Jorden kalder Niels Lan Doky

Forfriskende og flyvsk lille bog fra Niels Lan Doky om det at leve, som man jazz'er

”Improvisation” er en af den slags overskudsbøger, der gør mig glad. Bare det, at han giver mig lyst til at eksperimentere lidt mere. Til at ændre mønstre, ændre kurs. Spille ud og spille op. Bare det, skriver Kristeligt Dagblads anmelder om ny bog.
”Improvisation” er en af den slags overskudsbøger, der gør mig glad. Bare det, at han giver mig lyst til at eksperimentere lidt mere. Til at ændre mønstre, ændre kurs. Spille ud og spille op. Bare det, skriver Kristeligt Dagblads anmelder om ny bog. Foto: Gyldendal Business.

Denne anmeldelse er delt midt over. Først er der en traditionel præsentation af jazzmusikeren Niels Lan Dokys lille værk ”Improvisation. I musikken, på arbejdet og i livet”. Dernæst vil jeg gøre et forsøg på at praktisere det, bogen anbefaler: at improvisere!

Det første først: Efter 30 år på den internationale jazzscene har musikeren og ikonet Niels Lan Doky for et par år siden slået sig ned i Danmark og åbnet jazzklubben The Standard sammen med kokken Claus Meyer. Nu udgiver han en bog om sammenhængen mellem at spille og at leve. Ikke spille hvad som helst, men spille den jazzmusik, han elsker, fordi den nøjagtigt som livet selv ikke er nedskrevet, men kræver mod til forandring og improvisation.

”Vi mennesker lever i en verden af uforudsigelighed,” hedder det i indledningen, ”og vi ved aldrig, hvad der kommer til at ske i fremtiden eller bare i næste øjeblik. Som jazzmusikeren bruger improvisationen til at navigere igennem musikken, bruger vi improvisationen til at navigere gennem livet.” Derfor kan vi lære af jazzen på stort set alle tilværelsens områder. Som Doky konkluderer: ”Det hele er en form for jazz.”

Herefter giver bogen en række eksempler fra musiklivet samt gode, praktiske, poesibogsindrammede råd om både at holde familiemøde a la jazzmusik, være leder på en arbejdsplads, koge kylling, løse den globale økonomiske krise og skrive. Råd til det sidste lyder sådan: Forbered dig i punkter, læg et klæde over skærmen eller sluk den helt, så du ikke kan se, hvad du skriver, skriv derefter nonstop i et fastsat interval og sæt til sidst et kvarter af til redigering.

Det lyder jo lovende. Især det med den korte redigering! Lad mig derfor gribe stafetten, følge bogens anvisninger og skrive videre pr. improvisation. Det kommer til at se sådan ud:

Man skal leve i nuet, siger Doky, i nuet. For som fortid og fremtid forsvinder i samspillet på scenen, skal de også forsvinde, når du lever i samspil med andre. Hele tilværelsen er et stort nu. Alt er til stede altid, som Klaus Rifbjerg engang skrev. Men skal det lykkes, dette nuets musik, må du ikke være bange for at fejle. Det er ofte fejlene, der skaber de sublime øjeblikke, det overraskende nye. Som dengang Stan Getz indspillede ”The Girl from Ipanema” med en helt ukendt sanger, han lige havde hørt gå og nynne i studiet - og udødeliggjorde den. Skal det lykkes, må du heller ikke være bange for det uforudsigelige, thi det er netop her, improvisationen virker allerbedst. Og du må kunne lytte. God musik starter i de andre, ligesom godt liv gør det. Altid.

Men hvis du tror, det er fri leg og halalhippie hele vejen hjem, tror du fejl. Der må være en ramme. Intet er så godt for kreativiteten som benspænd eller koncepter, ligesom i dogmefilmene og i det nye nordiske køkken. Grænserne sætter dig fri.

Og dog er der noget, der skurrer. Et eller andet lidt for letkøbt over hele dette idégrundlag, synger jeg, mens tastaturet klaprer. Og måske med klap for det ene øje. Det, der mangler, er det, der gør ondt. Det her er så tydeligt en bog skrevet fra de øverste luftlag, hvor man kan shoppe lidt i zen og Jung, innovation og jordskokker, men ikke for alvor kommer ned til sjælerødderne. Eller ind i musikken, for nu at sende en kærlig hilsen til Peter Bastian. Det her er dans på det fejede fortov - mens armsved og Nørre Bronx er langt herfra. Måske har Mr. Doky alligevel været for længe ”over there”. Jorden kalder!

Alligevel er ”Improvisation” en af den slags overskudsbøger, der gør mig glad. Bare det, at han giver mig lyst til at eksperimentere lidt mere. Til at ændre mønstre, ændre kurs. Spille ud og spille op. Bare det.

Selv om jazz faktisk ikke er min foretrukne genre.

Og nu tænder jeg skærmen - og redigerer! Gad vide om der var en forskel.