigt voksende strøm af information på nettet giver dog også Johannes Riis anledning til optimisme: Alene mængden og uoverskueligheden vil gøre det nødvendigt med redigerende instanser, der kan give overblik, kvalitetssikre og -garantere.

Selv har han også set det som en central del af sit arbejde at læse manuskripter, og han deltager stadig aktivt i læsning og redigering af en række af forlagets manuskripter.

Det bedste, en forlagsredaktør ved, er at opdage et talent. Og jeg nyder at være med i en redigeringsfase sammen med en forfatter. Det giver mig en stor tilfredsstillelse at være med til at få skik på et manuskript og få det bedste frem i det, siger Johannes Riis og tilføjer:

Det er jo et forholdsvis nyt fænomen at redigere teksterne så meget, som de bliver i dag. Da jeg tiltrådte stillingen her for 18 år siden, kan jeg for eksempel huske, at digteren Thorkild Bjørnvig sagde til mig, at hvis han en dag kom og lagde et manuskript foran mig, skulle jeg ikke bryde mig om at begynde at gøre mig klog på det og rette i det.

Siden har forlagskulturen ændret sig markant, men da Johannes Riis trådte ind i forlagsverdenen, var den udvikling allerede i gang, fortæller han.

Godfred Hartmann, der var en legendarisk skikkelse her på forlaget, kunne fortælle, hvordan man før i tiden enten sagde nej tak til et manuskript og sendte det tilbage til forfatteren, eller ja tak og derefter sendte det direkte til sætning. Man gik altså slet ikke ind i den proces, man gør i dag, hvor redaktøren sommetider ser en bog fem, seks, syv gange, før den bliver udgivet.

Johannes Riis understreger, at det stadig er forfatteren, der har det sidste ord i redigeringsfasen.

Det er sjældent, at man som redaktør kan give direkte, helt konkrete råd om, hvordan teksten skal skrives. Men man kan have held til at lokalisere et problem i teksten eller stille de rigtige spørgsmål, der kan sætte forfatteren i gang igen.

Én gang har Johannes Riis dog selv måttet gå mere aktivt ind i skabelsesprocessen på et værk, end han før havde prøvet. For inden bestsellerforfatteren Jakob Ejersbo døde tidligt af kræft, overdrog han sit hovedværk den såkaldte Afrika-trilogi til sin forlægger med anvisninger på, hvordan værket skulle færdiggøres.

Det var en helt speciel sag. Det er uden sammenligning den største opgave, jeg har været stillet over for som forlægger. Det var jo en kæmpe tillidserklæring fra Jakob, og han havde helt overdrevne forestillinger om, hvad jeg kunne. Han ville for eksempel have mig til at skrive helt nye scener til, og det hverken kunne eller ville jeg i nævneværdigt omfang. Det var i hele taget en stor mundfuld for mig. Normalt kan man jo spørge forfatteren, hvis man for eksempel foreslår, at et kapitel skal stryges eller omarbejdes. Men nu stod jeg alene med det. Det var også følelsesmæssigt svært for mig, fordi jeg var blevet ven med ham og havde fulgt ham i hans sygdomsforløb.

Den diplomatiske forlægger vil ikke fremhæve andre samarbejder, der står særligt klart for ham i de mange år, han har arbejdet med andres manuskripter. Men han har dog et godt råd til andre forlæggere at anskaffe sig en have.

Jeg blev aldrig gartner selv, men jeg har en have, og det mener jeg faktisk, at alle forlæggere burde have. Med fare for at lyde som Peter Sellers som mr. Chance i Herbert Ross film Velkommen, mr. Chance vil jeg sige, at en have kan lære én, hvor meget det betyder, at det, man skal få til at gro, får de rette vækstbetingelser. Man lærer respekt for organisk vækst; man kan ikke plukke jordbær i marts, dyrke æbler på et elmetræ eller få georginer til at blomstre i maj. Men man kan bearbejde jorden, gøde, vande og beskære og være opmærksom på, hvad der sker, siger den rutinerede fritidsgartner og tilføjer så:

Sådan er det også med forfattere. De er usandsynlig forskellige, og man skal hverken bilde dem selv, andre eller sig selv ind, at de alle sammen kan det samme, og det skal de heller ikke kunne. Men man skal have sans for deres egenart og forsøge at skubbe i den rigtige retning, og det er en fornøjelse at følge et forfatterskab og være vidne til, at det udvikler sig og pludselig vokser. Sådan kan den forfatter, der ellers har excelleret i prosa, pludselig afsløre sig som en fornem lyriker, eller den, der debuterede med en avanceret digtsamling for et meget begrænset publikum, står pludselig stå med en stor episk roman, der er tilgængelig for en stor læserskare. Det er fascinerende og spændende at få lov til at overvære, det sker hele tiden, og det giver mig tro på, at den skabertrang, der har holdt Gyldendal i live i næsten 250 år, vil fortsætte med gøre sig gældende.