Næsten dagligt diskuteres det, hvad der er på færde med det moderne menneske. Vi ser omkring os det store forsøg på at realisere sig selv og skabe autenticitet i livet, og dette har også skabt overvejelse hos teolog Christian Hjortkjær, ph.d.-studerende ved Søren Kierkegaard Forskningscenter. Med en Selvrealiseret frelse da Johannes Sløk tog ordet i selvrealiseringens tidsalder forsøger han at placere den aarhusianske teolog og idéhistoriker i den store individuelle bevægelse frem mod i dag.
Johannes Sløk var med base på Aarhus Universitet i flere årtier en dominerende skikkelse i dansk åndsliv, og Hjortkjær vil påvise, hvordan Sløks personlige kamp med den fraværende Gud skaber en tænkning og selvopfattelse med konsekvenser. Idet den nemlig kan bane vej til en tilstand, hvor mennesket er overladt til at skulle frelse sig selv.
Undervejs henter Hjortkjær bistand fra nogle af de tænkere, som Sløk selv var præget af. Heriblandt Nietzsche, Wittgenstein, Karen Blixen og Søren Kierkegaard, der hele vejen udgjorde Sløks mest betydningsfulde samtalepartner.
Hjortkjær tager sin læser med gennem nogle faser, der bragte Sløk i retning af det, der skulle blive hans eget forsøg på at opnå frelse. Vi følger Sløk, som det formuleres, ud i ørkenen, op i Babelstårnet og til sidst ud på Herrens mark.
Først hører vi, hvordan Sløk i sin blotlægning af eksistensens absurditet strander i bar meningsløshed, mens Jesu forkyndelse ses som forsøget på at fjerne enhver betryggende følelse af rationalitet. Den enkelte skal for alvor konfronteres med sig selv.
Men her kan man jo ikke blive stående, og Sløk bevæger sig videre i retning af sin narrative teologi, hvor han tager Johannesprologen til sig og ser livet som en fortælling nedlagt i Guds ord. Og inkarneret i Kristus. Sløk er desuden i denne fase blevet tilgivet af sin kone, som han i en periode forlod for en anden, og med den afgørende tilgivelse er han blevet kaldt tilbage til livet.
Den nye følelse af tillid kobles sammen med sprogets skabende kraft, og Sløk er nu på vej op i sit eget personlige babelstårn, hvorfra han rækker ud efter Gud. Som forsidetegningen så rørende illustrerer.
Frelsen tolkes som sammenfaldet mellem Jesu skæbne og menneskets fortabelse, men problemet er, at Gud stadig er fraværende i Sløks liv, og derfor bliver Hjortkjær mistænksom. For hvem er det egentlig, der fortæller historien om Sløk? Er det Gud, eller er det Sløk selv, der på efterrationaliseret vis slås for at få sit eget livsforløb til at gå op? Hjortkjær skriver: Historien er således fuldbragt. De valg, der før var Sløks, er nu blevet Guds. Kontinuiteten er der på forhånd, villet af Gud. Frelsen er indtruffet med tilbagevirkende kraft.
Og herfra tager forfatterens kritik form.
Det sker ved at gå et vigtigt skridt videre i forhold til den antologi fra 2007, der med titlen Mig og evigheden forsøgte at gøre Sløk til et bindeled mellem kristendom og modernitet. Hjortkjær udnævner ikke blot Sløk til bindeled, men også medansvarlig for den problematiske moderne version af frelsen. Nemlig den selviscenesættende individualisme.
Det selvbedrag, Sløk muligvis begår ved selv at stå bag den fortælling, han egentlig ville lægge i Guds hånd, ser Hjortkjær nu realiseret overalt. Sløk er med andre ord i udpræget grad selv med til at føre det moderne individ ud på autenticitetens skråplan. I sit opgør med kulturens byrde stirrede han sig blind på sit åh så autentiske selv og trampede dermed videre på den sti, som allerede var blevet lagt af århundreders kulturpessimister.
Hjortkjær beskriver udførligt det moderne udmattede menneske stedt i kravet om selvrealisering, lykkefølelse og autenticitet, og hans kobling mellem nutidens overbelastede individ og Sløks fraværende Gud giver mening. Midt i sin store respekt for Sløks intellektuelle mod og ihærdighed er Hjortkjær oprigtigt provokeret af Aarhus-teologens vilje til selvrealiseret frelse, der i parentes bemærket næppe heller ville behage Søren Kierkegaard. For den rummer jo det tragiske, at den sker i forholdet til en Gud, der er allestedsfraværende.
Med denne lille intellektuelle øvelse af en hævder Hjortkjær, at tragedien er blevet båret videre, og han har en meget vigtig pointe. Sammenhængen mellem Sløks teologiske skole og nutidens forpustede individualisme skal udfoldes, da der kan være konsekvenser forbundet med at dyrke livet som meningsløst og Gud som fraværende. Det kan bidrage til at gøre byrden ved at være en enkelt næsten umenneskelig at bære.