Fælles for de fremragende anmeldelser af Jon Fosses sidste bog i den spektakulære syvbindsserie er, at de finder det vanskeligt at referere værket meningsfyldt – og tilsvarende vanskeligt at formidle den helt særlige læseoplevelse, som de sidder tilbage med. ”Septologien” skal opleves, konstaterer Lasse Winther Jensen i Weekendavisen, hvor han som flere af de andre anmelder såvel bind seks som bind syv af ”en brusende bevidsthedsstrøm uden punktum”, der ”afsluttes på de højest tænkelige nagler med en ekstatisk udviskning af skellet mellem litteratur og religion”.
For Lasse Winther Jensen handler ”Septologien VI-VII. Et nyt navn” (oversat fra nynorsk af Jannie Jensen og Arild Batzer, udkommet på Batzer & Co) om noget så gammeldags og grundlæggende som forholdet mellem form og indhold. Hos Fosse spiller de to størrelser så uadskilleligt sammen, at det er svært at forklare, hvor næsten berusende let en læseoplevelse det er – navnlig fordi tematik og fortællegreb i referat risikerer at få bøgerne til at lyde tunge og fortættede. Men sådan er det så langtfra, konkluderer han:
”Mod slutningen af ’Septologien’ forløses hele værkets formmæssige spænding – alle gentagelser, bønner og genlevede minder – i en strøm af liv, død og lys. Fosses roman opnår en syntese mellem ånd og tekst, der går i ét med Asles tanker i en grad, så man køber forestillingen om, at det er Helligåndens nærvær, man oplever. Det er svært at beskrive det nærmere, for det er en type litteratur, der vanskeligt lader sig videreformidle. Det skal ganske enkelt erfares.”
Men hvis man nu alligevel skal forsøge sig med et referat, så har de syv bind fulgt jegfortælleren, kunstmaleren, enkemanden og katolikken Asle gennem syv dage op til jul, hvor Jon Fosse i malende, cirkulære bevægelser vender sig indad mod hans sind. Samtidig har man fået brudstykker af en anden Asles livshistorie. Og hvor den første Asle har levet et stilfærdigt liv med sin elskede kone, har den anden væltet sig i alkohol og kvinder.
”Det kunne have været det liv, en mand har haft, og det, han kunne have haft. Det kunne være de to liv, som samme mand har haft. Således er Fosses hovedperson udspaltet ikke bare i nutids-Asle (jeg-fortælleren) og fortids-Asle (som fortælles i tredje person), men også i to forskellige synkrone Asle-karakterer. I forhold til ’jeg’ betegner ’han’ eller ’Asle’ både den, jeg var, og den, jeg kunne have været; grænserne mellem aktuel, forgangen og virtuel eksistens er labile i Fosses lysende vision.”
Således skriver Lilian Munk Rösing i sin anmeldelse i Politiken, hvor der falder seks hjerter ud af seks mulige til Jon Fosses afsluttende bind, som hun ikke tøver med at kalde et mesterværk af verdenslitterær karat, selvom hun er skuffet over fordelingen af kvinderollerne, og selvom hun medgiver, at et referat kan lyde forvirrende, grænsende til det komiske, men at det så langt fra er tilfældet: ”’Septologien’ er én lang medrivende bevidsthedsstrøm, en mesmeriserende bøn; et insisterende sidste åndedrag; et stationsdrama med scener, der lyser i mørket; en julekalender, der samler trådene og rammer døden den dag, hvor døden blev aflyst. Det er magisk prosa, intet mindre.”
Også i Berlingske er der fuld plade ved Søren Kassebeer, der giver sin anmelderkollega ret i, at det til tider kan forekomme unødigt kringlet, denne vekslen mellem jeg-fortæller og alvidende fortæller, disse spring i tid og sted:
”Det sker bare, uden overgange, uden forklaringer, og hvad er meningen? Sådan kunne man spørge, og sådan har nogle spurgt, men herfra skal det lyde, at det hele giver mening. ’Septologien’ er bare ikke et værk, der byder sig til, den er et værk, man selv skal komme til, sådan er det, og sådan er stor kunst så tit, den vinder ved nærmere bekendtskab, og den er ofte netop skøn, fordi der er nogle benspænd undervejs.”
For den, der forstår at lytte, vil Jon Fosses suggestive skrift derfor åbenbare sig som et stykke betagende ordmusik, skriver Søren Kassebeer, eller måske endda som en tekst, der næsten er som en bøn:
”’Septologien’ handler om kunsten og kærligheden og det evige, og det er der så meget, der gør, så når værket er et hovedværk i nyere nordisk litteratur, handler det, som altid når det handler om kunst, mindre om det, der siges noget om, end om måden, det siges på (...) Man bør give hans septologi en chance. Ikke for hans, ikke for Guds, men for sin helt egen skyld.”
I Morgenavisen Jyllands-Posten er Henriette Bacher Lind ligeledes betaget af ”Jon Fosses unikke, tankemyldrende værk”, og hun konkluderer:
”Med bind syv er Jon Fosse endegyldigt færdig med sin forunderlige fortælling om et medtaget menneskes langsomme tilbagetrækning fra livet. ’Septologien’ er en stilfærdig lovprisning af kunsten, kærligheden og kristentroen, en bevægende salme ved rejsens afslutning.”
Der falder fem stjerner ud af seks mulige til Jon Fosse, præcis som i Kristeligt Dagblad, hvor Jeppe Krogsgaard Christensen anmelder såvel bind seks, hvor ”minderne om ungdommen flyder tudesmukt sammen med bevidstheden om døden”, som det afsluttende bind syv, der som de tidligere har vist sig at være en fusion af Asles ydre og indre, der sletter nutid og fortid og fletter sansning og erindring sammen i den lange sætning, som trækkes gennem hele værket. Værket får blandt andet følgende ord med på den afsluttende vej:
”Ja, ’Septologien’ sætter skred i tanker om tro, tab, sorg, mening og kunst, og at det nu er slut, at der ikke kommer flere bind, sådan som læserne har vænnet sig til gennem to år, føles vemodigt; som en afsked med Asle og de relativt få mennesker, der har udgjort hans liv. Og afslutningen, de sidste sider, der på sin egen stilfærdige facon lukker værket, har en sugende dybde og skønhed. Sådan som hele værket – læst forlæns, men forstået baglæns – har det.”
I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.
Læs interview med Jon Fosse om ”Septologien” på
k.dk/kultur