Prøv avisen
Bogen i tiden

Johannes V. Jensens lokale verdensmesterlitteratur

Forfatteren Johannes V. Jensen fremhæves ofte for sit ganske særegne sprog. – Foto: Ritzau Scanpix

Forlagene udgiver klassikere som aldrig før, og turen er nu kommet til Johannes V. Jensens ”Himmerlands- historier”. Den har fået både noter og efterskrift, og det er et enstemmigt anmelderkor svært tilfredse med

I 1898 udsendte Johannes V. Jensen (1873-1950) ”Himmerlandsfolk”, som var det første af de tre bind, der senere blev samlet under titlen ”Himmerlandshistorier”. De to følgende udkom i 1904 og 1910, og historierne blev hans første – og måske største – succes og en væsentlig del af begrundelsen for at tildele ham Nobelprisen i litteratur i 1944.

Nu har en ny udgave af ”Himmerlandshistorier” set dagens lys. Den er i to bind og kommer i serien Danske Klassikere, der udgives af Det Dansk Sprog- og Litteraturselskab og lanceres af Gyldendal. Udgivelsen er kommenteret af Per Dahl og Aage Jørgensen, og det er første gang, at Johannes V. Jensens historier har fået ordforklaringer, baggrundsinforma- tion og efterskrift med på vejen.

Og det er dejligt, skriver Lars Handesten, der i Kristeligt Dagblad giver ”Himmerlandshistorier” seks stjerner og mener, at man har noget af det bedste af dansk litteratur til gode, hvis man ikke har læst historierne endnu – og at det er blevet nemmere at kaste sig ud i at læse dem:

”Noterne giver ny viden til ’gamle’ læsere og gør det muligt for nye læsere at stige på. Der er mange begreber og ord, der fortjener en forklaring, fordi de tilhører en verden, som i mangt og meget ikke længere findes. Det gælder både dialektord og begreber for den tingsverden, der hørte til et liv på landet. Tak til Dahl og Jørgensen for det store arbejde med at udarbejde de mange oplysende noter og tilvejebringe præcise oplysninger om bibliografiske forhold.”

Også Søren Kassebeer i Berlingske giver seks stjerner og mener, at enhver undskyldning for ikke at læse ”Himmerlandshistorier” burde være elimineret med den nye udgave – og at det blot gælder om at ”dykke ned i teksterne, gøre sig fortrolig med deres tonefald, vænne sig til sprogets næsten fysisk påtrængende nærvær.”

Johannes V. Jensens ganske særegne sprog er noget af det, der altid er blevet fremhævet, og det bliver det også denne gang. Således fortæller Linea Maja Ernst i sin anmeldelse i Weekendavisen, at hun har ”knuselsket Johannes V. Jensen”, siden hun læste ”Kongens fald” i gymnasiet, og at hun ikke kan rumme, ”hvor voldsomt et ordforråd, der flyder fra ham”. Hun kalder hans lokale verdensmesterlitteratur for den bedste sprogkunst, vi har, og kommer selv godt efter det, når hun blandt andet skriver:

”De korte noveller er rige, muldede, mørnede, som gennemvædet jord, det er en fryd, hvordan Jensen fortryller det tilsyneladende hverdagsgrå og kedelige, bonde-livet i gamle dages Himmerland. Der er et konstant gennemtræk af skæbnen, som en ubarmhjertig naturkraft, der vrider landboerne tomme for blod og håb. Der er hele tiden uskyldige mennesker, der lider og dør hos Johannes V. Jensen (han er iskold over for sine hovedpersoners smerte, selvom han skildrer den inderligt og sagligt: en jysk nihilist, mine damer og herrer), og jeg råber ad bogen, når et lille barn bukker under, men suk, hvor skønt alligevel at få lov at dø på så rigt og blødt et leje af sprog.”

Også Johannes Riis, Gyldendals litterære direktør, fremhæver sproget i ”Himmerlandshistorier” i en kronik” i Politiken, hvor han skriver:

”Johannes V. Jensen sørgede for, at det danske sprog fik lagt kraft ind; med Himmerlandshistorierne fornyede han det fra reservoirer, som både Blicher og Aakjær allerede havde skaffet sproget adgang til, og hvis sluser Johannes V. Jensen for alvor fik åbnet for.”

Han skriver desuden, at ”Himmerlandshistorier” er skrevet af en betragter, der nærmer sig sit stof med en fortrolighed fra fortiden, men med et blik, der er skærpet og justeret af erfaringer fra en helt anden verden – og at det er deraf, spændingen i historierne stammer.

Det er Lars Handesten enig med ham i, når han i Kristeligt Dagblad mener, at netop denne dobbelthed står som noget helt centralt i ”Himmerlandshistorier”, hvor han finder en ”sublim verden gemt”:

”Der er ingen, der kan forlange harmoniske toner, dér hvor den gamle traditionsbundne verden tørner sammen med en bevidsthed formet af en moderne, teknologisk verden. Det er, som ’to diametralt modsatte Livsbevidstheder mødes og skærpes i mit Hjærte’, skriver Jensen i digtet ’Interferens’ (1905). Det gør de også i ’Himmerlandshistorier’, og det gør det til andet og langt mere end sentimentale hjemstavnsfortællinger.”

Og selvom det umiskendeligt er det Himmerland, Johannes V. Jensen var født og opvokset i, som han skildrer – det Himmerland, som han hævdede, at han mindst en gang om året måtte tilbage til, så han kunne huske sig selv og finde inspiration – så er det, som Søren Kassebeer skriver i Berlingske, langt mere end det:

”’Himmerlandshistorier’ er Himmerland, ja, på en måde, men det er også et sted, der kunne ligge et andet sted og til en anden tid. Det er et Himmerland, der har fået noget af dét evige over sig, som stor litteratur kan kaste over det, den sætter ord på, og det er derfor – også – et mytologisk sted. Eller i hvert fald et sted, der kan læses mytologisk. Farvet af tid og sted, men samtidig hævet over begge dele.”

I ”bogen i tiden” skriver vi hver fredag om mediekritikkens mod-tagelse af en væsentlig, aktuel bog eller om en debat, som en eller flere bøger har rejst.

Foto: Ukendt