Prøv avisen
Teater

John Steinbecks drøm om appelsin- og ferskenbade

3 stjerner
"Vredens druer” er en lang roman, og når man flytter den ind på scenen og endda fjerner al dybde i rummet, bliver det, der skulle være et stort epos, til anstrengende monotomi uden åndehuller. – Foto: Natascha Rydvald/Betty Nansen Teatret

”Vredens druer” på Betty Nansen Teatret drukner i scenografisk klaustrofobi og et plot, der springer ujævnt i Steinbecks lange roman

”Det føles, som om vi er på vej ind i et dødsbo,” lyder det fra ledsageren, da vi står foran Betty Nansen Teatret med et glas bobler og kigger på den store plakat for ”Vredens druer”. Han mener det ikke negativt. Det er blot en konstatering af, at skuespillerne ser ret mølædte ud i deres Oklahoma-kluns. Smækbukser, flipløs skjorte, overblomstret kjole, alt sammen i et gråbrunt skær.

Det giver nu også god mening. ”Vredens druer” er en af amerikanske John Steinbecks vigtigste romaner, udgivet i 1939. Den fattige landmandsfamilie Joad bliver drevet på flugt af økonomisk krise, støvstorme og teknologisk udvikling.

De tror, at det forjættede land er Californien, hvor man kan bade i appelsiner og ferskner, et frodigt naturparadis – det har de selv læst på en løbeseddel. Men i Californien finder man kun grådige frugtplantageejere og diabolsk regnvejr som pendant til Oklahomas støvhelvede.

Troede vi imidlertid, at vi var på vej ind i et dødsbo, tog vi fejl. Scenografien er alt andet. En grå væg er rykket frem til scenekanten, så al dybde er forsvundet, og skuespillerne står på kanten i to timer, der desværre bliver for lange. Det er gjort for at gøre deres flygtende situation mere nøgen og for at signalere, at det er mennesker på afgrundens rand.

Men ”Vredens druer” er en lang roman, og når man flytter den ind på scenen og endda fjerner al dybde i rummet, bliver det, der skulle være et stort epos, snarere til anstrengende monotomi uden åndehuller. Det burde skabe følelsen af, at vi drages ind i deres flygtende des-peration, men får det resultat, at skuespillerne bliver frataget dynamik og variation.

Instruktør Katrine Wiedemann har netop fejret en stor og fortjent succes med Shakespeares ”Et vintereventyr” på Republique. Hun ser tydeligvis ”Vredens druer”s aktualitet gennem den globale flygtningekrise. Men i stedet for moralisme forsøger forestillingen at spørge, hvad et hjem er.

Da Tom Joad (Joachim Fjelstrup), en af familiens tre sønner, vender hjem fra fængsel efter at have slået en anden mand ihjel, er hans barndomshjem forladt. Han finder sin familie hos onklen, og der funderer eks-prædikanten Casy (Olaf Johannessen) over for faderen (Lars Simonsen), at det må være dejligt at have fået sønnen hjem. ”Hjem?”, spørger faderen trist.

Det element, der fungerer bedst, er ikke forestillingens evne til at delagtiggøre publikum i flygtningenes situation, men Joad-familiens urokkelige forestilling om absolut gode og onde værdier.

I romanen er eksprædikanten Casey en slags arbejderklassens Jesus. Han fører sig frem med socialisme for kristne og taler om, at alle har del i én stor sjæl, og at ingen mennesker har deres egen sjæl.

Familien Toad hører slet ikke, hvad han siger. Det, at der siges noget til bordbøn, eller at et menneske får ord med på vejen ved dets begravelse, er alt, der er vigtigt for dem. For sådan gør man. En familie skal blive sammen, for den er fundamentet for beskyttelse mod verdens uredelighed. Loven kan ændre sig, men det, man bør gøre, ændrer sig aldrig.

En urokkeligt ærlig snusfornuft, hvor vi ellers altid har en trang til at hylde tvivl på overleverede værdier. Joad’erne kan virke afstumpede i deres ureflekterede mantraer, mens familien faktisk falder fra hinanden. Dramaets verden håner dem for det, for det går galt, men det gør opsætningen ikke, og det er en slags opbyggelighed midt i al desperationen

Joachim Fjelstrup er glimrende castet til rollen som den robuste Tom, der lærer at tage ansvar for familiens kamp, og hans amagerkanske dialekt fra mellemkrigstidens København er genial som dansk version af Steinbecks folkevisdom.

Men ”Vredens druer” er en rå roman om sult og desperation, hvor fremtiden kun skuffer. Dét er en realisme, der batter, men den drukner desværre på Betty Nansen i et plot, der springer ujævnt i en lang roman og i en scenografisk klaustrofobi, som teksten lider under.