Jonas Risvig: Mine ungdomsserier skal få os til at række ud og åbne os for hinanden

Jonas Risvig fik at vide, at han ikke kunne lave film, der havde noget på hjerte, når nu han var vokset op på en kedelig villavej. Men i dag forstår han, at opvæksten netop er årsagen til, at mange unge føler sig spejlet i hans serier

”Jeg føler mig hjemme i Silkeborg. Her sænker jeg skuldrene, ser folk i øjnene og har på en måde mere selvironi, end når jeg går rundt på Nørrebro,” siger Jonas Risvig, der her står på den villavej, han voksede op på. – Foto: Flemming Jeppesen.
”Jeg føler mig hjemme i Silkeborg. Her sænker jeg skuldrene, ser folk i øjnene og har på en måde mere selvironi, end når jeg går rundt på Nørrebro,” siger Jonas Risvig, der her står på den villavej, han voksede op på. – Foto: Flemming Jeppesen.

Der går en flok 7. klasses piger forbi bænken, hvor 27-årige Jonas Risvig sidder. Han har selv foreslået, at interviewet skulle laves her, på Sejs Skole ved Silkeborg, hvor han selv har været elev. Normalt bor han i Valby i København, men lige nu opholder han sig hos sine forældre, fordi han er i gang med at optage en ny ungdomsserie, der udspiller sig i Silkeborg – en serie, der genbesøger de steder, der har været med til at forme den unge instruktør.

Pigerne fra 7. klasse småfniser og kigger sig over skulderen, mens de passerer Jonas Risvig. De ved tydeligvis godt, hvem han er. Og selvom han ikke kender pigernes navne, ved Jonas Risvig faktisk også, hvem de er. De er nemlig præcis den aldersgruppe, han sparrer med hver dag, når han laver sine fiktionsserier, som blandt andet tæller ”Centrum”, ”Stikker”, ”Flokken” og ”Grænser”.

Jonas Risvig ser det at lave serier for unge som et demokratisk projekt. Hans metode er utraditionel, og han vil for alt i verden undgå at blive elitær. De unge bliver derfor spurgt til råds om, hvordan de selv mener, historierne skal udspille sig, og hvordan sproget skal lyde, så det bliver så troværdigt som muligt. Det er unge oftest utrænede skuespillere, som er med i Jonas Risvigs projekter. De finder ham via de sociale medier, hvor han også inddrager alle dem, der følger ham i sin kreative proces.

LÆS OGSÅ: Instruktør bag eksperimenterende ungdomsserie: ”Det er samhørighed på ægte højskolesangbogs-facon”

”Den 15-årige mig ville have elsket at have muligheden for at sidde her i Silkeborg og være med til at skrive et manuskript om ungdomsliv og have haft nogle unge karakterer at spejle mig i,” siger Jonas Risvig, der som 15-årig gik og fyldte sine tanker med store drømme og fantasier om diverse film og scener, der kunne se godt ud på det store lærred. Han voksede op i en kernefamilie på en villavej i det naturskønne område Sejs, der ligger ved Silkeborg.

”Nu kommer jeg til at tænke på noget, en af mine lærere engang sagde til mig,” siger Jonas Risvig og peger på sin gamle skole.

”Jeg skulle lære at tøjle min kreative energi, sagde hun til mig. ’Når du bliver bedt om at lave en planche, så lav en planche. Ikke en video’. Det var jeg træt af at høre, for det var jo det eneste, jeg kunne finde ud af,” siger Jonas Risvig, der altid har haft en levende fantasi, og måske – efter sit eget udtryk – har været lidt for meget oppe i sit eget hoved.

”Da de andre begyndte at tænke på hårvoks, alkohol og parfume, var mit hoved fyldt med tanker om film og gode scener.”

Men andre har sikkert også følt sig udenfor eller anderledes, men det var bare ikke noget, man snakkede om på Sejs Skole, fortæller Jonas Risvig.

Det med at række ud og åbne sig over for hinanden, er noget af det, han håber, hans serier kan være med til at inspirere til. For eksempel møder seerne i serien ”Centrum” karakteren Luna på 15 år, der oplever sine første angstanfald. Hun prøver at låse sig inde og gemme sig væk fra de andre, når det sker. En dag oplever hun så et anfald og prøver at trække sig væk, men hendes ven William lader hende ikke være alene og insisterer på at være der for hende.

Som 15-årig søgte Jonas Risvig ind på Filmskolen, men fik afslag med meddelelsen: Du skal have oplevet noget, før du kan lave film. Oplevet noget sorg, misbrug eller have rejst jorden rundt. Det slog Jonas Risvig ud, og beskeden tyngede ham i mange år. For han havde jo haft en ”perfekt” opvækst uden de store problemer.

Filmdrømmen blev sat på pause, men i gymnasiet begyndte han at lave musikvideoer med sine venner. De var både sjove, velproducerede og blev set af mange. Det var også Jonas Risvig, der lavede præsentationsvideoer for Silkeborg Gymnasium, når temaet til den næste fest skulle præsenteres. Her fik hans kreative idéer ros og klapsalver.

Når han i dag ser tilbage, var musikvideoerne fra gymnasietiden en vigtig start. Og siden har kameraet og redigeringsarbejdet fyldt hele hans arbejdsliv.

”’Centrum’ er nok det, jeg har lavet, der har været tættest på mit hjerte,” siger Jonas Risvig og kigger ud over den skolegård, han selv dalrede rundt på, da han voksede op.

Når det lige præcis er dén serie, der betyder meget for den unge instruktør, er det, fordi idéen til den udsprang efter et vendepunkt i hans liv.

”Efter gymnasiet havde jeg den der følelse af, at hele verden lå for mine fødder, og jeg fløj af sted med forskellige projekter, musikvideoer, dokumentarer og fester,” siger han og bliver så mere stille.

”En aften stod jeg så i Kødbyen i København til et netværksarrangement, hvor min kæreste pludselig ringer. Hun fortæller, at hendes højre arm sover, og hendes krop har det mærkeligt.”

Kæresten, som han har været sammen med siden gymnasiet, fik kort efter konstateret sklerose.

”Nu skete der noget, der slog mig ud af kurs,” siger Jonas Risvig, der hurtigt blev opmærksom på, at nu var det et vilkår for ham og hans familie, at hans kæreste ville have sklerose hele livet. Det fik ham til at tænke, at nu ville han altså ikke spilde sin tid på noget, han ikke 100 procent brændte for. Derfor aflyste han alle de projekter, han havde sagt ja til og tog sig en tænkepause. Hvad ville han egentlig fortælle? Havde han overhovedet noget at fortælle? Afvisningen fra Filmskolen begyndte at give mere mening. Men på en anden måde, end hvad ham, der uddybede afvisningen, nok havde ment i første omgang.

”Jeg begyndte at træne mig selv i at finde ud af, hvad det var, jeg egentlig ville fortælle,” siger Jonas Risvig, der aldrig havde manglet noget. I hvert fald ikke noget, man bare kunne bede om.

”Men jeg har nok manglet nogle nuancer i min dejligt trygge opvækst her i Silkeborg. På min skole var én ud af 700 elever mørk i huden. Mange af mine kammerater kom fra nogenlunde samme baggrund, så man blev aldrig konfronteret med de forskellige samfundslag – at der er mange måder at leve på og være ung på,” siger Jonas Risvig.

På den anden side havde Jonas Risvig den fordel, at han med sin gennemsnitlige baggrund havde let ved at sætte sig ind i at være et ungt menneske med drømme og problemer, som man har brug for at snakke om. Selvom de i andres øjne kan virke trivielle eller kedelige.

Jonas Risvig indså pludselig, at han jo havde noget, han gerne vil fortælle eller vise: Hvordan ungdomslivet føles – og nu med de nuancer, han selv ikke kunne se, da han gik rundt som 15-årig og følte, at det kunne være svært at snakke om, hvordan man havde det. Hvor man var træt af at blive sat i bås og hele tiden skulle leve op til, hvem de andre tænkte, man var.

Denne fortælling ville han ikke kunne vise, hvis han ikke var vokset op i gennemsnitsdanmark. Jonas Risvig stak ud i Silkeborg.

Han var ”ham, der laver film”, som han selv beskriver sit image.

Godt nok manglede han nogle indtryk af mangfoldighed, men hvis han havde fået dem, var det ikke sikkert, at han så havde været fyldt med den samme skaberkraft, som han mærker i sig nu, fortæller Jonas Risvig. Det har han ikke rigtig tænkt på før, siger han, men den kærlighed, han nu mærker til sin hjemby, ville han ønske, han også havde, da han gik her på Sejs Skole og følte sig lidt alene og lidt mærkelig.

”Ej, jeg skulle faktisk have sagt noget til de piger, der lige gik forbi. Det er jo lige præcis dem, jeg prøver at nå ud til. De er jo sikkert ligesom mig, dengang jeg gik her.”

Måske kommer Jonas Risvig alligevel til at snakke med de piger inden alt for længe. For mens han har siddet her og fortalt om sit liv, har han lavet en aftale med en lærer, der lige kom forbi, om at komme ud og snakke med eleverne her på Sejs Skole. Om at turde følge sine drømme.