Jojo Moyes-bestseller på film stiller spørgsmålet, om vi lever livet ægte og sandt?

Det gode ved filmen er blandt andet, at den tør stille os det spørgsmål, om vi lever ægte og sandt, og om vi glæder os over det, når vi siger, at vi gør det

Det sidste brev fra din elsker. Instruktion: Augustine Frizzell. Storbritannien, 2021. 109 minutter. Vises over hele landet.
Det sidste brev fra din elsker. Instruktion: Augustine Frizzell. Storbritannien, 2021. 109 minutter. Vises over hele landet.

Midt i alle denne verdens fortrædeligheder, som man kun kan blive nedtrykt over, kan det være godt indimellem at se en film, der svinger sig op på nogle helt andre frekvenser. Her i ”Det sidste brev fra din elsker” er det kærlighedslivets op- og nedture, der præsenteres, og derved er vi vel egentlig inde i det inderste hjerterum af tilværelsen.

Filmen er baseret på en af den engelske forfatter Jojo Moyes’ bestsellere. Hun er kendt for at skrive store romantiske romaner, og hun rammer mange med sine bøger. Hun har på 20 år solgt mere end 40 millioner bøger. Instruktøren af filmen Augustine Frizzell siger om romanen:

”Jeg læste bogen i ét stræk og græd, hvilket jeg ellers sjældent gør, men jeg følte mig personligt ramt af historien.”

Og filmen tænder virkelig de varme lamper. Her folder passionen sig ud, men inde i det stiller den også det spørgsmål til os, om vi tør leve ægte og sandt.

Handlingen i filmen er ganske raffineret. Den tager udgangspunkt i en kærlighedshistorie i 1965 på den franske Riviera, hvor det smukke ægtepar Jenny og Larry er på ferie. Han er en dygtig og succesfuld forretningsmand. De lever deres high class -liv i London, men selv i ferieparadiset må han arbejde. Der er noget trivielt og overfladisk over deres samliv. Slangen ligger på lur i paradiset. En journalist, O’Hare, der skal interviewe Larry, kommer ind i deres liv, og passionen folder sig ud mellem ham og Jenny. De er begge klar over passionens fortærende mulighed. Jeg kom til at tænke på Jane Aamunds selvbiografiske roman om den passionerede kærlighed ”Colorado-drømme”, hvor hun skildrer den altopslugende passion.

Kærlighedseventyret fra Rivieraen fortsætter, da de kommer til London. Skal hun forlade sin mand og udleve drømmen med O’Hare? Hun kalder ham betegnende nok Boot efter en af personerne i Evelyn Waughs roman ”Scoop”, der er et spejlbillede af Jenny og O’Hares forhold.

Sideløbende med denne historie folder filmen en anden historie ud, der foregår i nutidens London, hvor en kvindelig avisjournalist Ellie, der arbejder med featureartikler, støder på nogle af Jennys og Boots kærlighedsbreve. Hun har lige lavet en stor artikelserie om forholdet mellem den kærlighed, man møder på nettet og så den passionerede. Selv kan hun selvfølgelig ikke finde ud af sit kærlighedsliv og drages derfor af den gamle historie.

Synes man, at det lyder lige lovligt meget af højstemte violiner, så hører man rigtigt. Ellie må finde ud af sammenhængen mellem brevene, og hvad der skete i virkeligheden. Hun må ned i avisens arkiver og finde flere gamle breve, og dér i mørket sidder Rory, som er en skræmt arkivar, der har været nok igennem med sin ekskone. Ja, man skal ikke være professor i psykologi for at fatte, at der kommer følelser mellem de to, men historien har alligevel et par ekstra lag.

Lykkes det den nutidige journalist at komme til bunds i historien? Og har den gamle historie en nutid?

Inde i det gætteri gemmer der sig en fryd over, at der er plads til andet end denne verdens fortrædeligheder. Denne anmelder hører til dem, der godt kan lide mange violiner, bare man har sit lommetørklæde i nærheden.

Det gode ved filmen er også, at den tør stille os det spørgsmål, om vi lever ægte og sandt, og om vi glæder os over det, når vi siger, at vi gør det.