Dramatiker: Jorden er ikke flad, og Danmark er ikke bygget på kristne værdier

Dramatikeren Christian Lollike har gendigtet Ludvig Holbergs klassiker ”Erasmus Montanus” og ser det som sin opgave at ryste publikum, så de ikke ved, om de skal grine eller græde

”Jeg er flasket op med Holberg som plat komedie med karakterer, vi griner af og som spilles i gammeldags kostumer. Jeg synes, at mange af Holbergs intriger er klodset bygget op og over-fortalt, så jeg har længe lagt afstand til både ham og den komedietradition, han var en del af og har tænkt, at ham skulle jeg aldrig røre ved. Det gør jeg så alligevel nu,” siger Christian Lollike. –
”Jeg er flasket op med Holberg som plat komedie med karakterer, vi griner af og som spilles i gammeldags kostumer. Jeg synes, at mange af Holbergs intriger er klodset bygget op og over-fortalt, så jeg har længe lagt afstand til både ham og den komedietradition, han var en del af og har tænkt, at ham skulle jeg aldrig røre ved. Det gør jeg så alligevel nu,” siger Christian Lollike. – . Foto: Aarhus Teater.

Christian Lollike er ikke bleg for at indrømme, at Ludvig Holberg normalt ikke er hans kop the. Som moderne dramatiker med hang til at fyre satiriske pile direkte ind i solar plexus på sit publikum har han altid haft det virkeligt svært med, hvad han kalder ”den der fordummende komedietradition”.

Men nu er det Europæisk Kulturhovedstadsår i Aarhus med temaet ”Let’s rethink”, og det ligger lige til højrebenet, at byens gamle teater på Bispetorv som sit kulturhovedstadsprojekt skal gentænke en teaterklassiker. Når valget er faldet på Ludvig Holbergs ”Erasmus Montanus”, hænger det sammen med, at netop den forestilling åbnede Aarhus Teater tilbage i 1900.

På samme måde er valget af Christian Lollike, som ham der skal forløse 2017-gentænkningen, naturligvis heller ikke tilfældigt. Han er uddannet på et af Dramatikeruddannelsen i Aarhus’ første hold, og han har været teatrets husdramatiker. Og så er han kendt for sit mod til at gøre aktuelle samfundsanliggender til teater.

”Jeg har virkelig tvivlet på, om jeg nogensinde skulle beskæftige mig med Holberg. Men så læste jeg ”Eramus Montanus” igennem nogle gange, og jeg må sige, at det er en ret vild tekst i vores tid lige nu,” siger han, mens han hælder kogende vand over sin grønne the i et hjørne af caféen ved siden af Aarhus Teater.

Historien om den unge Rasmus Berg, der har transformeret sig selv til Erasmus Montanus, da han vender tilbage til sin fødeby efter at have studeret på universitetet i København, er sammen med ”Jeppe på bjerget” af samme Holberg det mest spillede stykke på danske teatre. Alene den kendsgerning kan godt gøre Christian Lollike lidt træt:

”Jeg er flasket op med Holberg som plat komedie med karakterer, vi griner af, og som spilles i gammeldags kostumer. Jeg synes, at mange af Holbergs intriger er klodset bygget op og over-fortalt, så jeg har længe lagt afstand til både ham og den komedietradition, han var en del af, og har tænkt, at ham skulle jeg aldrig røre ved. Det gør jeg så alligevel nu. Fordi jeg tænker, at temaet om by kontra land og elite kontra folk er mere aktuelt end nogensinde. Men det mest centrale er for mig, at vi danskere i de seneste 10-15 år i stigende grad er blevet tvunget til at definere, hvem vi er, og til at beskrive den proces er ’Erasmus Montanus’ oplagt,” siger Christian Lollike.

I Holbergs 1700-tals-virkelighed anser landsbyboerne Jorden for at være flad som en pandekage, og den sandhed bliver ustandseligt gentaget over for Erasmus, der i hovedstaden har lært, at Jorden er rund. Sammen med Dennis Meyhoff Brink, der forsker i den europæiske religionssatires historie og er medforfatter til manuskriptet, har Christian Lollike ledt efter en nutidig påstand, der på samme måde er blevet gentaget så mange gange, at den er blevet en slags sandhed.

”Vi har arbejdet med at finde ud af, hvad det der Jorden er flad/Jorden er rund er en metafor for. Og der er det, jeg har besluttet mig for at spørge: Hvad nu hvis Erasmus Montanus udfordrer os på idéen om, at Danmark bygger på kristne værdier?”, siger Christian Lollike og fortsætter:

”Det relaterer jeg til nutidens angst for islam. Med tanken om, at der kommer nogen til vores land, der har en stærkere tro end os, er vi begyndt at skabe illusioner om, at vi er mere kristne, end vi nødvendigvis er. Eksempelvis ved at skrive kristendommen ind i regeringsgrundlaget. Men vi må ikke glemme, at mange af de værdier, som vores samfund bygger på, ikke kan føres tilbage til hverken Bibelen eller kristne tænkere, men derimod til oplysningstiden. Ytringsfriheden og vores frihedsværdier om ægteskab og sexliv er noget, som kirken historisk har forsøgt at bekæmpe, og jeg kan være bekymret for, at der foregår en forsimpling af historien i kraft af, at vi nu ser os nødsaget til også at finde en stærk tro.”

Er det ikke naturligt, at vi søger mod kristendommen for at have noget at stå imod med?

”Jo, og folk må for mig tro, hvad de vil. Det problematiske er, hvis det fører til en fordummelse og en falsk historieskrivning. Folk skal ikke begynde at påstå, at eksempelvis ytringsfrihed er en kristen værdi, for så er vi ude på samme overdrev som Holbergs landsbyboere, der bliver ved med at hævde, at Jorden er flad.”

Kan du pege på, hvem en Erasmus Montanus kunne være i dag?

”Jeg kan ikke pege på én, men den skingreste del af dem, man kan kalde oplysningsfundamentalisterne, og visse debatterende journalister, har noget Erasmus Montanus i sig. De kan have det på samme måde som Erasmus Montanus, der hævder, at hvis bare du kan argumentere for noget, så har du også ret. På den måde glemmer han fuldstændig at stikke fingeren i jorden og mærke, hvad det egentlig er, han kæmper for. Han vil bare have ret. Det er der jo masser af politikere, journalister og alle os andre, der stadig roder os ud i.”

Mens han fortæller, bliver Christian Lollike gradvist mere eftertænksom og indrømmer, at der stadig er ting i forestillingen, han ikke helt har fået løst. Det handler især om Rasmus Bergs lillebror Jacob, som er den person, Holberg har lagt de viseste ord i munden på. Jacob siger på et tidspunkt blandt andet, at han også mener, at Jorden er rund, men hvis nogen gav ham en kommenskringle for at sige, at den er flad, så ville han være villig til at sige det.

”Jacob har en idé om, at han sagtens kan beholde sin tro og overbevisning, uden at han behøver at tage hver eneste kamp. Den tanke kan jeg godt lide. Mange mener, at kampen for eksempelvis ytringsfrihed skal tages hele tiden, for ellers er det et knæfald for islam, og så erodererer hele vores civilisation. Jeg selv tænker noget derhen ad, men tillader mig dog at stille spørgsmålstegn ved, om vi dog ikke kan have lidt mere selvtillid end at tro på, at den kamp skal tages hver evig eneste gang,” siger Christian Lollike.

Ludvig Holbergs lange tekst er væsentligt afkortet i Lollikes gentænkte version, og han har blandt andet valgt at lade Jacobs talestrøm være langt kortere end den oprindelige.

Det handler primært om, at tingene ikke må blive for overtydelige.

”Jacob er ind imellem irriterende, fordi han har alle sandhederne. Noget af det, har jeg taget væk, fordi jeg synes, publikum skal have lov at tænke selv og ikke have det hele serveret. Der må helst ikke være nogle karakterer, publikum kan hvile ved, de skal derimod hele tiden udfordres,” siger han.

Christian Lollike er populær hos det aarhusianske teaterpublikum, men han er trods alt ikke vant til, at 80 procent af billetterne er solgt allerede inden premieren, som det er tilfældet med ”Erasmus Montanus”. Han er ikke i tvivl om, at en del af de mange publikummer går efter klassikeren.

”Jeg er fascineret af det groteske, og teatret har som visuel kunstart potentiale til at ryste folk ud af deres vaneforestillinger. Den mulighed har jeg i særdeleshed her, hvor klassikeren i sig selv trækker folk i teatret. Det er en gave at få adgang til et stort publikum og måske også mange, som jeg normalt ikke er i dialog med,” siger han.

Forestillingens scenografi begynder i den traditionelle ende med grise, høns og en hvidkalket kirke i en slags landlig idyl, men efterhånden skifter scenen til noget mere moderne. Det samme gør teksten og spillestilen. Meget mere vil Christian Lollike ikke røbe, men at det bliver grotesk og satirisk ligger helt fast.

”Jeg prøver at finde ud af, hvordan kan man gøre humoren grotesk og udfordrende og bringe den et sted hen, hvor man er i tvivl om, hvorvidt man skal grine eller græde. Det er der, jeg synes, humor er interessant. Hvorimod når den bare vil være sjov og underholdende, så bliver det en kælen form for humor, som jeg virkelig har det svært med. Derimod kan jeg godt lide spændingsfeltet mellem komedie og tragedie, og jeg kan især godt lide, at folk er uafklarede med, om det er det ene eller det andet, de ser. Jeg leder altid efter at få en forestilling derhen, hvor folk bliver så usikre, at de begynder at tænke. Forhåbentlig begynder man i min version af ”Erasmus Montanus” at stille sig selv spørgsmålet, om vi søger at blive mere kristne for at dæmme op for islam. Det synes jeg, vi skal give os selv lov til at grine af, fordi det er en potentiel fordummelse, hvis den fører med sig, at vi omskriver historien.”

Kristeligt Dagblad anmelder nyopsætningen senere på ugen.