John Olsen var lige dele jæger, billedkunstner og vildmand

Som kunstner var John Olsen dybt forankret i Norden. Han var ener i dansk kunstliv og en genuin økokunstner, længe før det blev moderne

John Olsen døde på sin gård den 29. august, 81 år. I 1985 blev han hædret med Eckersberg Medaljen og i 1997 med Thorvaldsen Medaljen. –
John Olsen døde på sin gård den 29. august, 81 år. I 1985 blev han hædret med Eckersberg Medaljen og i 1997 med Thorvaldsen Medaljen. – . Foto: Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix.

”Det vigtigste, det er at se! At gøre erfaring gennem synet som sans.”

Det mente billedkunstneren John Olsen, som døde i forrige uge. Og er der nogen i dansk kunst, der kunne se og give det sete kunstnerisk mæle, så var det denne dirrende vitale kunstner, der tegnede som renæssancens største mestre. Hvis han under en af sine mange jagter havde set en råbuk eller en edderfugl, så kunne han med sin eminente fotografiske hukommelse tegne den ned til mindste detalje, når han senere sad med tegneblokken.

Selvom han i 1995 fik tilbudt et springbræt til den internationale kunstscene, da han repræsenterede Danmark ved Venedigbiennalen, forblev han en hjemmefødning. Den berømte britiske filminstruktør Peter Greenaway havde ellers forelsket sig i hans værker i den danske pavillon, som han vendte tilbage til flere gange i åbningsdagene. Til slut inviterede han Olsen til at være medskaber af sin næste film.

Men John Olsen takkede pænt nej til et internationalt gennembrud. Han havde det bedst på Sundsgården ved Ringe på Fyn, hvor han kunne passe sine får og sin jagt og leve det nære liv.

Udstillingen i Venedig var en gennemspilning af hans hidtidige værkformer, inklusive assemblager af mumificerede dyr, fossiler, muslingeskaller, sten, dyretænder og -kranier og andre naturobjekter, som han som den samler, han også var, havde fundet i naturen. De var udstillet i store glasmontrer, der kunne minde om et raritetskabinet. Hertil kom den store skulptur ”Resonans”, inspireret af et skjold fra et bæltedyr. Der var tale om en magtfuld organisk installation, båret af naturens forunderlige formverdener og rigt varierede stofligheder.

John Olsen var en ægte øko-kunstner, længe før klima- og økokrisen påmindede os om respekten for biodiversiteten og naturens cyklus. Han kunne ikke undvære en tæt kontakt med naturen, og også Eros var for ham en livsnødvendig eliksir. Det sidste påminder hans store antal sitrende erotiske nøgenstudier om. Kvinden var for John Olsen livets salt.

John Olsen var født i Roskilde. Som ganske ung blev han ansat hos Royal Copenhagen som porcelænsmaler. Her fik han optrænet et virtuost håndelag, der senere kunne ses i hans hastige tuschtegninger. Senere blev han optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor han i 1960-1965 modtog undervisning på Billedhuggerskolen af Mogens Bøggild og på Grafisk Skole af Holger J. Jensen.

Blandt hans tidlige værker kan nævnes studier af fugleflokke og nærstudier af sten og klipper, som han oplevede på sine mange rejser til Færøerne. Senere rejste han flere gange til Island. Som kunstner var John Olsen dybt forankret i Norden.

John Olsens 70-årsfødselsdag i 2008 blev fejret med en stor udstilling på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. I den forbindelse skabte han blandt andet en bronzeskulptur af en edderfugl, der står ved indkørslen til museet.

Denne fuglenes, dyrenes og skovenes ”pennefører” var lige dele jæger, billedkunstner og vildmand. Når man besøgte ham på hans gård, tog han glad imod på trappen. Han levede midt i sit selvskabte kunstværk, og mens man gik rundt i de mange rum, fyldt med værker, simrede det langtidsstegte lam i ovnen.

Mange af hans værker blev til i saunaen. Her kunne han sidde i timevis og male sine ekspressive tegninger med kul og kridt, mens sveden som meddigtende, organisk materiale bidrog til at opløse stregen. Resultatet var nogle på én gang stoflige og grafiske motiver, der kunne minde om hulemalerier.

”Det er et paradoks. Alder er svær at forstå. Nogle dage er man meget ung, nogle dage meget gammel. Enhver alder har sit centrum. Man mister noget og får noget. I virkeligheden synes jeg, at man bliver bedre og bedre kunstnerisk og menneskeligt. Gamle mennesker er rummeligere, rigere og fyldt med erfaring, som gør, at de er skønne at være sammen med. Jeg har altid været glad for gamle mennesker."