Da Knud Sørensen (født 1928) sidste år sammen med billedkunstneren Henrik Scheel Andersen udgav det smukke bogværk ”Horisonter”, var der nok mange, også digteren selv, der troede, at de sidste nyudsprungne ord hermed var plukket i det nordvestjyske limfjordsland, som den nu 92-årige morsingbo så tit har vandret rundt i for at opsøge poesien.
Men sådan blev det heldigvis ikke. På det gode Aarhusianske mikroforlag ”Herman og Frudit” har den poetiske landmåler, der debuterede med den nyenkle nyklassiker ”Den røde kaffekande” (1965), nemlig netop udsendt endnu en digtsamling. ”Mit sprog og fjordens” hedder den med en kærlig hilsen til netop den samtale og udveksling, der altid har været det rodfæstede udgangspunkt for dette forfatterskab.
Sørensen er limfjordsdigter, ligesom de jyske forbilleder Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg var det, og denne egns betydning for ham – og hans betydning for den – må ikke undervurderes. Det er den, der har formet hele Sørensens poetiske temperament, sprog og tone.
”Kun i det lokale findes det sprog, hvoraf kunst opstår”, lærte han af den amerikanske lyriker William Carlos Williams, og det lokale er for Sørensen hverdagslivet i provinsen, bondesamfundet(s rester) og naturen. Sørensen skriver derfor også lavmælt og besindigt, enkelt og klart, og med en dyb forståelse for og samhørighed med landskabet og de traditioner og menneskelige skæbner, der har været med til at forme det.
Et sted i den nye samling skriver Sørensen således om thyboen og billedhuggeren Erland Knudssøn Madsen:
”Og når han går/ på kanten af klitterne/ deroppe i det nordvestligste/ hjørne af Danmark/ så har han i sit indre/ en nedarvet erindring/ om de nu tilgroede stier/ der vibrerer under den nutid/ hvis billede om lidt/ vil arbejde sig ud/ gennem penslen/ i hans højre hånd”.
Skift billede og penslen ud med ord og pen, og du har en præcis beskrivelse af Sørensen selv, der i sine jordbundne visioner ikke bare graver fortidens bønder op af mulden og lader dem samles i en ”fælles stolthed” over det land, de sammen har været med til at skabe, men også i (efter)tanken mødes med ”Ham Jeppe” (Aakjær) ”på en bænk/ ved storrugens rod” og reflekterer over natursyn, hedeopdyrkning og naturudnyttelse. Sidstnævnte digt afsluttes i øvrigt med denne lille perle:
”og jeg tør ikke bryde den tavshed/ med et spørgsmål/ om hans syn på de vindmøller/ der ikke maler korn men/ som maler blæsten/ derude i horisonten./Men måske// ville vi også her/ kunne opnå/ at få fælles øjne/ under en bredskygget digterhat.”
Med sin sammentænkning af naturen/landskabet og tiden/erindringen lægger ”Mit sprog og fjordens” sig klart i forlængelse af de seneste digtsamlinger, som den da også optager let bearbejdede digte eller strofer fra. Det kan måske virke som en kedelig gentagelse, men Sørensen skriver heldigvis med så stor lethed og overskud, at digtene fortsat virker nye, samtidig med at de små justeringer, som Sørensen som en anden poetisk skærsliber rent faktisk har foretaget i gengangerne, vidner om, at den aldrende digter på ingen måde er blevet sløv. Det betyder ikke, at disse digte, for nu at citere Jess Ørnsbos motto fra 1960, er som en opslået kniv, læseren træder på, men at Sørensen med sin åbenhed og lydhørhed har et særligt blik for tilværelsens enkle og dybe poesi, som, når han er bedst, ikke overgås af ret mange andre nulevende forfattere.
Sørensen er nok ”på vej mod den dag/ der kun er et nu”, men den poetiske åre pulserer stadig og bringer livskraftige digte med sig, som nu dette humoristiske digt om livet og døden, der får lov til at stå som en afsluttende og lysende klar anbefaling af denne store digters seneste, men ikke nødvendigvis – man har jo lov at håbe – sidste bog: ”Jorden har en lys/ og en mørk side./ På den lyse side/ er græsset grønt/ og træerne blomstrer/ og himlen er blå./ Også solen har vi/ os der bor på den lyse side./ Det er ikke retfærdigt/ synes jeg/ det er jo dem i mørket/ der har mest brug for den”.